Læsetid: 4 min.

Putins ’usikre’ vælgerkreds

I Gorny ved Volga ligger Ruslands første anlæg til destruktion af kemiske våben. Anlægget er et billede på de problemer, præsident Putin har med at at vinde støtte fra militæret
11. marts 2004

Selv på en såkaldt varm vinterdag i det centrale Rusland bliver det gudsforladte bosted Gorny – tre timers bilkørsel fra byen Saratov ved Volga – blæst igennem af en modbydelig vind, der går gennem marv og ben. Det er her, Ruslands første destruktionsanlæg for kemiske våben ligger. Et projekt der i høj grad hviler på europæisk og amerikansk finansiering.
Det er også et eksempel på mange af de vanskeligheder, præsident Putin har med at overbevise de engang så mægtige russiske væbnede styrker om, at han på overbevisende måde vil beskytte deres interesser, hvis han, som det ventes, vinder endnu en valgperiode næste uge.
Militæret er en af Putins mest ambivalente ’valgkredse’, og ikke meget af det, han har foretaget sig i sin første embedsperiode, har ændret på dette. Det traditionelle modsætningsforhold mellem det snobbede civile KGB, hvor Putin gjorde tjeneste og de uniformerede, og for det meste værnepligtige styrker, blev ikke mindre af Putins sendrægtige reaktion på katastrofen med ubåden Kursk, hans tydelige svaghed over for præsident Bushs planer om et missil-forsvar, og de stadige nedskæringer i Ruslands militærbudget.
Derfor har Putin i dagene op til valget gjort sig ekstra umage for at tækkes ’khaki’-stemmerne. For nylig opholdt han sig tre dage på og ved den arktiske base nær Murmansk, og overværede nogle af Ruslands største militærøvelser i de seneste år, i sin egenskab af øverstkommanderende.
Enhver tilnærmelse mellem Kreml og militærcheferne blev dog forpurret, da tre af flådens forsøg på at affyre et nyt hav-til-luftmissil mislykkedes totalt. Tilbage i Kreml beordrede en vred præsident Putin en øjeblikkelig undersøgelse af, hvad der var gået galt, og understregede omkostningerne ved sådanne brølere, både i forhold til statskassen og den nationale sikkerhed. De første resultater af undersøgelsen ventes senere på ugen.
Anlægget i Gorny er et billede på den diskussion, der deler den russiske opinion. For nogle er anlægget, der blev igangsat i 2002, et tydeligt bevis på Ruslands villighed til at efterleve multilaterale aftaler – her, den internationale konvention fra 1993 om kemiske våben – og den belønning der finansielt og sikkerhedsmæssigt ligger i at udvise ansvarlig opførsel. For andre er det blot endnu et eksempel på Ruslands svaghed, og hvad de ser som Putins skammelige, næsten forræderiske villighed til at underkaste sig udefrakommende pression.
Chefen for destruktionsanlægget giver indtryk af at være en overbevist Putin-tilhænger, og det er nok derfor, han mødes med vores lille gruppe af udenrigsreportere, og viser os i hvert fald dele af dette følsomme område. General Yuri Kravtsov er en firskåren, bramfri herre, hvis fremtoning virker endnu mere kompakt på grund af hans polstrede vinteruniform og tykke pelskrave og hue. Han beder om »ansvarlig journalistik« i forbindelse med Ruslands holdning til kemiske våben og skåler gentagne gange med sine gæster, den sidste skål til »en sikrere verden«. For at sikre, at vi ikke drager derfra med det forkerte indtryk af ædrueligheden hos de, der bevogter Ruslands arsenal af kemiske våben, bliver det bagefter understreget, at han faktisk kun fyldte vand i sit glas.
Han understreger præsident Putins løfte om samarbejde.
»Det var først under Putin at Rusland gik fra ord til handling, og faktisk startede vore destruktionsanlæg.«

To anlæg følger
To nye anlæg følger efter i løbet af det næste år, i et forsøg på at nå målet, at destruere 20 procent af det totale lager i år 2005.
Indtil videre har man kun nået én procent. Men general Kravtsov benægter, at der eksisterer en klar modstand mod denne politik inden for militæret: »Om noget var militæret mere positivt i samarbejdet omkring den internationale konvention end de civile, for militæret forstod faren bedre end nogen anden.«
Gorny og to nærliggende landsbyer nyder utvivlsomt godt af de ekstra penge, der kommer som belønning for at samarbejde. Der er anlagt en ny vej og et kloaksystem, hvilket man aldrig tidligere har haft. Der er masser af nye huse, nogle af dem beregnet til de 400 militærpersoner, men endnu flere for de 800 civile, der arbejder i byen. Men selv de nyeste begynder allerede at se forfaldne ud, med forsømte gårdspladser og rustende bilvrag.

Arabiske gæster
Man viser os den nye boligblok, der huser de internationale observatører; der er fire af dem ad gangen. Tre af dem, siger general Kravtsov med et skævt smil, er fra arabiske lande.
Man viser os brandstationen, den er specielt udstyret til at bekæmpe kemiske brande, men har endnu ikke været i tjeneste, en helt ny hospitalsklinik, med sofistikeret tysk udstyr der kan kontrollere arbejderne på anlægget og den lokale befolkning, også en bygning under opførelse, med en forretning og et postkontor, og miljøstationer, der skal undersøge luften.
Men hvad de ikke viser os før efter mørkets frembrud og på afstand, er selve anlægget. Man havde ikke modtaget autorisation fra kontoret for præsidentens administration, på trods af formelle ansøgninger.
Måske var det af frygt for den fysiske risiko, men en mere sandsynlig forklaring er, at dele af overkommandoen ikke er helt enig med Kreml om, hvordan man bedst beskytter Ruslands sikkerhed, og der er stadig steder, hvor præsidentens autoritet ikke helt når ud. Vores planlagte besøg til den nærliggende base for strategiske bombefly, blev også aflyst med kort varsel.

© The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her