Kulturkloden
Savner du foråret? Så er du bestemt ikke alene.
Årstidernes kommen og gåen er nemlig også noget, man i den grad går op i i Japan. Så meget, faktisk, at det ligefrem kan rydde forsiden på al landsens aviser, når kirsebærblomsterne springer ud.
Således kunne Kyoto Shimbun allerede forleden stolt meddele, at de hængende kirsebærtræer faktisk lige nu står i flor i den tempelspækkede by.
»Shidare-zakura-træerne, eller de hængende kirsebærtræer, er begyndt at blomstre ved kejserpaladset i Kyoto. I det varme, forårsagtige vejr, besøgte mange borgere og turister paladset den 21. marts for at nyde de helt lysepink blomster, som markerer forårets længe ventede komme,« skrev bladet.
I Japan er kirsebærtræer nu ikke bare kirsebærtræer. Men så har man jo heldigvis sin daglige avis til at udrede sagerne for en. Kyoto-avisen forklarer:
»Shidare-zakura, som er populære for sine grene, der buer, så der dannes hængende silhuetter, blomstrer et par uger tidligere end den mere almindelige kirsebærblomst, Semeiyoshino. I alt omkring et dusin hængende kirsebærtræer står plantede på kejserpaladsets område, omkring bassinet ved Konoe-familiens tidligere residens og på den åbne plads nær Imadegawa-porten. Nogle af dem er fra kvartblomstrende til halvblomstrende nu.«
Finalen i artiklen gør, at man ikke glemmer, hvor man er:
»På den til tider solrige dag rørte gæsterne ved grenene, som næsten når jorden, for at nyde synet af de små, nydelige blomster, når de da ikke ligefrem tog billeder af dem med kameratelefonen.«
Ja, man skal nyde det hele, mens tid er. Det ved de i Japan. Eller som Okinawa-avisen Ryukyu Shimpo stolt skriver om sin hjemmeføding:
»Den karkirurgiske ekspert
Hidemi Oshiro er pr 1. april blevet forfremmet til leder af Den Kejserlige Husholdnings medicinske hold. Doktor Hidemi Oshiro er 46 og den yngste, der nogen sinde har haft jobbet. Han efterfølger Yuji Nakamura, 61, som trækker sig tilbage fra posten.«
»Det nyindsatte hold består af en leder og af tre andre doktorer, alle sammen i 30erne og 40erne, hvilket gør det samlede korps til det yngste nogensinde. De forpligter sig til permanent tilstedeværelse på kejserpaladset gennem rullende vagter, hvor hver enkelt gør tjeneste i flere dage ad gangen. De ledsager ligeledes kejserparret under alle statsbesøg.«
Udpeget nationalklenodie
Ak ja, hvad skulle man dog gøre uden et team af hoflæger? Svaret ligger sådan set lige for man skulle stille træskoene. Men selv, hvis man rent faktisk bliver plejet i alle ender og kanter, så kan man jo nok ikke undgå, at livets lyserøde kronblade en skønne dag styrter imod jorden. Det kan et af Japans største personligheder ikke længere tale med om. Det meddeler en af Japans største aviser, nemlig Yomiuri Shimbun.
»Yachiyo Inoue, der var et levende nationalklenodie og den fjerde leder af Inoue-skolen for kyomai (den traditionelle dans i Kyoto-stil), døde fredag af et slagtilfælde i sit hjem i Higashiyama, Kyoto. Hun var 98 år gammel. Der afholdes en privat bisættelse på fredag for nære slægtninge. Datoen for en offentlig mindehøjtidelighed er, ligesom navnet på den ledende grædekone, endnu ikke fastlagt.«
Herefter udfolder avisen et portræt af de længere. Det er som at svæve tilbage i dansens historie. Man kan næsten dufte det kridhvide pudder...
Vi hører for eksempel om, hvordan den netop afdøde Yachiyo
Inoue oprindeligt blev adopteret af Yachiyo Inoue III (tallet, for slet
ikke at tale om navnesammenfaldet, skyldes, at navnet er en direkte følge af udnævnelsen som danseskolens leder), og om, hvordan hun allerede som femårig stod på scenen og dansede Shichifukujin »Heldets syv guder«. Hun var færdiguddannet som 15-årig, og begyndte kort efter, nemlig i 1923, at undervise maikoer og geikoer dansepiger, der adskiller sig fra geishaer ved, at de kun danser. De serverer for eksempel ikke grøn te. Da hendes forgænger døde i 1938, blev hun anbefalet som efterfølger med navnet Yaichi Inoue IV. Navnet blev endeligt overdraget til hende i 1947.
»I 1952,« skriver avisen videre, »vandt Inoue Det Japanske Kunstakademis Medalje. Hun modtog også en pris ved Undervisningsministeriets kunstfestival det følgende år for dansene Yukimaroge og Kiku. Hun blev udpeget som levende nationalklenodie i 1955. Hun var medlem af Det Japanske Kunstakademi og modtog Kulturordenen i 1990. Hun var æresborger i Kyoto.«
Spørgsmålet presser sig på: Vil nogen huske de ting, der blev gjort? De ting, der blev givet? De mennesker, nogen var? I tilfældet Inoue er der vist ingen tvivl.
»Inoue introducerede i kyomai-dansen en dukkeagtig måde at agere på, den kaldes ningyo-buri. Man siger, at hende yndefulde og forfinede bevægelser skabte en original verden, som ingen af de tidligere Inoue-skoler havde lagt op til,« skriver den japanske avis.
Men det er jo ikke kun de kendte og de rige og de kejserlige, der bidrager til tilværelsen på den måde. Verden får altid lidt ekstra godt i posen, hver gang et individ træder frem på menneskehedens scene.
Det er jo hele to ting...
Bonasu betyder bonus på japansk og er et andet ord for omake, som er navnet på den lille sidegevinst, man får, når man køber slik. Og i Japan er der en lang tradition for den slags slikkets svar på et Happy Meal. Tit er det tematiserede figurer, såsom karakterer fra anime-film, dinosaurer, fugle, biler eller motorcykler, der følger med. Men i den stigende konkurrence på slikmarkedet har piben nu fået en anden lyd. Nu får man ikke bare noget, man kan samle på, men også noget, man kan bruge. Nærmere bestemt en cd med hits fra 1960erne. Det skriver den landsdækkende avis The Japan Times.
Avisen, som har interviewet en talsmand fra slikfirmaet Ezaki
Glico Co., forklarer ikke, at døden også har en finger med i spillet her men den forklarer, at det har det helt modsatte fænomen, nemlig fødslen.
»Bag denne strategi som Yoshimura (talsmanden, red.) også kalder »nostalgi efter Showa-æraen« (kejser Hirohitos periode fra 1926-1989, red.) ligger nationens styrtdykkende fødselsrate, som har haft en meget alvorlig indvirkning på landets slikindustri. Som en konsekvens af dette, har slikproducenterne aktivt forsøgt at udvide deres målgruppe til også at inkludere voksne.«
Fra at være et barnagtigt samlerobjekt er omake altså ved at blive rigtige, attraktive ting for mennesker, der har levet i mindst 30-60 år. For tiden er det trendy at se tilbage på den tidligere kejsers periode. Og det er ikke kun tv-programmer og genudsendelser af gamle film, der er gået retro.
»På samme måde har man, blandt omake-tingene, allerede Time Slip Glico kunnet se miniatureefterligninger af gamle biler, så som en Toyopet Crown fra 1955 og en Mazda T-2000 fra 1956, husholdningsgenstande så som et Matsushita-sort-hvid-fjernsyn fra 1952, et køleskab fra 1953 og karakterer fra populærer tv-serier, som for eksempel Ultraman og hans monsterfjender,« skriver Japan Times.
Efterhånden er alle slikfirmaerne med fremme, når det gælder om at give små cd-singler med retro-musik på væk sammen med slikket. Alene i september måned sidste år blev der produceret 3,63 millioner cd-singler. Det er mere end 6,6 gange flere end september måned året før.
Til sidst bliver man helt ør ved tanken om alle de små mennesker med alle de små plader. De er jo skøre, de japanere! Ja, man får simpelthen lyst til at trække det korte sværd og gøre en ende på det hele. Men så skal man lige huske på, at harakiri har været forbudt i Japan i de sidste små 400 år. Det er faktisk noget, der hører til i samuraifilm.
Udødelig sjæl
Sådan en en samurai-film med titlen Tusmørkesamuraien kom der for nylig på plakaten i Japan. Det var omtrent samtidig med Edward Zwicks film om The Last Samurai kom her i Vesten. Og i den forbindelse har den landsdækkende avis Asahi Shimbun interviewet instruktøren Yoji Yamada, hvis film i Japan er berømte for, at han ikke bare viser samurai-klicheer, men derimod rigtige mennesker i historiske kontekster.
Måske er han så god til at formulere japanernes udødelige sjæl, fordi han selv er vokset op i Kina? Hvem ved. Men i interviewet formulerer han i hvert fald på et tidspunkt den japanske hverdag sådan her:
»Jeg tror, at langt de fleste japanere lever helt ens liv. De lever med skuffelser og med mangel på selvtillid, men en sjælden gang imellem møder de en lille glæde, som får dem til at fortsætte med at leve videre. Jeg synes, at den slags liv er helt i orden.«
Yamadas næste film, som han filmer lige nu, hedder Det skjulte sværd, dæmonens negl.
