Læsetid: 2 min.

Sagen mod Saddam forberedes

Amerikansk hold på vej til Irak for at forberede retssag mod Saddam Hussein
9. marts 2004

USA sender et 50 mand stort hold af advokater, anklagere og efterforskere til Irak for at forberede en krigsforbryderretssag mod tidligere præsident Saddam Hussein, som måske starter allerede denne sommer.
Gruppens vigtigste opgave vil blive at strukturere de opsamlede, men stadig uensartede beviser for Saddams grusomheder i en rapport, der kan bruges som grundlag for sagen mod den tidligere diktator. Sagen skal præsenteres af irakiske anklagere, og USA’s embedsmænd forsikrer om, at det vil blive en irakisk-ledet retssag. Men det præcise tidspunkt for retssagen ligger ikke klart, da bl.a. det kommende amerikanske præsidentvalg komplicerer sagen. Paul Bremer, den øverste amerikanske embedsmand i Bagdad, sagde i weekenden til CNN, at retssagen sandsynligvis vil begynde i slutningen af sommeren eller begyndelsen af efteråret, med andre ord, inden valgdagen i USA den 2. november.
Men Salem Chalabi, den advokat, som tager sig af sagen for den midlertidige irakiske regerende rådsforsamling, fortalte til New York Times, at en retssag måske ikke kommer i gang før meget sent på året, efter valgene – og at Saddam måske ikke bliver den første på anklagebænken.
Datoen er vigtig for Det Hvide Hus, da man forsøger at retfærdiggøre invasionen i marts 2003 på ny, efter det pinligt mislykkede forsøg på at finde masseødelæggelsesvåben, som Saddam hævdedes at være i besiddelse af.
I stedet spilles på det humanitære aspekt ved at fjerne Saddam. Dette ville blive understreget af en krigsforbryderdomstol – som også ville aflede opmærksomhed fra den demokratiske kampagnes kritik af efterretningsfiaskoen om masseødelæggelsesvåben og af Bush-regeringens påståede manipulation af de samme efterretninger.

Ikke samarbejdsvillig
Bremer bekræfter også, at siden Saddam blev taget til fange for næsten tre måneder siden, har han ikke forsynet forhørslederne med megen nyttig information, hverken om de manglende masseødelæggelsesvåben eller om andre emner: »Han har ikke været særlig hjælpsom,« siger Bremer, hvis Midlertidige Koalitionsmyndighed CPA skal være klar til at overgive magten til en irakisk regering den 30. juni. Amerikanske embedsmænd hævder, at den tilfangetagne Saddam opfører sig, som om han stadig var ved magten.
Beviserne for krigsforbrydelserne bliver samlet fra tre hovedkilder: Fra irakiske regeringsdokumenter opsnappet af kurdiske oprørere under deres opstand i 1991; fra materialer samlet af menneskerettighedsgrupper; og fra beviser inde fra Irak indsamlet af USA efter invasionen.

© The Independent og Information

*Oversat af Anne Brunstrøm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her