Læsetid: 3 min.

I en seng på hospitalet

Den amerikanske version af Lars von Triers tv-serie ’Riget’ er en mærkelig størrelse – på én gang genkendelig og så alligevel ikke
27. marts 2004

Tv-serie
»Hvad fanden var det?«
Peter Aalbæk har rejst sig op og ser mildest talt en smule forundret ud. Sammen med en række af Zentropas medarbejdere har han lige set første afsnit af den amerikanske udgave af Lars von Triers banebrydende spøgelses-tv-serie Riget.
Og det er han ikke alene om: Kingdom Hospital, der er omplantet til en amerikansk uvirkelighed af gyserforfatteren Stephen King og lige nu vises på tv i USA, er en mærkelig størrelse og synes umiddelbart ikke at have meget med Triers original at gøre. Den både ligner og så alligevel ikke, og det er svært
ikke at begynde at grine, hver gang man enten genkender eller slet ikke kan kende noget igen.
Første afsnit af Kingdom Hospital begynder som den danske serie med at fortælle om de frygtelige begivenheder, der skete på stedet, hvor hospitalet ligger i dag. Stephen King har dog valgt at erstatte blegedammene med en mølle fuld af hårdtarbejdende børn og voksne. Møllen brænder, og mens de fleste voksne når at slippe ud, indebrænder næsten alle børnene, hvorfor der nu ligger store, uhåndtérlige kræfter og lurer lige under fundamentet af hospitalets moderne, nøgterne struktur.

Talende dyr
Men plottet udarter sig, og vi forlader hurtigt Kingdom Hospital, der tilsyneladende ligger et eller afsides sted i det forblæste New England – typisk Stephen King-land. Første afsnit handler hovedsageligt om en berømt kunstmaler, Peter Rickman, der bliver kørt ned og havner på hospitalet i coma.
Det er helt selvbiografisk: Stephen King blev for nogle år siden selv involveret i en bilulykke, hvilket næsten tog livet af ham, og han bruger Rickman-karakteren som et slags medium for alle de overnaturlige ting, der foregår på hospitalet.
Således er det Rickman, der af en kæmpemæssig talende myresluger med et heftigt tandsæt får besked på at fortælle mrs. Druse, den amerikanske udgave af fru Drusse, om den lille pige med klokken, der vandrer hvileløst rundt i hospitalets gange.
Det med de talende dyr er også en af Kings tilføjelser, og ud over myreslugeren optræder en talende ravn og en hospitalsopsynsmandens schäfer, der i en scene pludselig udbryder: »What the hell do I know? I’m only the dog« – med tyk, tysk accent.

Gæt hvem
Kingdom Hospitals slægtsskab med Riget bliver tydeligere i andet afsnit, og det er ret morsomt at se alle de velkendte elementer dukke op: De to mongoler i kælderen – seriens græske kor; den tomme ambulance, som materialiserer sig og pludselig forsvinder igen; den hjemsøgte elevator; en amerikansk udgave af hospitalets patientfremmende Operation Morgenluft; og ikke mindst alle de mærkelige mennesker, som befolker det sælsomme Kingdom Hospital og dets neurokirurgiske afdeling. Der findes blandt andet en person ved navn Carrie Von Trier.
Det bliver efterhånden en sport blandt de tilstedeværende i Filmbyens lille biograf at regne ud, hvem der spiller hvem. Søren Pilmarks dr. Krogh er erstattet af
Andrew McCarthys dr. Hook, og Holger Juul Hansens distræte, venlige Moesgaard er blevet til Ed Begley Jr.’s dr. Jesse James. Stig Helmer, Ernst-Hugo Järegårds koleriske, svenske overlæge, er blevet til dr. Stegman, en lige så ubehagelig tilrejsende fra Boston, spillet af Bruce Davison.

Mere sjov end uhyggelig
Og så er der selvfølgelig Kirsten Rolffes’ fru Drusse, der altså er blevet til mrs. Druse i Diane Ladds skikkelse, mens hendes overvægtige søn, Bulder (Jens Okking), er blevet til den lige så trinde, men noget yngre Bobby (Del Pentecoast).
Lars von Trier har set serien, og rygterne vil vide, at han synes, at den er rigtig sjov. Der er heller ikke umiddelbart meget uhygge over Kingdom Hospital, som blandt andet takket være musikken – masser af ubekymret pop i stedet for Joachim Holbeks ildevarslende score fra originalen – næsten fremstår som en komedieserie, ganske vist af de mere underlige.
Kingdom Hospital skulle ramme danske tv-skærme engang til sommer, meddeler TV3, der har rettighederne til serien, og det skal blive interessant at finde ud af, hvor langt den havner fra Riget, og hvordan det videre kommer til at gå Peter Rickman, Jesse James, mrs. Druse, dr. Hook og alle de andre talende dyr på neurokirurgisk afdeling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her