KAN STATSMAGTEN igennem skærpede straffebestemmelser reducere kriminalitetens omfang? Det spørgsmål er stadig aktuelt i den retspolitiske debat, selv om det i virkelighedens verden for længst er blevet besvaret. Holder vi os til kredsen af veletablerede, demokratiske samfund, er USA så ganske klart den nation, hvor der idømmes de længste fængselsstraffe. Det er samtidig en nation, hvor kriminaliteten udgør et større problem end i noget andet land inden for denne kreds. Riskoen for dødsstraf eller livsvarigt fængsel er med andre ord ikke en trussel, der kan mindske forbrydelsernes omfang.
Denne erkendelse har i adskillige årtier været styrende for den retspolitik, der er blevet ført her i landet. Nok må fængselsstraf indgå som en nødvendig sanktion over for dem, der har dræbt, lemlæstet, bedraget eller på anden vis forulempet deres medborgere. Men denne straf er blevet ledsaget af bestræbelser på at bringe de dømte og fængslede tilbage til en mere lovlydig og samfundstilpasset tilværelse. Resocialisering blev det i sin tid kaldt med et ord, der i dag nærmest signalerer naiv blødsødenhed.
Uddelingen af straf er nemlig ikke kun et anliggende mellem domstolene og den dømte. Borgernes retsfølelse spiller også en ganske betydelig rolle. Deres forestillinger om, hvilken straf der er ret og rimelig i forhold til forbrydelsens karakter, skal bekræftes. Problemet er blot, at dette begreb er en diffus størrelse. Hvor den ene mener, at retten er sket fyldest, kan den anden finde, at dommen er ganske
urimelig.
NÅR POLITIKERE taler om retsfølelse i stedet for retssikkerhed, kan der derfor være grund til at spidse ører. Det gælder også, når ordet bliver brugt af formanden for Folketingets retsudvalg, Anne Baastrup fra Socialistisk Folkeparti. I gårsdagens interview med Information udlagde hun det forslag, der vil blive forelagt SFs hovedbestyrelse om en ny strafferetslig politik. Hun er en af forfatterne, og i indledningen til forslaget bliver det fastslået som noget afgørende, at samfundet kan reagere på kriminaliteten på en måde, der lever op til borgernes retsfølelse.
Bortset fra, at det pæne ord samfundet bliver brugt om det, der retteligt skulle kaldes staten, ligger der her et bemærkelsesværdigt skred i SFs retspolitiske grundopfattelse. Igennem årtier har SF i Folketinget konsekvent fremhævet betydningen af borgernes retssikkerhed, når andre politiske kræfter socialdemokratiske såvel som borgerlige har ment at kunne bekæmpe kriminalitet igennem strengere straffe eller særlove om bestemte former for strafværdig adfærd.
DEN KARIKEREDE udgave af en sådan holdning har længe gået på, at de, der sætter i retssikkerheden i centrum, er mere optagede af at beskytte forbryderen end at hjælpe offeret. Men det er en karikatur, der efterhånden er gledet over i at være en accepteret kendsgerning. Og åbenbart er det den, Anne Baastrup har forsøgt at forholde sig til med sit udspil.
Kvinder og børn er i den forbindelse to grupper, det er nærliggende for SF at trække frem. Det ser jo altid pænt ud at fremstå som de svages beskytter. Hvem kan f.eks. være imod, at voldsramte kvinder bliver beskyttet så godt som muligt? Næppe andre end dem, de skal beskyttes imod. Men ganske mange kan ikke desto mindre undre sig over Anne Baastrups idé om, at mænd, der på grund af vold er bortvist fra hjemmet, skal udstyres med en alarm, så kvinderne kan registrere, om de nærmer sig hjemmet. En lignende undren kan også opstå i anledning af hendes forslag om, at der skal indføres straf for at undlade at gå til politiet, hvis man har mistanke om børnevold. Med hendes egne ord er der »en forpligtelse for os alle at til holde øje med hinanden«.
AT BIDRAGE til et overvågningssamfund, hvor det er en borgerpligt at kontrollere hinanden, kan altså blive et vigtigt element i SFs retspolitik. Men det betyder dog ikke, at Anne Baastrup i enhver sammenhæng ser skærpede straffe som det eneste svar, når der er problemer. Nej, der skal straffes »på en måde, som gør, det de kriminelle holder op med at lave kriminalitet«. Hun tilføjer, at »vi skal være langt mere offensive i, hvordan vi udformer straffen«.
Hvem der her dækket ind af hendes vi, kan umiddelbart forekomme lidt mystisk. Noget kunne tyde på, at SFs retspolitiske ordfører har visse problemer med princippet om magtens tredeling. Eksempelvis siger hun også, at »det er da godt nok, at dommerne gør det, regeringen siger«. Det må givetvis være første gang, en sådan vurdering er fremsat af et af SFs folketingsmedlemmer. Hidtil har partiet været tilhænger af domstolenes uafhængighed i forhold til både regeringen og Folketinget.
Endnu er disse tanker om tilfredsstillelse af borgernes retsfølelse, nye former for straf og domstolenes svækkede uafhængighed ikke blevet officiel SF-politik. Men skulle det ske, vil det markere et større skred i partiets hidtidige politik end de fornyelser og ændringer i EU-politikken og udlændingepolitikken, der er blevet diskuteret nok så meget i den senere tid. Den, der i den anledning bliver straffet, kan vise sig at være SF selv.
