Shopping
Det ligger midt på Amager Fælled. Som en forvokset lagerhal rager det op på den flade eng, så det er umuligt ikke at få øje på. Hvilket vel også er meningen, for når man har bygget Skandinaviens største shoppingcenter, så dur det jo ikke, hvis kunderne ikke kan få øje på det.
Men overse det, gør man nu heller ikke, det nye Shoppingcenter Fields, der åbner på tirsdag. Det er stort. Helt nøjagtig 115.000 kvadratmeter eller hvad der svarer til omkring 30 fodboldbaner. Fyldt med butikker og restauranter, så enhver shopaholic kan få stillet sine abstinenser.
Kunderne får dog ikke lov til at shoppe på alle fodboldbanerne. Kun på godt halvdelen af arealet er der butikker, resten er forbeholdt restauranter, fitnesscenter og et legelandskab til børnene.
Men Fields er andet og mere end butikker, powershopping og klingende kasseapparater. Det siger Steen & Strøm, der driver centret, i hvert fald. Det skal også være en oplevelse at shoppe. Så der er arbejdet meget med indretningen, fortæller direktør Marianne Christensen. Hun viser rundt. Og fortæller at der blandt andet er tænkt meget på lyset.
»Det er vigtigt at skabe en atmosfære af lys og rummelighed både for ansatte og gæster,« siger Marianne Christensen.
Kunst og parkering
Det hele er i det hele taget meget nyt og anderledes og slet ikke som alle andre shoppingcentre, fortæller Marianne Christensen. Her er egetræs-gulve, og marmorgulve, og oppe i restaurant-arealet på øverste etage er gulvene sådan mikset lidt. Og navnet er også nyt og anderledes. Ikke noget med Ørestadscentret eller noget andet mere dansk-klingende, sådan som i Rødovre eller Lyngby eller på Frederiksberg.
En kunstner, Niels Erik Gjerdevik, har også været med til at gøre centret anderledes. Og han har fået frie hænder til sin udsmykning, understreger Jan Olav Braaten.
Han er direktør i Steen & Strøm og jo, han synes også, at Fields er anderledes. For eksempel er der såkaldte retail-free områder spredt ud over centret. Det er små oaser, hvor kunderne ikke behøver at købe noget. Men bare sådan sidde lidt. Slappe af. En form for »æstetisk afslapning,« kalder Jan Olav Braaten det.
Arne Jacobsen skal hjælpe en med at slappe af. Eller i hvert fald hans møbler. Og i Arne Jacobsen-loungen kan man så sidde og kigge ud af de store panorama-vinduer, ud på markerne og parkeringspladserne og motorvejen og metroens højbane, som omgiver det meste af centret.
Netop motorvejen og metroen er vigtige for Fields, det ligger ligesom i luften. For godt nok er Fields anderledes end alle andre shopping- og storcentre, siger Marianne Christensen. Men kunderne kommer først. Og kunderne vil kunne komme hurtigt og bekvemt til og fra centret. Så det kan de her. 10 minutter med metroen og man står på Kongens Nytorv. Eller tager man bilen og det skal man endelig gøre, for der er masser af gratis parkeringspladser 4.000 for at være helt nøjagtig så skal man bare køre af ved centrets egen motorvejskørsel. Uanset om man kommer fra de københavnske forstæder eller fra Sydsverige, hvor Fields forventer at tiltrække mange kunder fra.
Trods arbejdet med at »sikre kunderne lys og give dem en mulighed for at shoppe uden stress,« så er Fields et shoppingcenter. Det siger Marianne Christensen helt af sig selv. Et shoppingcenter for alle. Mindst 25.000 mennesker skal hver dag handle i en af centrets 145 butikker. Og lægge 2,5 milliarder kroner om året i kasseapparaterne. Som vel så kommer til at klinge lidt. Alle er velkomne, siger Marianne Christensen.
»Vi henvender os til masserne både dem der køber billigt, og dem der køber dyrt. Et stort butikscenter for mange mennesker.«