Læsetid: 4 min.

Signallovgivning og strengere straffe

Folketinget har netop vedtaget et lovforslag fra regeringen, der skal skærpe straffene for visse forbrydelser. Men hvad er hensigten med skærpelserne? Hvad gør de godt og ondt for?
22. marts 2004

Retsanalyse
Lovforslag nr. L 99, som blev vedtaget i Folketinget i sidste uge, tilsigter – foruden strengere straffe – også ændringer af en lang række strafferammer. Endvidere skal kriterierne for strafudmålingen i fremtiden fremgå mere detaljeret og klarere af straffeloven. Forslaget bygger i en vis udstrækning på Straffelovrådets betænkning fra 2002 om strafferammer, og det rummer en række fornuftige og positive elementer. Herom nærmere i kommende artikler til disse spalter. I det følgende handler det udelukkende om den del af L 99, der vedrører skærpede straffe.
Ifølge lovforslaget er hovedformålet med L 99 at modernisere strafferammerne, så de afspejler en »nutidig opfattelse af strafværdigheden«, og det bærende synspunkt er, at »forbrydelser mod personer er alvorligere end berigelsesforbrydelser«. En lang række strafferammer forhøjes, men det fremgår udtrykkeligt af L 99, at der i de fleste tilfælde ikke tilsigtes strengere straffe. For fire paragraffers vedkommende er det dog ikke tilstrækkeligt med ændring af strafferammerne. Straffen skal skærpes for grov narkotikakriminalitet (§ 191), vold mod tjenestemand i funktion (§ 119), trusler mod vidner m.v. (§ 123) og for groft tyveri (§ 276).

Begrundelsen
Straffene for overtrædelse af § 119 og § 123 skal skærpes bl.a. med henvisning til, at straffene for en række voldsforbrydelser blev skærpet i 2002. Det skete dengang med den begrundelse, at der skal være det rette forhold mellem strafudmålingen og krænkelsen af offeret. En mere »nutidig opfattelse« af denne krænkelse fik dengang regeringen til at fremsætte lovforslaget om skærpelserne. Endvidere skal straffen for vold mod vidner skærpes, fordi der »fra en samfundsmæssig betragtning må lægges betydelig vægt på at beskytte« vidner. Også her slår den nutidige opfattelse af strafværdigheden igennem og leder til et ønske om skærpede straffe.
Der gives i L 99 ingen særskilt begrundelse for at hæve straffene for groft tyveri (§ 276) og visse former for narkokriminalitet (§ 191 - skærpelsen tager kun sigte på medhjælpere, f.eks. kurerer).

Danskernes holdning
I forarbejderne til L 99 er ofte henvist til Straffelovrådets betænkning, der foreslår et mere sammenhængende og logisk udformet strafferammesystem. Det er et sympatisk og tiltrængt. Dette formål opnås desværre ikke med L 99, der kun medtager visse af Straffelovrådets forslag. Desuden synes skærpelserne i L 99 at negligere vigtig viden, som videregives i betænkningen.
Betænkningen refererer nogle undersøgelser af, hvad danskerne opfatter som rette strafniveau. De viser, at når man spørger generelt om strafniveauet – f.eks. for vold – så synes danskerne typisk, at det er for lavt. Jo mere konkret man spørger, dvs. giver detaljerede eksempler fra det virkelige liv, jo mere er opfattelserne imidlertid i tråd med det faktiske strafniveau.
I nogle tilfælde ligger opfattelsen af straffen endda under det faktiske niveau. Man kan altså ikke konkludere, at danskerne generelt ønsker højere straf for vold, og skærpelser der hviler på »nutidig opfattelse af strafværdigheden« er problematiske, navnlig når der ikke har lavet seriøse undersøgelser af opfattelsen for den påtænkte ændring.
Undersøgelser refereret i betænkningen viser også, at vi straffer forbrydelser mod liv og legeme langt strengere end økonomiske forbrydelser (målt i såkaldt »strafmasse«). Det er således også betænkeligt, hvis det bærende synspunkt bag ønsket om højere straffe er, at »forbrydelser mod personer er alvorligere end berigelsesforbrydelser«. Dette hensyn er jo allerede i vid udstrækning tilgodeset i den nuværende situation.

Signallovgivning
Disse betænkeligheder er muligvis irrelevante. Moderne straffelovgivning synes i højere og højere grad at handle om »signaler«. Man ønsker at sende signaler om handlekraft, konsekvens og alvor til lovovertræder, offer og befolkning. Det gør man i dag ved at foreslå stadigt strengere straffe for stadigt flere forbrydelser.
Det er ikke en tendens, som er speciel for den borgerlige regering. Den blev påbegyndt under den seneste socialdemokratisk ledede regering, og forslagene til stafskærpelser finder generelt (om end ikke alle) støtte her. Signallovgivning i form af strafskærpelser er i øvrigt også en tendens, som ses i udlandet.

Ulemperne fortrængt
Uanset, om man er modstander eller fortaler for signallovgivning, er der grund til at være opmærksom på ulemperne. For det første må man ikke tro, at strengere straffe generelt reducerer kriminaliteten. Der kan være enkelte områder, hvor det er tilfældet, og navnlig hvis man idømmer ekstreme straffe, men ellers vil selv kraftige skærpelser ikke have signifikant betydning. For det andet har strengere straffe menneskelige og økonomiske omkostninger. Det strider mod humanismens og oplysningstidens idealer at behandle lovovertrædere ekstra hårdt blot for at signalere handlekraft, og det koster i hvert fald en frygtelig masse penge.
Fængselssenge er overordentlig dyre. For det tredje har signallovgivning en tendens til at overflødiggøre retspolitiske diskussioner. Ulemperne ved den pågældende signallovgivning trænges i baggrunden. Det er signalet, der tæller, ikke alle de øvrige momenter som prævention, omkostninger og filosofi. Det er endvidere flertallets ’retsfølelse’, der afgør signalet. Dermed affejes yderligere diskussion.

*Thomas Elholm er adjunkt ved Syddansk Universitet, hvor han forsker i forholdet mellem dansk strafferet og EU-ret

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu