Læsetid: 6 min.

Sorg og tab avler grumhed

Paprika Steens debut som instruktør handler om et ungt ægtepar, der mister en teenagedatter ved en trafikulykke. Sorgen giver uventede reaktioner
26. marts 2004

Interview
»For mig er livet ikke sådan, at når nogen mister et barn, så er de meget sympatiske og Bambi-agtige og skidepæne,« siger Paprika Steen, der i dag debuterer som filminstruktør med dramaet Lad de små børn....
»For mig avler sorg og tab lige så meget grumhed og desperation og rastløshed. Der er i mine øjne ikke nogen svar på, hvem der har ret og uret. Det er ikke dén film, jeg har lavet.«
»Det er ikke en politisk film for Socialdemokratiet, der fortæller dig, hvem du skal stemme på. Man kan ikke bare male kronhjorten. Man er nødt til at komme med sit eget lag. Lad de små børn... er et stykke kunst, som lader det være op til den enkelte tilskuer at indlæse, hvad fanden det handler om. Det er kunstens største adkomst til menneskeheden.«

Ikke oneliner-film
Paprika Steen, kendt og populær som skuespiller, har i mange år haft lyst til at instruere og er også blevet tilbudt det før, men har altid sagt nej, fordi hun ikke følte sig klar. Men under prøverne på Jesper W. Nielsens Okay, der er skrevet af Kim Fupz Aakeson, slog det hende pludselig, at hun og Kim Fupz skulle lave en film sammen. Han sagde straks ja, og hun gav ham nogle stikord og stemnings- og tilstandsbeskrivelser, han kunne tage udgangspunkt i.
»Jeg tror, at jeg sagde, at det ikke skulle være en oneliner-film,« siger hun.
»Det skulle ikke være en romantisk komedie. Ikke fordi jeg har noget imod feel good-film, tværtimod, jeg ville bare gerne lave en god film, og jeg kan godt lide det barske og det kyniske. Hvis det skal være humoristisk, så skal det også have en eller andet form for kulde. Da jeg spurgte ham, havde vi lavet tre film sammen (Hannibal & Jerry, Den eneste ene og Okay, red.), og jeg var sikker på, at han ville forstå mig, også fordi Kim og jeg et eller andet sted er meget ens i forhold til vores humor og tragik.«
Allerede et par dage senere modtog hun en synops på en film fra Kim Fupz, og denne gang var det hendes tur til at sige ja. Og selv om historien har ændret sig meget siden, så handlede den dengang som nu om Britt og Claes, der har mistet deres teenagedatter og ikke kan finde ud af at leve videre.

’De 10 bud er fede’
Paprika Steen siger, at hun forbeholder sig ret til ikke at skrive – »jeg kan ikke særlig godt lide at sidde og arbejde alene« – men gennem samtaler med Kim Fupz fik hun alligevel givet sit besyv med i forhold til manuskriptet.
Hendes mål var en film, der ikke træder ud, hver gang det begynder at gøre ondt, »men prøver at gå længere ned og dyrker pinlighederne og de mærkelige tavsheder og det ubehagelige. Jeg ville gerne lave en film og fortælle en historie, som indeholdt en masse komponenter, som alle mulige mennesker ville få hver deres oplevelse af. Alle er enige om, at lige om lidt sker der noget forfærdeligt, men så sker der alligevel ikke noget forfærdeligt. Jeg kan godt lide det gyserelement. Det skulle hverken være en Bambi-historie, hvor vi ved, hvem der har ret hele vejen igennem, eller en forløsningshistorie. Forløsningen ligger sådan se bare i at kunne gå et skridt videre og genopdage evnen til at blive dybere, klogere eller se længere.«
Paprika Steen mener ikke, at der findes nogen lette svar, når man som Britt og Claes bliver ramt af en stor sorg, og hun tror ikke på, at man meget firkantet kan tale om bødler og ofre. Derfor har filmen også fået en titel, som publikum selv kan tolke på, siger hun.
»For det første er Lad de små børn... et Bibelcitat. Det er også et citat, som er meget åbent, ligesom filmen er meget åben i forhold til, hvor du placerer dig selv. For mig handler det om, at alle børn kommer i himlen, og at vi alle er børn for Gud. Vi skal nok blive tilgivet vores synder, og på trods af, at min film er meget kynisk og hård nogen steder, så tror jeg på, at der findes en eller anden form for frelse.«
Og titlen må gerne forstås religiøst, siger Paprika Steen, der ikke selv er kristent opdraget.
»Jeg er shopaholic-religiøs, lidt det og lidt det og lidt det, og så putter jeg det sammen og siger, at dét er jeg. Det er moderne at sige, men jeg tror på det gode og synes, at de 10 bud er fede.«

Referencer
Paprika Steen har, siger hun, »aldrig instrueret en centimeter i sit liv – andet end på mine medspillere«, og når hun på optagelserne har skullet forklare sig over for filmholdet, brugte hun filmreferencer – Hitchcock, Ang Lees Ice Storm og en løbescene med Steve McQueen.
»Hele mit filmsprog er kun referencer, fordi jeg aldrig har gået på Filmskolen, og jeg har set så mange film i hele mit liv, at det er i mine årer. Jeg kan kun referere, og kunsten er at gøre det uden at kopiere. Martin Scorsese taler hele tiden om gamle film, og Lars von Trier taler om Tarkovskij. Jeg snakker meget om 70’erne og om lys og stemninger og pauser. Jeg arbejder virkelig meget med det, der ikke bliver sagt og ikke bliver spillet.«
Men selv om hun aldrig havde instrueret før, så vidste Paprika Steen godt, hvordan filmen skulle se ud, og hvem hun ville have med på sit filmhold.

Værre end Trier
»Man skal tænke på, at når folk forlader Filmskolen, har de ikke været ret meget på optagelse. Jeg har været med på mange optagelser, og jeg kender folkene bag kameraet, fordi jeg har arbejdet med dem 100 gange. Mit filmhold skulle bestå af folk, der havde arbejdet i mange år. Jeg turde ikke stå med en flok helt nye og selv være ny. Det var også vigtigt for mig hver morgen at fortælle holdet, at jeg ikke havde noget ego: ’Hvis jeg tager fejl, så siger I bare, at jeg tager fejl.’«
På samme måde sørgede Paprika Steen for at lave en pagt med sine nøje udvalgte skuespillere om, at de kunne være ærlige over for hinanden.
»Lars von Trier har engang skubbet mig ud af billedet. ’Du spiller simpelthen så dårligt, forsvind ud ud af billedet,’ sagde han. Det var også noget lort, og jeg er i den heldige situation, at jeg kan klare det. På Lad de små børn... har jeg været omhyggelig med at vælge skuespillere, der har en distance til deres arbejde, så man kan tillade sig at sige, ’nej, det er simpelthen for dårligt.’ Det er jo også skuespillere, som med øjne og tilstedeværlse kan fylde det hele. De behøver ikke gøre særligt meget og være ansvarsfulde og spille hele scenen hele tiden.«
Paprika Steen siger, at hun havde forsvoret, at hun ville spille for og råbe og skrige, når hun skulle instruere, men efter 14 dage var hun efter eget udsagn den værste.
»Jeg er værre end Trier,« siger hun.
»Mikael Birkkjær kaldte mig Leni Riefenstahl, fordi jeg råbte så meget, ’stå nu stille, lad være med at trække vejret så højt.’ Jeg var forfærdelig. Men det er vigtigt, at jeg kan sige, hvad jeg vil sige, ellers kan vi ikke beskræftige os med det her svære stof.«
Improvisation var der ikke plads til under optagelserne, selv om hun er kendt som glødende fan af den store improvisator John Cassavetes.
»Det her er en instrueret film med en drejebog og en instruktør. Og så er det mig, der fortolker, hvordan det skal se ud,« siger hun.
»Min fornemste opgave som instruktør er at tage ansvaret. Jeg er ikke auteur, men det ville jeg gerne en dag kunne sige, at jeg er.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu