Læsetid: 4 min.

Sorgens sorte hul

Parika Steen hæver aldrig stemmen unødigt i sin sikre debutfilm, der trænger sig helt ind til sorgens marv og ben
26. marts 2004

Parika Steen hæver aldrig stemmen unødigt i sin sikre debutfilm, der trænger sig helt
ind til sorgens marv og ben

Ny film
En sorg kan være så smertelig, at alt hvad der ligner hjælp, føles som en fornærmelse. Paprika Steens og Kim Fupz Aakesons nye film aftvinger respekt ved – insisterende og kompromisløst – at bore sig ned i dette dybe sorte hul, hvorfra hverdagslivet, med venner og arbejde og business as usual, begynder at tage sig inderligt trivielt ud og for det meste udløser irritation og aggressivitet.
Hovedtemaet er sorgens forbitrelse, og det kan lyde frastødende. Men det mærkelige sker, at man lader sig hypnotisere af den ensporing, der isolerer parret Claes og Britt mere og mere i deres forvredne lilleverden. For her konfronteres vi med de fællesmenneskelige, eksistentielle grundvilkår, der betyder, at formildende klichéer om sorgarbejdets og terapi-hjælpens nødvendighed må fejes af bordet som irrelevante, når det uoprettelige først er sket.
Her befinder vi os for en gangs skyld hinsides ethvert tilløb til lette løsninger.

Hævn og falskhed
Det er filmens mod, at den i al enkelhed handler om sorgen som noget uafkasteligt: Hvordan føles det, dag for dag, time for time, minut for minut, at have mistet sit eneste barn i en trafikulykke.
Vi kommer ind i historien et halvt år efter ulykken, og den diskrete måde, vi indføres i Claes og Britts tilværelse, er vigtig. For kun lidt efter lidt opdager vi, hvad sagen drejer sig om, og hvor galt det står til. Vi bliver mere og mere berørte vidner til et i starten nogenlunde velfungerende pars gradvise deroute, mens de forgæves kæmper for at holde afstand til bitterheden, smerten og vreden.
Claes har et godt arkitektjob og en god ven i sin joviale chef, men lige meget hjælper det. Han besættes af hævntanker og opsøger den kvinde, der kørte datteren ihjel. Også Britt er ude i en farlig afsporing. Som socialrådgiver knytter hun sig overdrevent til en klient og især dennes lille datter. Professionel hjælp spædes uholdbart op med private motiver. Trods ‘forståelse’ fra alle sider bliver både Claes og Britt ude af stand til at fungere i jobbet.
Mens Britt, når parret er alene sammen, giver svage signaler om at ville rive sig løs af sorg-lammelsen, har Claes låst sig helt fast. Alligevel åbnes der en sprække af håb om, at den ved fælles hjælp vil kunne nå et stykke op mod overfladen. Claes udlever en hævn-fantasi, Britt en fiktion om moderskab, og en erkendelse af, at de må lægge deres tilværelse om, synes at vokse frem af en større indbyrdes kontakt: »Vi vil tænke over det,« som filmens sidste replik lyder, med meget beskeden optimisme.

Sort humor
Så tro ikke, at kagen på noget tidspunkt får glasur. Filmens styrke er dens konsekvens.
I nedtonede hverdagsscener tages ægteparrets fremmedgørelse på kornet med en snert af sort humor. Et velmenende vennepar, der gerne vill trøste, afvises ubarmhjertigt. En kommunal arbejdsgiver (Lars Brygmann, igen fremragende) aner ikke, hvilket ben han skal stå på og bringes til at føle, at han gør alt forkert. Omgivelsernes vane-optimisme punkteres nådesløst. Tilsyneladende banale situationer vendes gang på gang på en tallerken, så de får bid og uforudsigelighed.
Som instruktør tilstræber Paprika Steen en enkelhed, som lader spillets intensitet og nuancer snarere end billedets udtrykskraft bære scenerne. Fotograferingen er påfaldende neutral, nærbillederne talrige, og nogle indføjede atmosfærisk-symbolske skillebilleder fungerer ikke helt i den ellers strengt funktionelle helhed.
Støttet af Kim Fupz Aakesons mesterlige dialog kan Steen lade kunsten skjule kunsten, så retorik eller sentimentalitet udgås til fordel for lavmælt inderlighed. Og til tider rammer hendes rolige insisteren virkelig hårdt. Som i en kontrast-scenen, hvor Karen-Lise Mynsters evigt grinende single-alkoholiker et øjeblik lades alene af sin latter-larmende date – og pludselig mærker ensomhedens iskolde vind i det fyldte restaurationslokale.
Bliver filmen en anelse for lang, når den f.eks. også vil skildre barnløshedens sorg hos et vennepar, der ellers synes at flyde ovenpå? Og får vi tilstrækkeligt at vide om de to hovedpersoners fortid?

Godt rollebesat
Her kan ligge begrænsninger, der dog ikke afgørende svækker det stærke helhedsindtryk. At den begavede skuespiller Paprika Steen er en god personinstruktør, var forventeligt, men ingen selvfølge. Filmen er ikke blot meget velspillet, men også dygtigt rollebesat. Den i filmsammenhæng nye Mikael Birkkjær rummer som Claes lige netop den rette blanding af indestængt raseri og en iboende maskulin styrke, der nu bliver hans svaghed – en brandfarlig cocktail. Sofie Gråbøl underspiller hjælpeløsheden i tråd med filmens nøgternhed, Søren Pilmark og svenske Lena Endre skaber sympati for venneparret, der kæmper med skyldfølelse, og Karen-Lise Mynster og Laura Christensen står markant som kvinderne, der lægger krop til hovedpersonernes forvildelser.
Lad de små børn ligger i forlængelse af Forbrydelser som en indvarsling af en ny alvorstone i dansk film. Heldigvis en seriøsitet uden patetisk orgelklang, i tæt kontakt med påtrængende realiteter. Altså en ny alen til en kunstnerisk vækst, der stadig forbløffer.

*Lad de små børn. Instruktion: Paprika Steen. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. Dansk (Grand, Dagmar, Palladium, Empire)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu