Læsetid: 3 min.

Den stilfærdige mægler

Spaniens nye regeringschef tror på, at dialog og tolerance har en plads i politik
17. marts 2004

Portræt
José Luís Rodríguez Zapatero går for at være spansk politiks stilfærdige mand. I troskab mod sit afdæmpede væsen afholdt socialistpartiets leder sig da også fra forsøg på at slå politisk mønt af de togbomber, som rystede Madrid tre dage før valget. Hans diskretion blev belønnet, da de spanske vælgere besluttede sig for at straffe den konservative regering for dens »manipulative« måde at håndtere terror-tragedien på.
Zapatero stammer fra den castillianske by Valladolid. Her kom han for 43 år siden til verden i en middelklassefamilie, der var kendt for sine republikanske og venstreorienterede sympatier. Zapateros bedstefar var kaptajn i Spaniens republikanske hær og blev henrettet af Francos styrker i 1936, da han ikke ville afsværge den troskabsed, han havde aflagt over for republikkens folkevalgte folkefrontsregering. Familietragedien kastede endnu sin skygge over Zapateros barndom i falangist-regimets døende år.
Zapatero var kun 16, da han deltog i sit første socialistiske partimøde. Det var i august 1976, og selv om Francos var død året før, var partiet endnu forbudt. Zapatero blev i disse år stærkt inspireret af den karismatiske socialistleder, Felipe González, og straks, da han blev 18, meldte han sig ind i partiet. Skønt han nåede at fuldføre en juridisk uddannelse, brugte han stort set al sin tid på at arbejde for Socialistpartiet og avancere i dets hierarki. Hans beundring for González er ikke blegnet: Zapatero har stadig et portræt af forbilledet stående i sit kontor.

Yngste medlem
Som 26-årig blev han Spaniens yngste parlamentsmedlem og kort efter partichef i byen León. Han indlagde sig snart ry for at være en talentfuld mæglertype, der forstod at forsone stridende parter. Hver gang han talte i parlamentet demonstrerede hans stor oratorisk begavelse. Bevæbnet med sit diskrete og venlige væsen satte han sig sig for at samle en ny generation af socialister omkring sig – alle folk, der i lighed med ham selv var opsatte på at indsprøjte frisk blod i et parti, der syntes at være løbet tør for ideer og desuden var blevet ramt af flere pinlige skandaler.
Efter den konservative Aznars jordskredssejr i 2000, svór Zapatero: »Jeg vil føre dette parti til ny sejr – den største i vores historie. Vi har brug for forandringer, fredsommelige forandringer. Det må være vores håb, at 2004 bliver sejrens år.« Han ord kan i dag forekomme profetiske, men dengang troede kun få på, at de ville gå i opfyldelse.
Nedturen for Aznar-regeringen begyndte, da den håndterede den olieforureningskatastrofe, der i 2002 ramte den galiciske kyst efter tankskibet Prestiges forlis, ualmindeligt klodset. Sidste år trak Aznar så Spanien ind i en upopulær krig i Irak og opførte sig påfaldende hjerteløst over for slægtninge til spanske fredsstyrke-soldater, der omkom, da et troppetransportfly styrtede ned i et bjergområde i Tyrkiet.
Den hårde modvind, som den konservative regering løb ind i, fik dog ikke Zapatero til at gribe efter dens strube. Til stor fortrydelse for sine partifæller fastholdt han stædigt sin konsensuslinje.
Zapateros konsensuspolitik og visioner for »fredsommelige forandringer« markerer et brud med hans forgængers høgeagtige vi-alene-vide-maner. Dog har Zapatero erklæret, at han ikke vil søge at danne en koalitionsregering, men selv ønsker at udnævne alle sine ministre. Han har også gjort klart, at Socialistpartiet står 100 procent fast på sine valgløfter og vil trække Spaniens 1.300 soldater i Irak tilbage. Han har samtidig lovet at fortsætte sin konservative forgængers skånselsløse kamp mod terrorismen. »At få ram på alle slags terrorisme er min regerings umiddelbart vigtigste mål,« sagde han således i sin sejrstale.
Kynikere har allerede indgået de første væddemål om, hvor længe Zapateros tolerance-og-dialog-stil kan overleve mødet med realpolitikkens gustne overlæg. Zapateros jublende unge tilhængere udtrykte stemningen præcist, da de søndag aften stimlede sammen ud for socialistpartiets hovedkvarter, og i kor gentog: »Svigt os ikke, svigt os ikke!«

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her