Læsetid: 5 min.

’Store digtere sætter altid spor’

To digtere, en filminstruktør og en politiker om Thorkild Bjørnvigs betydning
13. marts 2004

Det er digteren, essayisten, miljøforkæmperen, samfundsdebatøren, forfatteren og oversætteren Thorkild Bjørnvig, der er død. Men først og fremmest digteren. En af de store, der efter et langt og inflydelsesrigt liv har sagt farvel. En digter, der efterlader sig dybe fodspor.
Thorkild Bjørnvig blev magister i litteratur fra Aarhus Universitet i 1947. Året forinden havde han modtaget guldmedalje fra Københavns Universitet for prisopgaven Rainer Maria Rilke og tysk tradition. Kort efter studieårene trådte han, via forlægger og digter Ole Wivel, ind i kredsen omkring det litterære tidsskrift Heretica. Her udgjorde han sammen med digterkollega Bjørn Poulsen tidsskriftets første redaktion.
»Vores bekendtskab startede ved Heretica,« forklarer Ole Wivel. »Da vi skulle starte tidskriftet, tog jeg over for at hente ham og Bjørn Poulsen i Århus. Jeg forklarede dem sådan set bare, at de måtte se at komme til Sjælland – og det gjorde de så,« siger Ole Wivel.
»I Bjørnvigs egen produktion var der ind i mellem meget langt mellem udgivelserne, navnlig i de sene år. Men det var han bedøvende ligeglad med. Han var sig selv. Jeg fulgte hans skriveproces i mange år, og han var helt uafhængig af personlig rådslagning, udgivelsesdatoer og slet ikke typen, der satte sig ned i værkstedet, og skrev til han var færdig. Det gjorde han sgu ikke«. Ole Wivel griner. »Han havde ganske bestemt fornemmelse af, hvornår han skulle skrive. Navnlig var han knyttet til årstidenes gang. Lys og mørke og alt, hvad man kan lægge i årstider. Han mente blandt andet, at der med januar begynder en ny ’digtmorgen’. Så kunne han at skrive digte igen.«
Hereticas hovedpoetik var en art poetisk generobring af virkeligheden. Et opgør med politiske ideologier og rationalismen. En genindsættelse af poesien som åndsmagt. Derfor kunne det måske undre, at Bjønvig begyndte på regulær politisk digtning, da han op gennem 70’erne og 80’erne udgav de såkaldte Miljø-digte.
»Han blev grebet af et nyt hovedmotiv, der påtvang et nyt prosaistisk formsprog. Miljøspørgsmålet,« fortæller Wivel.
»Han var ganske givet drevet af forureningen. Af verdens tilstand, og det blev et hovedtema for ham, selv om det mødte megen modstand i det litterære miljø – det synes ikke at påvirke ham.«
»Men at nogle ikke kunne lide hans politiske engagement, rører dog ikke ved, at man lige fra den første digtsamling så på ham som en meget stor digter. Og det fulgte ham til ende,« siger Ole Wivel.

I 1960’erne lærte Thorkild Bjørnvig Karen Blixen at kende. Det udviklede sig til et meget nært forhold, og på et tidspunkt flyttede Bjørnvig fra sin kone og ind på Rungstedlund. Opholdet på Rungstedlund beskrives som skelsættende Bjørnvigs virke og person. Forholdet mellem den unge digter og den aldrene forfatterinde har Bjørnvig selv portræteret i den selvbigrafiske roman Pagten. Mit venskab med Karen Blixen, der nu er ved at blive filmatiseret af filminstruktøren og vennen Christian Braad Thomsen.
»Det mærkelige forhold mellem en 62 årig kvinde og en 30-årig ung mand har fascineret mig dybt,« fortæller Christian Braad Thomsen.
»For mig at se lignede det et lærer/ elev-forhold eller et mor/barn. Et forhold, der også rummede et erotisk aspekt. Min udlægning af forholdet er, at Bjørnvig var fascineret af hendes modenhed og erfaring, og sugede inspiration fra hende. Han havde brug for autoritet; en læremester, mens hun var direkte personlig engageret – hun var forelsket i ham,« siger Braad Thomsen.
»Der er ingen tvivl om, at nogle af grundtemaerne i Bjørnvigs digtning har han fået på dette tidspunkt i inspiration af hende. For eksempel hans kærlighed for naturen og dyrene. Hun var en katalysator, der fik noget frem i ham, som han gik og bar på.«

Et år efter udgivelsen af Pagten, kommer hans første samling af ’Miljø-digte’ – Delfinen, Miljødigte 1970-1975. Digtene blev ikke pænt modtaget i størstedelen af det litterære miljø, men for nogle gik digtene rent ind. SF-politikeren Margrete Auken, der var meget nær ven af Thorkild Bjørnvig, beskriver digtene som en af hovedårsagerne til, at hun overhovedet blev involveret i miljødebatten.
»Det har været en yndet sport i nogle litterære kredsen, at tale grimt om miljødigtene, men for mig har de altså betydet utroligt meget,« siger Margrethe Auken.
»Han var i meget høj grad medvirkende til, at jeg blev miljøpolitisk aktiv i det hele taget. Særligt ét foredrag, som Ejvind Larsen senere formidlede til skrift – Hvalerne har sange og naturen har rettugheder, har gjort en stor forskel for mig. Det må have været i 72. Pionten i foredraget var, at vi skal kæmpe for miljøet – ikke bare for vores egen skyld, men også for naturens skyld. Den vinkel i miljøkampen var ikke nogen indlysende ting på det tidspunkt, og på den vis var han med til at give miljøkampen en helt ny dimension,« siger Margrethe Auken og fortsætter:
»Siden 70’erne har jeg ofte brugt digtene når jeg er ude at holde foredrag om miljø. Det er jo en fantastisk oplevelse, at man kunne lægge sådan en sanselighed ind i et foredrag.«

Også den yngre generation nyder stor respekt for Thorkild Bjørnvigs position i dansk digtning. Digteren Klaus Høeck har skrevet flere digte til Bjørnvig, og for ham var Bjørnvig en stor personlig inspiration – ikke som kunstner, men som person.
»Selv om jeg har skrevet en del digte til ham, er det ikke nogen kunstnerisk dyrkelse. Men når man er sammen med en mand som Thorkild, bliver man inspireret mere af personen end nødvendigvis af hans digtning. Han var lige til. Der var ikke noget med den unge opkomling over for den store digter. Han stillede sig selv lige, og det var meget behageligt,« siger Klaus Høeck.
»Store digtere – og det må man jo sige at han var – sætter sig jo altid nogle spor. Selv om man ikke ligefrem skriver dem af, så suger de efterfølgende generationer af dem. Det er svært at forklare præcist, hvad han har gjort, men for mit eget vedkommende har han været en inspiration i min mere politiske digtning. Der er jo mange, der syntes at hans miljødigte er noget underligt træls noget, men det syntes jeg ikke. Det gjorde ondt på mange, at den store digter pludseligt begyndte at lave noget andet. Jeg synes, det er glimrende, at man ikke behøver at synge på det høje C. Han fandt et nyt toneleje i digtningen.«
»Men selv om der blev set skævt til hans politiske digtning i min generation, var det stadig en digter, man opfattede med stor respekt. Som en af de gamle drenge, man godt ved, er en stor digter,« siger Klaus Høeck.
I de senere år blev der længere mellem Bjørnvigs udgivelser, men i 1995 udgiver han en af sine største bedrifter. Han vender tilbage til sin store passion for den østrigske digter Rainer Maria Rilke, og oversætter et udvalg af hans digte. Oversættelsen Udsat på hjertets bjerge, giver ham den internationale Aristeion pris i 1996. i 1998 kom Bjørnvigs egne digte i samlet form og herefter blev det stille. Forrige tirsdag døde han 86 år gammel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her