Mode & Design
En lille undselig seddel i et butiksvindue med teksten »Lokale til salg« vakte Hanne Zachariassens interesse, da hun for fem år siden tilfældigvis kom gående ned ad Istedgade i København. Hun gik ind i butikken, fik en snak med den daværende indehaver, og da hun et kvarter senere gik ud igen, var hun fuldstændig opsat på, at nu skulle det være.
»Tanken om at åbne butik og værksted med mine egne design på hylderne havde længe ligget og ulmet,« siger Hanne Zachariassen, som i dag er 29 år gammel.
Pludselig skulle alting gå meget hurtigt.
Hun skyndte sig at lægge beslag på lokalet, fandt en partner, lånte 50.000 kroner, begyndte på iværksætterkursus, syede tøj uden stop i et par måneder, satte lokalet i stand med hjælp fra venner, der vidste lidt om elektricitet og smedejernsarbejde, og tre måneder senere, den 22. oktober 1999, åbnede butikken.
Da butikken lå på den vesterbroske stenbro, og tøjet dengang primært var street wear, fik butikken navnet Asfalt. Og via mund til mund, flyers og halvårlige modeshows på gaden, eller på nabocaféen, hvis det var koldt, blev butikken ligeså langsomt kendt.
Fra et hjem med symaskine
Hanne Zachariassen er vokset op i et hjem, hvor symaskinen altid stod fremme. Hendes mor var nemlig håndarbejdsuddannet.
»Så det var da jeg blev træt af at gå i min mors hjemmesyede tøj, at jeg selv begyndte at sy« siger hun.
Det faldt dog ikke altid lige heldig ud i begyndelsen.
»Det var: sy om dagen, på om aftenen. Jeg kan huske, at jeg syede cowboybukser af stone wash cowboystof med læder i siderne, og en krave med lædertrekanter, som jeg selv syntes var enormt smart. Men tøjet holdt ikke engang til en enkelt ungdomsskolefest, og bagefter kunne det ikke tåle vask på grund af læderet.«
Sådan lærte hun nødvendigheden af at bruge både mere tid og mønstre, fordi det gør tøjet mere holdbart.
»Men min mor synes stadigvæk, at der er meget af mit tøj, der ikke virker helt færdigt. Hun plejer at sige, at mit tøj er på et helt andet plan.«
Efter gymnasiet har Hanne Zachariassen ellers både gået på tilskærerkursus i et år, og på Hellerup Tekstilseminar i fire år, hvor hun blandt andet var i praktik i New York i et halvt år.
»Det er nok fordi mit tøj er lidt anderledes, og fordi jeg for eksempel laver flossede kanter i stedet for pæne sømme,« siger hun og griner lidt.
Underfundige design
Inden Hanne Zachariassen åbnede butik syede hun mest til sig selv, enkelte veninder og til skolen.
»Jeg eksperimenterede meget, og jeg syntes selvfølgelig selv, at det var enormt kunstnerisk, når der manglede et ærme eller en krave, men mine venner og veninder syntes nok, at det var mere specielt, end det var anvendeligt.«
Men det er ikke længere nogen hindring for, at hun kan afsætte sine design.
»I dag vil folk gerne se anderledes ud ja, de søger det nærmest.«
Så hun ramte en tidsånd med sine underfundige design.
»Jeg har dog dæmpet mit udtryk lidt siden skoletiden, for nu vil jeg hellere kunne sælge tøjet frem for blot selv at gå i det.«
Og designet udvikler sig hele tiden. I de sidste år er hun gået væk fra street wear og over til at arbejde med genbrugsmaterialer.
»Efter at have syet om på genbrugstøj i et stykke tid, fandt jeg på at sy tøj af gamle gardiner, duge, tæpper og pudebetræk. Det gælder om, at sidde og pusle med nogle ting, så kommer ideerne,« siger hun og fortæller om det gode ved at have sin egen butik:
»Når jeg finder på et design, kan jeg sy det, hænge det ud i butikken og få umiddelbar respons på det fra kunderne.«
»Nederdelen som lige nu sidder på den ene af dukkerne i vinduet var for eksempel et af de design, hvor jeg selv var lidt i tvivl, om det kunne sælge, men det har været et hit.«
Andre gange er det modsat.
»Der kan være ideer, som jeg selv synes er brillante, men som kunderne bare bladrer forbi på tøjstangen,« siger hun.
Men i de tilfælde prøver hun at holde fast i sine design. Hendes erfaring er nemlig, at der nogle gange skal gå lidt tid.
»Og så kan det hjælpe at lade det hænge et par måneder i baglokalet, og så prøve at hænge det frem igen.«
60- 70 timer om ugen
I de første fire år af butikkens levetid arbejdede Hanne Zachariassen og hendes parter, der dog kun var med i det første halvandet år, i deltidsjob ved siden af fuldtidsarbejdet i butikken. Hun som tjener på restaurant Riz Raz. I de første par år to til tre gange om ugen, siden en gang om ugen, og for et år siden kunne hun endelig holde helt op.
»Det gav nogle meget lange arbejdsuger, nok 60- 70 timer, men eftersom det godt kunne være lidt ensomt at sidde alene i butikken og i værkstedet, var det egentlig fint med et arbejde ved siden af,« siger hun.
Nu syr hun mest i butikkens åbningstid, ligesom hun har fået råd til at ansætte en syerske til at komme to gange om ugen.
Selv om butikken kører rundt, har hun dog ikke penge til et liv i luksus.
»Om morgenen kan jeg godt tænke, at det ville være rart med en bil og et hus. Men om aftenen når jeg går hjem efter ros fra glade kunder, der synes, jeg laver nogle unikke design, så tænker jeg: nå, ja.«
Hanne Zachariassen føler sig dog endnu ikke på fuldstændig sikker grund.
»Jeg kan nemlig ikke vide om kunderne pludselig bliver trætte af mine design, og jeg derfor ingenting kan sælge i et halvt år.«
*Dette er den fjerde artikel i en serie om unge, som forsøger at få et tilværelse som kunstnere.
Tidligere artikler 11., 25. og 27. feb.
