Ny cd
Titlen på George Michaels blot fjerde soloalbum kunne ikke være mere velvalgt. Det har i sandhed krævet tålmodighed at vente på Patience.
Otte år nåede der at gå, siden det sorgtyngede og jazzbårne mesterværk, Older, i 1996 cementerede George Michael som den sande King of Pop med sublime upbeat-numre som »Fastlove«, »Spinning the Wheel« og dybtfølte ballader som »Jesus To a Child«.
Efterfølgende har den tidligere Wham!-s(w)inger ligget på den lade side, når det kommer til musikken. Faktisk har det ikke kunnet strække sig til mere end opsamlingen Ladies & Gentleman, der blot bød på et par nye numre, samt duetter med divaerne Aretha Franklin og Whitney Houston.
Til gengæld har 41-årige George Kyriacos Panayiotou, som han oprindeligt hedder, ligget løs og i: Med skiftende sexpartnere som udsprungen homoseksuel, med pladeselskaber, med den britiske anti-krigsbevægelse og med diverse udbrydere fra britiske boy- og girlbands, der behøvede en erfaren skulder at græde ud ved.
At der skal gå så lang tid imellem sangerens album er næppe intenderet, og at han ligesom i begyndelsen af 1990erne har rodet sig ud i så mange over- og udspringshandlinger er næppe intentionelt.
I hvert fald afsluttede George Michael Older med ordene »It feels good to... be back«. Men når George Michael først giver sig i kast med noget, så afslutter han det altså også, før han rykker videre. Det må alt andet end lige vel betragtes som et sympatisk træk hos den engelske godtgører.
Værd at vente på
Nu stempler han så ind på musikscenen igen. Og det ganske eftertrykkeligt. Ja, Patience har nærmest været værd at vente på, og det lader da også til at George Michael atter en gang nyder sit comeback.
Den 14 skæringer lange udladning lander et sted mellem Older og det forrige album, Listen Without Prejudice vol. 1, så det tyder i sig selv på, at pladeselskabet Sony har foretaget en god investering ved at hive George Michael tilbage i folden efter et tiår med kontraktlige kontroverser mellem de to parter. Lyden er fortsat voksen og eftertænksom, men optimismen klæ-ber klædeligt til de fleste af numrene.
»Amazing« begynder, hvor singlehymnen »Fast Love« sluttede. Sangeren savner fortsat sin elskede, men lærer at leve med og i nuet.
Hvor smerten over tabet af den AIDS-ramte kæreste indrammede Older, så skubber livslysten Patience fremad mod den for længst overskredne plade-deadline.
På endnu et kommende hit, »American Angel« giver George Michael sig ligefrem hen til den nye mand i hans liv i noget, der så kunne udgøre det for »Spinning the Wheel«s musikalske match.
Den tidligere så tilknappede superstjernes åbenhed omkring sin seksualitet bør i øvrigt ikke skræmme diverse skabshomofober fra at lægge ører til Patience. Sangeren har på ingen måde gang i et freakshow tværtimod skildrer han med sin maskuline og velsoignerede vokal, at musik sjældent skal tænkes med pikken eller dens lige, men med følelserne.
Har man fat i det, lader det sig sikkert bedre gøre at nyde de ballader, som for alvor gør George Michaels seneste opus så fremragende. Ikke mindst familiefablen »My Mother Had a Brother« og ungdomsfortællingen »Round Here«, hvori sangeren sammen med barndomsvennen Andrew Ridgley klædte sig ud og drømte de drømme, der gjorde dem til superstjerner en håndfuld år senere, er ramt lige på kornet.
George Michaels stemme kommer fortsat bedst til sin ret, når han tager turene op til det yderste af sit randregister. Det gør han blandt andet i »My Mother Had a Brother«. Her spørger han ind til, hvorfor han aldrig har hørt om den onkel, der angivelig tog sit eget liv i en ung alder.
Den slags ærlighed tager tid at fremelske, og det er på mange måder en anderledes offentlig George Michael, som præger Patience.
Albummet vil sikkert kun blive bedre med tiden, for der gemmer sig uvægerligt flere lag i et værk, der har været så længe undervejs.
At George Michael så godt måtte have undladt et par af funk-clubberne som eksempelvis »Flawless (Go To the City) og »Shoot the Dog«, skal ikke spolere glæden, når manden nu endelig kom i sit produktive hjørne igen.
*George Michael: Patience (Sony) Producer: George Michael
*www.georgemichael.com