Læsetid: 5 min.

Telegrammer fra kærlighedens frontlinje

Maya Albana genopfinder sig selv som lavmælt, men overbevisende rockkunstner, hvor Lise Westzynthius fortsætter ad sine helt egne snørklede veje på sit andet album
22. marts 2004

Nye cd’er
30-årige Maya Albana har været ude i stort set alle tænkelige hjørner for at finde sin stemme. Fra starten i det udskældte, men faktisk ret underholdende dancepop-ensemble Nice Device over samarbejder med folk som Martin Hall, Kasper Winding og Lars Muhl og en tjans som tv-værtinde til hun gav den som voksen poptøs på sin underkendte, selvbetitlede solodebut i 1999, har der ikke været tegn i sol og måne på, at hendes sande kald var rock’n’roll, plain and simple. Okay, lavmælt og eftertænksomt, måske, men ikke desto mindre ren og uforfalsket rock’n’roll, hvilket man kan konstatere ved at lægge øre til hendes anden udgivelse i eget navn, God Bless Education, der godt nok sparker røv, men næsomt, åh så nænsomt.
Deres udsendte spurgte engang den udødelige Iggy Pop, hvad hemmeligheden ved god rock’n’roll var. Han kiggede på undertegnede med et blik, der antydede, at det nok var det dummeste spørgsmål, han nogensinde havde hørt, men svarede så: »Keep it simple, stupid«. Og det credo har Maya Albana taget til sig, thi de ti sange på hendes seneste cd forstrækker sig ikke på det kompositoriske plan. Hun udviser modet til at vende blikket mod de tre, måske fire akkorder, der udgør rockens ursuppe, for at se, om de kan klare endnu en tur gennem vridemaskinen. Og sagt lige ud – det er der kommet en forbløffende velfungerende, overbevisende og intens plade ud af, med lige den der labre understrøm af farlighed, der kendetegner den bedste rockmusik.

Et minimum af flash og lir
Nogle kunne måske finde på at kalde Albana for en vendekåbe, der blot har indordnet sig under det forhold, at konjunkturerne på musikscenen har ændret sig til rockens fordel, siden fremkomsten af navne som White Stripes, Black Rebel Motorcycle Club og The Strokes omkring årtusindskiftet. Men det dementeres øjeblikkeligt af både tone og attitude på God Bless Education, der netop ikke lyder, som om den er begået af en person med en stor pladesamling og ditto traditionsbevidsthed.
Modsat hjemlige retronavne som f.eks. The Breakers og Baby Woodrose myldrer Albanas udtryk netop ikke med hørbare referencer til tidligere epokers giganter, men forbliver fra første tone af et intenst personligt statement – forbilledligt produceret med et minimum af flash og lir af Albana selv i samklang med Lars Skjærbæk, der endvidere spiller en tør, men effektiv og præcis guitar pladen igennem – som ikke har sit lige på den hjemlige rockscene, hvor eftersnakkerne står i kø for at komme til. Der er langt mellem rockplader, der formår at fremmane en overbevisende singer-songwriter-klangbund, men det er lige præcis, hvad Albana gør på God Bless Education, årets hidtil største og mest positive overraskelse.

Klangligt raffineret
Rendyrket for nu ikke at sige hardcore singer-songwriter er derimod den sarte – og nogen gange rent ud aparte – Lise Westzynthius, hvis man forstår genren som det felt inden for populærmusikken, hvor det dybt personlige og helt hudløse bedst finder sin form. Sagte, åndeløst og komplekst – for nu ikke at sige preciøst – sigter Westzynthius’ udtryk bestemt ikke mod det brede mainstreampublikum; tværtimod er der dømt kult og indforståethed fra første tone på Rock, You Can Fly, som hendes andet udspil hedder. Det er der ikke noget galt i, og da Westzynthius trods alt aldrig er mindre end interessant og ofte decideret brillant, kan man kun håbe, hun vil nå mange med sine telegrammer fra kærlighedens frontlinje, der taler tidens toneklang ret imod. Selv om et hit nok ville have hjulpet på kontakten med omverdenen. Det er en af den slags plader, der kræver intimt samvær over en periode, for at få etableret den stemning af fortrolighed mellem afsender og modtager, Westzynthius’ materiale lægger op til. På dén led kan hun minde om de digtere, hvor man forsigtigt må kante sig ind på toneleje og anslag, thi hun byder sig så sandelig ikke til med frivol adfærd eller højrøstet optræden. Vi er tæt på en hvisken her, og man må spidse øren og hænge på i svingene, selv om de skam tages med størst mulige finesse. Produceret af engelske Ian Caple (bl.a. kendt fra sit arbejde med Tindersticks og Sort Sol) er det som helhed klangligt raffineret med stor dybde og mange fine detaljer, men også lidet anmasende og yderst diskret. Sangene – og sangerinden – står i centrum. Hele vejen igennem.

Grasserende sart feminitet
Når man alligevel – trods pladens kvaliteter – ikke falder pladask for Rock, You Can Fly, skyldes det, at flere af sangene rent melodisk ikke løfter sig over skitseplanet, og at dens konsekvente underspillethed efter et stykke tid giver lytteren kvælningsfornemmelser. På hendes måske nok mere uegale, men meget roste debut, Heavy Dream (2002), fandtes der både større melodisk vingefang, mere afvekslende arrangementer og et bredere lydbillede end her, hvor intimiteten ind i mellem tilter over i såvel det klaustrofobiske som det rent ud private. Ind i mellem føler i hvert fald denne lytter sig hægtet af af pladens grasserende sarte feminitet, der giver mindelser om at færdes i omgivelser, hvor farveskalaen går fra en yndig pink til en kraftfuld blodrød, uden antydning af andre kulører overhovedet. Udtrykket bliver i sidste ende så endimensionelt, at det ikke udelukkende er en ros, når vi kalder albummet helstøbt.
Man kan ikke andet end beundre Westzynthius for at vove en arm og et ben med, for den sags skyld, for her synges og skrives lige fra solar plexus med en frygtløshed og ærlighed, der er decideret respektindgydende. Westzynthius gør ikke knæfald for nogen, men følger sine helt egne og yderst snørklede veje uden at ryste på hverken hånd eller stemmebånd. Men for fanden, hvor ville det dog klæde foretagendet, hvis hun ind i mellem gav slip på både sin indre, meget pæne pige og sit enorme lyriske overjeg, for i stedet at give los for de dæmoner, hendes tekstunivers myldrer med, så det også kunne høres i det musikalske og dermed for alvor mærkes i dette, ens lånte kød. Fremfor i ét væk at fortone sig i det æteriske. Det kan sgu også blive for følt.

*Maya Albana: God Bless Education (Cope Records) Produceret af Lars Skjærbæk & Maya Albana.
www.mayaalbana.com
*Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly (Auditorium/Playground) Produceret af Ian Caple
www.westzynthius.dk
Begge plader udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu