Læsetid: 4 min.

En truet plante springer ud

Madagaskar-planten, de kaldte Aloe Suzannae, blomstrede efter 30 år. Det blev en publikumssucces
27. marts 2004

København
Allerbagest i et af Botanisk Haves små, fredede væksthuse står en gammel, udrydningstruet enspænder af en plante. Aloe Suzannae, som den hedder, blev som helt lille hentet til haven i 1973. I det fri eksisterer planten kun på det sydlige Madagaskar, og der er kun fem kendte eksemplarer tilbage af den. Botanisk Haves Suzannae-plante har alle årene befundet sig på den samme plads i hjørnet, hvor den støt og roligt har vokset sig større. Uden store armbevægelser og uden at gøre nævneværdigt væsen af sig. Selvudslettende, grænsende til det kedsommelige. En bænkevarmer af en plante.
Men i december sidste år skete der pludselig noget overraskende: En dag da gartneren kiggede forbi, bemærkede han et lille grønt blomsterskud på plantens stamme. Der er det særpræg ved Aloe Suzannae, at den sædvanligvis kun blomstrer én gang hvert tiende år. Botanisk Haves eksemplar er endnu mere underlig: I sine 30 år har den aldrig vist antydningen af interesse for at springe ud. Og hvorfor skulle den også det? Derfor spredte rygtet om det lille skud sig lynhurtigt blandt havens botanikere, og det samme gjorde en stærk følelse af, at der var mere i vente.
Sensationen indtraf for et par uger siden. Plantens blomsterstand (en flere tommer tyk gren som strækker sig fra toppen) begyndte at vokse ret hæmningsløst – små fem centimeter om dagen – og samtidig myldrede der små blomster frem.
Da planten nåede sit højeste for bare en uge siden, var cirka 1.000 hvide, nektarfyldte blomster sprunget ud, og standen, de sad på, var blevet fire meter lang. Botanisk Have sendte hurtigt en pressemeddelelse ud.
Efter få dage blev Suzannae dagens skæve historie i adskillige medier, og folk valfartede til haven for at se kalorius, mens tid var.
Deres pennefører besigtigede onsdag eftermiddag planten i selskab med biologen og botanikeren Jette Dahl Møller, 62, der har været ansat i Botanisk Have siden 1985. Hun er vokset op i et gartnerhjem og omtaler planterne og træerne i haven med et kærligt ordforråd.

Botanisk Have hører under Københavns Universitet og er i de senere år blevet beskåret kraftigt økonomisk, og den smukke park med de 13.000 plantearter er ikke helt, hvad den har været. Så jeg spurgte hende, om man kunne mærke publikumstilstrømningen. Hun svarede med et velfornøjet suk.
»Ja. Det har været en af de positive ting – i hvert fald i mit liv som biolog. Det plejer jo at være det der med pels og våde øjne, der tiltrækker folk. Men i det her tilfælde har de været utrolig interesserede i planten og virkelig beundret den. Der har været tonsvis af børn.«
Vi stod uden for drivhuset og kiggede ind på planten. Meget praktisk er den plantet tæt op ad ruden – som om det har ligget i kortene, at her havde vi en plante, der en dag ville blive noget ved musikken.
Mens vi snakkede kom flere mennesker forbi – unge par og flere grupper af pensionister. Hvad der har fået Suzannae til at blomstre er uvist. Jette Dahl Møller forklarede, at planter ofte giver sig til at blomstre af stress.
»De mennesker, som piner deres potteplanter, har ofte de smukkeste blomster. Deres potteplanter ser forfærdelige ud, men de blomstrer i hvert fald,« lo hun. »Vi ved jo ikke alt om, hvad der inducerer blomstring, og specielt ved vi det ikke om en, der er så sjælden som den her.«
Jette Dahl Møller låste os inden for i drivhuset, og vi gik helt hen til planten og rørte forsigtigt ved den, som dyrepassere der klapper en giraf på halsen. Suzannae er en typisk ’enkimbladblomst’ med små tykke, læderagtige blade, som egentlig hører til liljefamilien. I naturen på Madagaskar bliver planten bestøvet af flagermus, som lader sig drage af den søde nektar.
– Men hvem bestøver den så nu?
»Jeg har gjort det med en fjer. Der var en husskade derude, som havde mistet en fjer, og så har jeg stået her. Bare man gør det lidt forsigtigt. Det ser nu ikke ud som om, at der er mange af dem, som er...« – hun lod hånden glide hen over de små knopper på standen – »...jo, der er én! Den er med garanti bestøvet. Det kan man mærke, når de er tykke nede i frugtknuden.«
Om blot en uge vil det ikke længere være til at se, at Botanisk Haves Aloe Suzannae har været i fuldt flor.
»Så er eventyret forbi,« sagde Jette Dahl Møller. Men så er der heldigvis noget andet at glæde sig over, fordi »der sker noget usædvanligt hele tiden.«
»Selv når man har været herinde i så mange år, er det jo næsten ligegyldigt, hvad der sker – man synes altid, at det er sjovt. Jeg kan forundres hver eneste, gang vores kæmpeåkande springer ud. Jeg kan stå og kigge på den og tænke, ’nej, det er dog fantastisk’«.
Når åkanden springer ud – det sker om aftenen – og Jette Dahl Møller befinder sig på sit kontoret, kan hun finde på at gå ned til drivhuset for at se det ske.
»Det er synd, at den skal springe ud til ingen verdens nytte, så jeg synes, at jeg bliver nødt til at komme og kigge. Det bliver man ikke træt af.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu