Læsetid: 3 min.

Truslen fra en ny bølge terrorister

Ifølge CIA er islamistiske grupper blot inspireret af Osama bin Laden. Efterforskningen i Spanien illustrerer, hvor svært det er at hæfte ansvaret for bombeattentatet direkte på al-Qaeda
17. marts 2004

BOSTON – Efter bombeattentatet i Madrid i sidste uge har det spanske politis arrestation af den marokkanske mobiltelefonsælger Jamal Zougam sendt efterforskerne ud på talrige spor, der fører i vidt forskellige retninger.
Ingen af sporerne synes at pege direkte på Osama bin Ladens organisation al-Qaeda.
Det kommer ikke som nogen stor overraskelse for den amerikanske efterretningstjeneste CIA. I sidste uge fremlagde CIA-chef George Tenet en nyvurdering af den internationale islamistiske terrorisme i en høring i Senatet, som stemmer fint overens med den virkelighed, spanske politiefterforskere står over for i deres forsøg på at rede de mange tråde ud.

Isolerede celler
Tenet fortalte, at USA’s og dets allieredes krig mod al-Qaeda har ødelagt Osama bin Ladens hidtige kommandostruktur. Den umiddelbare effekt er, at lokale al-Qaeda celler verden rundt bliver nødt til at tage beslutninger uden at rådgive sig med de øverstbefalende.
»Disse celler er blevet autonome og har i de sidste år stået for attentater i Marokko, Kenya, Tyrkiet, Jordan, Saudiarabien, Kuwait, Afghanistan og Indonesien, « forklarede CIA-chefen.
Det afgørende nye er imidlertid, at andre islamistiske grupper – som i de fleste tilfælde ikke hører direkte under al-Qaeda – har ladet sig inspirere af Osama bin Ladens ideologi.
»Anti-amerikanske følelser har spredt sig til ekstremistiske sunni-grupper, der har taget ved lære af al-Qaedas ekspertise i terrorisme,« sagde George Tenet.
Denne ’næste bølge’ af islamistiske terror består af et dusin organisationer. Der er netværket opbygget af jordaneren Abu Musab al-Zarqawi, Ansar al-Islam gruppen i Irak, den Islamiske Kæmpende Gruppe i Libyen og den Islamiske Bevægelse i Usbekistan.
Herudover er der mere nationalt-orienterede grupper som Salifiya Jihadia i Marokko, der angiveligt stod bag selvmordsattentatet i Casablanca i maj sidste år, hvor 33 civile omkom. Her blev bl.a. dansk-marokkaneren, Omar Maarouf, dødsdømt for sin medvirken.
»Disse grupper, der er perifere til al-Qaeda, sætter i stigende grad dagsordenen. Det betyder, at vi må omdefinere trusselbilledet. De er ikke alle Osama bin Ladens skabninger, så deres skæbne er ikke forbundet til hans. De er autonome, vælger deres egne mål og planlægger deres egne angreb,« forklarede CIA-chef Tenet.

Tredje kategori
Den tredje kategori benævner CIA »fremmede hellige kriger«. Disse lejesoldater kan løse opgaver når og hvor som helst.
»De får assistance fra støttenetværk, nyder stor popularitet og stigende opbakning fra muslimer, der ikke nødvendigvis er tilhængere af terrorisme,« sagde Tenet.
Den hidtil største fisk taget i forbindelse med Madrid-bombningen er en kandidat til medlemskab i alle de typer terrorgrupper, som CIA har identificeret. Ifølge spansk politi og undersøgelsesdommer Baltasar Garzón er Jamal Zougam f.eks. nært knyttet til Salifiya Jihadia-gruppen i Marokko. Han har været i kontakt med Ansar al-Islam gruppen i Irak og Kurdistans Islamiske Bevægelse, der blev grundlagt af den i Norge bosatte Mullah Krekar.
Zougam har dyrket årelange forbindelser til Imad Yarkas, den formodede leder af al-Qaedas celle i Spanien, som har siddet i fængsel i Madrid siden 11. september. Sporene når endda til al-Zarqawi, der skal have givet ordre til Casablanca-attentatet og angrebet på shia-muslimer i Irak den 2. marts, hvor 181 pilgrimme omkom.
Gårsdagen tilbageholdelse af en algier i Baskerlandet kan muligvis føre spansk politi til salafist-gruppen i Algeriet, der vækker stor bekymring i USA. Denne gruppe blev grundlagt i 1998 af terrorister, der brød væk fra – »Væbnede Islamiske Gruppe« ( GIA). Ifølge efterretningskilder i USA, der samarbejder med militærstyret i Algeriet, overskygger salafist-gruppen i dag GIA i indflydelse og styrke.
Efterforskere mener, at Osama bin Laden opfordrede salifisterne til at løsrive sig fra GIA. Op til 3.000 algiere blev trænet i Afghanistan. Mange af dem skal befinde sig i det sydlige Algeriet ved grænsen til Niger, Mali og Mauritanien – også kaldet Sahel-bæltet. Regionen er stort set lovløs.
I de sidste par måneder har amerikanske specialstyrker bistået algeriske soldater med at bekæmpe medlemmer af salifist-gruppen, der angiveligt holder sig skjult blandt beduiner og andre nomadiske stammer i Sahel. USA og Algeriet har været yderst knappe med oplysninger om operationen. En anden parallel operation finder sted i Tchad.
Salafist-gruppen anses for yderst farlig, fordi den har har plantet medlemmer i mange europæiske lande. »Næsten alle al-Qaeda celler i Europa er knyttet til Salafist-gruppen,« sagde terroreksperten Evan Kohlmann fra tænketanken Investigative Project i Washington til Boston Globe fornylig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her