Læsetid: 2 min.

Uklarhed om barselsorlov på kunstuddannelser

Hvis elever på Teaterskolen eller Filmskolen bliver gravide og vil på barsel, findes der ingen klare regler for deres rettigheder og muligheder
6. marts 2004

Hverken på landets teaterskoler eller på filmskolen findes der klare regler for, hvordan graviditet og barsel skal håndteres. Det fortæller elev-repræsentanter fra både Statens Teaterskole og Den Danske Filmskole.
Henrik Thiesen, klipper på 3. år og medlem af Skolerådet, siger:
»Der findes ingen regler for, hvordan elever, der skal være fædre eller mødre, kan afholde deres barsel. I stedet forsøger filmskolen at finde en løsning i fællesskab med den enkelte elev.«
Og Statens Teaterskole benytter samme fremgangsmåde:
»Graviditet og barsel er noget teaterskolen forsøger at planlægge sig ud af,« siger Kristoffer Møller Hansen, skuespillerelev på 2. år og medlem af Skolerådet.
Konsekvensen er, at elever der får børn ofte ender med en meget kort barselsorlov.
»Jeg vil ikke sige, at teaterskolen forsøger at undgå barselsorlov, men det er i hvert fald ikke den løsning, der er blevet fundet frem til i de seneste to eksempler,« siger Kristoffer Møller.
For elever som ønsker sig en længere barselsorlov kan det betyde store frustrationer at få uddannelse og forældreskab til at gå op i en højere enhed, og der er ingen klare regler at læne sig op af.
»Det kunne jeg godt have tænkt mig, at der var, da jeg blev mor,« siger Signe Skov-Nielsen, 3.års skuespillerelev på Statens Teaterskole.
Når teaterskolen og film-skolen vælger at løse barselsbehovet individuelt skyldes det, at opbygningen af studiet med undervisning i små hold gør det svært at lade eleverne springe ned på næste hold. Der er altså ikke særlig gode muligheder for at være væk i hele og halve år.
Det betyder ifølge elev-repræsentanterne, at både teaterskolerne og filmskolen helst ser, at eleverne venter med at få børn.
Det afviser Poul Nesgaard, rektor på Den Danske Film-skole, og siger:
»Problemet er ikke barselsorloven, men hvordan vi får eleven tilbage på holdet efter orloven. Vores problem er jo, at der ikke er en klasse under, fordi vi kun optager elever hvert andet år. Derfor forsøger vi at finde individuelle løsninger.«
Det undrer ligestillingsordfører Mette Frederiksen (S): »Det skal ikke være op til den enkelte gravide, at lægge ansigtet i rette folder i håb om, at rektor og undervisere finder en god løsning,« siger hun.
Det har ikke været muligt at træffe rektor på Statens Teaterskole.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her