Læsetid: 2 min.

USA betaler fortsat Chalabis

På trods af store problemer med de informationer, USA modtog fra irakiske afhoppere, betaler Pentagon fortsat for deres ydelser
13. marts 2004

Udueligt, misvisende og sågar fabrikeret.
Det er de mærkater, som det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, efter en gennemgang af materialet selv har sat på de efterretninger, det modtog fra Den Irakiske Nationalkongres’ efterretningskilder forud for Irakkrigen.
Alligevel viser det sig nu, at eksilgruppen, som ledes af den tidligere eksiliraker Ahmed Chalabi, fortsat modtager omkring 340.000 dollar (over to millioner kr., red.) om måneden, angiveligt for informationer om modstandsmiljøet i Irak.
Ahmed Chalabi, der af amerikanerne er blevet udpeget til medlem af Det Irakiske Regeringsråd, pressede i årevis på, for at USA skulle vælte Saddam Hussein og hans Baath-parti, og Den Irakiske Nationalkongres (INC) satte forud for krigen adskillige irakiske afhoppere i forbindelse med den amerikanske regering, for at denne kunne få informationer inde fra Irak.

En afhopper i boksen
Mindst en af afhopperne er siden blev afsløret i direkte at have fabrikeret informationer.
Sidste måned sagde en amerikansk embedsmand, at påstanden om, at Irak rådede over mobile laboratorier til fremstilling af biologiske våben, var en løgnhistorie, spundet af en major i den irakiske efterretningstjeneste.
Det var INC, der havde formidlet kontakten, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Andre afhoppere skulle ifølge New York Times være blevet rådgivet af INC i at komme med efterretninger, der var kritiske i forhold til Saddam Husseins styre.

Fastholder samarbejdet
Selv om USA nu selv har tropper i Irak, forsætter udbetalingerne til INC’s spioner, indrømmede Ahmed Chalabi i tv-programmet 60 Minutes for nyligt, men understregede, at »det er et meget lille og billigt program«.
Onsdag præciserede amerikanske embedsmænd over for Reuters, at det drejede sig om 340.000 dollar om måneden.
»Vi får stadigvæk god information fra dem,« sagde en amerikansk embedsmand under forudsætning af anonymitet. »Der er masser af oprørssoldater, der gør grimme ting, og INC har en masse kontakter og skaber bedre kontakter dag for dag.«

Forhindrede angreb
Embedsmanden fortæller, at Chalabis spioner allerede har videregivet informationer, der har forhindret angreb i Irak.
»Hvis vi får stoppet et angreb, som sparer en soldats liv eller 100 soldaters liv eller 100 irakeres liv, er det så prisen værd,« spørger han.
Ordningen om at betale INC for efterretninger hører tilsyneladende under forsvarsministeriet, Pentagon. Efterretningstjenesten CIA, som hele tiden har været mere skeptisk over for Chalabi og hans eksilgruppe, har ifølge New York Times skullet indhente tilladelse fra Pentagon for at få lov til at interviewe INC-informanterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her