Læsetid: 2 min.

’USA overdrev atomtrussel’

Internationale våbeneksperter afviser Bush-regeringens påstande om, at Libyen var tæt på at udvikle operationsklare atomvåben
27. marts 2004

WASHINGTON – Det Hvide Hus anklages nu for at have tegnet et vildledende billede af Libyen som en truende potentiel atomvåbenmagt. Hensigten bag dette skulle være at få den libyske leder, oberst Moammar Gaddafis erklærede opgivelse af masseødelæggelsesvåben til at fremstå som en så meget desto mere positiv konsekvens af Irak-invasionen.
Beskyldningen kommer efter en usædvanlig pressebriefing i sidste uge ved det amerikanske forbundsstatslige atomforsøglaboratorium i Oak Ridge Tennessee. Under store ord og fagter fik reportere fremvist beviser på, hvad officielle repræsentanter påstod, var ikke færre end 4.000 uran-centrifuger, som Gaddafis regering havde udleveret som led i sin aftale med Storbritannien og USA om at opgive sit atomvåbenprogram.

Ikke korrekt
»Denne oplysning var ikke korrekt,« hævder David Albright, som er chef for den uafhængige og højt anerkendte våbenkontrolorganisation, Institute for Science and International Security (ISIS).
ISIS har nu fastslået, at tallet 4.000 kun refererer til det antal ’centrifuge-hylstre, som der kræves for at kunne berige uran til et niveau, der gør det egnet til anvendelse i atomvåben. Men hylstrene er ikke direkte anvendelige, hvis de ikke er udstyret med de højteknologiske præcisionsrotorer, som er den vigtigste komponent i a-våbenfremstilling.«
»Vi tvivler på, at de havde mere end to rotorer,« tilføjer Albright.
Har han ret, betyder det, at Libyen var »adskillige år« fra at kunne udvikle a-våben og altså på ingen måde »tæt på at råde over dem«, som Bush regeringen har antydet.
»Tag ikke fejl – det libyske program var seriøst nok. Vi er meget glade for, at det er stoppet nu,« fortsætter han.
»Problemet fra vores synspunkt er, at Det Hvide Hus, som arrangerede dette pressemøde, åbenbart har været så forhippet på at få anerkendelse, at man ikke er gået af vejen for at overdrive.«
Ifølge Albright, der er tidligere FN-våbeninspektør i Irak, er den virkelige grund til bekymring, hvilken oprindelse de teknologisk yderst sofistikerede rotorer kan have.
»CIA er sikkert i fuld gang med at opklare, hvorfra de libyske rotorer stammer, men det var slet ikke det, som Det Hvide Hus talte om. Det centrale i sagen er, at Libyen var et langt stykke fra at have et stort antal operationsduelige centrifuger,« siger Albright.
Denne vurdering deles af Det Internationale Atomenegiagentur, der er FN’s nukleare vagthundeorgan.

Dårlig timing
Kritikken mod Bush-regeringen for at overdrive den libyske trussel kommer på et ømtåleligt øjeblik. Skønt der stadig er mere end syv måneder til det amerikanske præsidentvalg, er valgkampen i fuld gang, og præsident Bush har målrettet søgt at udnytte afrustningsløftet fra Libyen, der længe var kategoriseret som terrorstat, til at retfærdiggøre sin krig mod Irak efter den pinlige fiasko med forsøget på at finde et eneste masseødelæggelsesvåben der.
Hvis ISI har ret, har den amerikanske regering opført sig på samme måde i forhold til Libyen, som den gjorde i forhold til Irak: For at bevise sin politiks berettigelse har den forsøgt at overdrive en trussel.
Invasionen, der væltede Saddam Hussein, blev i første omgang retfærdiggjort med hans nukleare ambitioner og vigtigheden af at forhindre »den rygende pistol i at være en padehattesky«. I sidste ende blev den amerikanske regerings to vigtigste ’beviser’ – Iraks påståede køb af råuran i Afrika og Iraks import af aluminiumrør til urancentrifuger – begge afsløret som ren fiktion eller vild overdrivelse.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her