Læsetid: 2 min.

Vælgere lader sig ikke bestikke

Skattelettelser og forårspakke giver ikke resultat i regeringens meningsmålinger. Hverken valgforsker eller opposition er overrasket
22. marts 2004

Vælgerne er såmænd meget godt tilfredse med de ekstra penge i skattelettelser. Flertallet mener desuden, at regeringens udspil til at fremme beskæftigelsen er en god ide. Alligevel skal regeringen ikke regne med at høste gevinst i form af øget opbakning og flere stemmer.
Det er konklusionen på oponionsmålinger foretaget af Greens Analyseinstitut og Gallup for henholdsvis Børsen og Berlingske Tidende, der viserm, at hver anden dansker roser forårspakken som en god ide, mens kun hver tredje er imod.
Lektor i statskundskab ved Københavns universitet Lars Bille er ikke specielt overrasket over opinionsmålingens resultat: »Vælgerne bedømmer ikke regeringen eller andre partier på et enkelt udspil, men på flere elementer. Nye tiltag giver heller ikke automatisk reaktion i vælgerskaren,« siger Lars Bille.
I 1998 udkom bogen Vælgere med omtanke og den titel mener Lars Bille er ganske dækkende for den danske befolkninge: »De danske vælgere er i det store og hele ganske fornuftige og lader sig ikke trække rundt i manegen. De vil gerne se resultater, før de belønner. Man kan sige det på den måde, at de ikke er interessere i at sælge skinnet før bjørnen er skudt,« siger han.

Det forsømte forår
Oppositionen er heller ikke overrasket – men glæder sig til gengæld – over det manglende udslag i meningsmålingerne:
»Regeringens forårspakke er en fejl, der minder om det forsømte forår, fordi fremrykkede skattelettelser, beskatning af den Særlige Pensionsopsparing (SP) og investeringer kun skaber 6.000 job,« siger politisk ordfører for Socialdemokraterne Frank Jensen.
Han glæder sig over, at vælgerne ikke er til falds for det, han betegner som politisk bestikkelse:
»Det er faktisk overraskende at 35 procent er imod. Regeringen har solgt forårspakken under det slogan, at alle får flere penge, men det er slet ikke tilfældet. Derfor begynder danskerne igen at føle sig snydt,« siger han.
Forløbet minder i det hele taget om ældrepakken, hvor mange folkepensionister ikke fik mere. Det samme vil ske med forårspakken, fordi under halvdelen af befolkningen er inviteret med til forbrugsfest. Danskere med under 20.000 kroner om måneden får intet ud af mindre mellemskat, mener Frank Jensen.
Den radikale leder, Marianne Jelved roser regeringen for et lille skridt i den rigtige retning, men advarer om, at danskerne selv betaler en stor del af gildet, fordi SP-ordningen fra 1997 beskattes:
»Forårspakken minder om Storm P’s tegning af hunden, der spiser sin egen hale, fordi SP-opsparingen nu beskattes. Desuden kan velstillede indbetale SP-bidraget på én procent af bruttoindkomsten på en rate eller kapitalpension. Derimod taber regeringen de økonomisk dårligt stillede danskere,« siger Marianne Jelved.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her