Læsetid: 4 min.

Verbal hakkebeef

Når en forsmået Vesterbro-rapper hakker løs på sine smagsdommere, har fordanskningen af amerikanske hiphop-traditioner nået smertegrænsen
12. marts 2004

Hiphopverdenens hittepåsomhed er stor, og derfor udfolder sproget sig konstant i nye retninger og vegetationer. Sådan har det været fra day one, og sådan går det fortsat ned.
De fleste af hiphoppens slangede udtryk stammer oprindelig fra den aldrende ungdomskulturs hjemland, USA. I Danmark bliver de så kværnet igennem et fordanskende og som oftest også afvæbnende filter. Den særlige streetjargon er ganske grineren at dyrke, selv om det nogen gange kan være temmelig tough blot at forstå den. Man risikerer således snildt at føle sig wack og får måske ligefrem nederen, hvis det går op for én, at man har messet totalt op i sit lirede vokabularium. Dér. Når man til hiphop-koncert bliver bedt om at ’kaste dem op’, er det eksempelvis ikke en del af et kollektivt bulimi-trip, men derimod en opfordring til at smide armene i vejret.
Her vil det så være god stil at forklare ugens emne, nemlig beefs – eller: bøffer.
Beefs dækker over at have et – oftest – verbalt udestående med en anden rapper eller klike i hiphoppen. Det første kendte beef begyndte, da gruppen U.T.F.O. i 1984 udgav hittet »Roxanne, Roxanne« om et uopnåeligt pigebarn.
Den 15-årige Roxanne Shanté besluttede sig med lidt professionel producerassistance at besvare sangen med et såkaldt dis (afledt af ordet disrespect, red.). Andre sprang på, og til sidst havde mere end 100 amatører og rutinerede pladekunstnere bidraget til historiens hidtil største beef.
Dengang i de glade 1980’ere var der ikke blodig alvor indblandet i de lyriske lussinger. Men snart udviklede bøfferne sig til deciderede showdowns, for med U.T.F.O.-historien indså pladeselskaber og kunstnere, at der var penge og omtale i de ofte iscenesatte sammenstød.
Fingeret var den til dato værste beef dog ikke. Da westcoast-rapperen Tupac Shakur i 1996 angreb eastcoast-rivalen The Notorious B.I.G. med det verbale voldsorgie, »Hit ’Em Up«, fik han muligvis en dødsdom på sin tatoverede hals. I hvert fald jog en håndfuld dræbende kugler sig ind i Tupacs overkrop senere samme år. At The Notorious B.I.G. tog enkeltbilletten til Ghetto Heaven sølle seks måneder efter, pyntede så absolut ikke på bøffens blodige facit. Legen og den kommercielle udnyttelse af to dårligt uddannede afroamerikanere var gået langt over stregen, og rapmartyrernes samtidige sparede for en tid på ammunitionen i deres mellemværender.
Men efter årtusindskiftet har antallet af bøffer igen raketteret sig mod Manhattans skyline. Og enkelte af de verbale dis-udvekslinger bringer faktisk gode ting med sig. Ikke mindst Nas’ og Jay-Z’s om herredømmet over hiphoppens vugge, New York City. Her har den ellers visnede Nas skærpet sin timing, tematik og street cred oven på syv-otte sløje år.

Det ændrer omvendt ikke på, at de fleste af bøfferne er smagløse og oser af spekulation. Det værste eksempel pt. udspiller sig mellem rapperne Eminem og Benzino. Sidstnævnte gør alt for at fremstille klodens vel sagtens største superstar som en (be)skidt type. Paradoksalt nok fordi Eminem er hvid.
Den middelmådige Benzino ville næppe blive taget alvorlig som MC, hvis ikke det var, fordi han er medejer af klodens mest læste hiphop-magasin, The Source. Gennem sine skrivende håndlangere angriber han gang på gang Eminem for at være racistisk og for at have stjålet den sorte mands stærkeste talerør, rappen. Hypen hjælper selvfølgelig Benzino til at sælge flere plader, men medfører også en absurd fremmedgørelse af Eminem, hvis talent ingen kan pille ved.
Det aktuelle opgør mellem medie og kunstner er – med få undtagelser, der som regel inkluderer Fox News’ ultrakonservative vært, Bill O’Reilly – unik for den ellers konfliktrige amerikanske hiphopkultur.
Alligevel kan balladen have sat gang i en ny beeftrend. I hvert fald fik tendensen for nylig en fordanskning. Som konsekvens af en række lunkne anmeldelser af sit andet album lagde den før hen så lovende Cas et dis-track ud på internettet primo marts. Ikke henvendt til andre rappere, men til sine smagsdommere:
Yo, kritiker, hr. journalist, her er min anmeldelse af din notits / med samme velformulerede ordforråd som dit / Nu har du sagt din mening, så nu siger jeg mit / Du’ en luder, en svans, din mands pik kan du få / Jeg hader dit fjæs og din måde at skrive på / Kritiserer ting, du ikke selv kan opnå, rapper Cas blandt andet i den 245 sekunder lange selvynk.
Med det argumentationsniveau og sprogflair (»velformulerede ordforråd«) bør Cas nok ikke forvente at høste de helt store anmelderroser lige foreløbig. Måske skulle han indse, at selv om det lader sig gøre at fordanske beef til bøf, så hører den slags vendettaer ikke hjemme i trygge velfærds-Danmark. Ligegyldig hvor hood Vesterbro kan føles en mandag efter midnat. Eller som de onde negere ovre i ’US of motherfucking A’ ville sige det: Don’t do the crime, if you can’t do the time.
Sådan er reglerne.

Cas: www.ih8.dk

The Sources: www.thesource.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu