Læsetid: 3 min.

’Version originale’ med originale undertekster

Dubbing er ildeset, et teknisk uheld. Men med fansubbing har underteksterne måske også nu mistet deres uskyld
27. marts 2004

Paris
I Frankrig er film ikke kun noget, der bør ses i biografen, de skal også ses i version originale, ikke i version française. Filmen skal ikke være ’dubbet’, men undertekstet.
Den franske filosof Maurice Merleau-Ponty fremførte i 40’erne som velkendt, at talefilmen ikke kun føjer tale til billedet, den ændrer også selve billedet. I tilfældet, den ’dubbede’ film, blev det særligt klart: »Når jeg overværer en film ’dubbet’ til fransk, konstaterer jeg ikke kun uoverensstemmelsen mellem talen og billedet, men det synes mig pludseligt, at noget andet siges nedenunder.« Den forstyrrende oplevelse leder Merleau-Pontys tanker hen på en teknisk uheld, hvor lyden pludseligt forsvinder, altimens skuespilleren fortsætter med at gestikulere. Lydforstyrrelsen invaderer billedet.
I Frankrig som i mange andre lande er dubbing en del af enhver tv-seers hverdag. Transmitteringen af udenlandsk tv og film på fjernsynsskærmen i originalversion er undtagelsen.
Måske kan dubbing ikke længere sammenlignes med teknisk uheld. Men respekten for origininalversionen lever i bedste velgående. I Frankrig fik den i starten af det nye millenium et boost, omend et tvivlsomt af slagsen.
I midten af 90’erne, i USA, opstod en omsiggribende lidenskab for japansk animationsfilm, tv-serier, kaldet animes eller japanimes. Stilen kender man fra japanske mangategnserier. Dyrkelsen af filmene blev en subkultur, der talte 50.000 til 100.000 amerikanske fans, på japansk kaldet otaku, obsessionel fan. Selv kaldte de sig for fansubbers, afledt af subtitling. De oversatte selv filmene, dels fordi de ikke kunne vente til de blev dubbet, dels fordi de foretrak animes i originalversion.
Med adgangen til ny teknologi har manien nu bredt sig til Frankrig. Ligesom i USA arbejder også franske fansubbers i hold. Ifølge seneste optælling er der over 150.
Tidligere blev filmene sendt pr. post fra Japan for siden at blive spillet over fra VHS-kassette til VHS-kassette og undertitlet på Amiga 500. I dag distribueres de på nettet.
Under trasmitteringen af en ny episode optages de digitalt fra tv i Japan, lægges hurtigt ud på nettet og downloades af de såkaldte rawhunters, der opsøger, den rå, den ægte vare. Fansubbers springer gerne en nat over for at sende undertitlede versioner ud på nettet dagen efter.
De amerikanske fansubbers er dog stadig på forkant. De fleste franske originalversioner er baseret på amerikanske undertitler. En 30 stykker i USA om dagen og 75 om ugen i Frankrig bliver tilgængelig til gratis download i divx format med dertilhørende subbing-filer.
Som en 19-årig fansubber, Christophe, der i elleve et halvt år har taget kurser i japansk og bor i en forstad til Paris, forklarer avisen Libération: »Vi forsøger at være så tro som mulig, en gang imellem bevarer vi ord som sensei (lærer), titler som san, lydord... Det er versioner, der respekterer fansene, noget som udgiverne ikke altid lever op til.«

Udgiverne, som har købt rettighederne til at oversætte animes, der kan erhverves på dvd eller ses på tv, er ikke entydigt begejstrede for fansubberne. Imens de aktivistiske fans fremfører, at de er med til at markedsføre serierne, kritiserer udgivere dem for at undergrave deres virksomhed gennem illegal distribuering.
Ejerne påstår, at det regelsæt, som fansubberne hævder at have underlagt deres aktivitet, ikke følges i praksis. Ifølge de fanatiske subbers har de en egen etik; så snart rettighederne til en serie er blevet erhvervet, opgiver fansubberne at lægge dem ud på nettet.
Selv om det er de samme serier, de to parter interesserer sig for, er deres udbud forskelligt. Fansubbernes begreb om, hvad troskab mod forlægget betyder, er ikke af den gamle skole.
Imens de i fora gennemgår oversættelserne for åbenlyse fejl, påskønner de sammmesteds frie fortolkninger, der fattes af andre indviede.
Ikke kun hvad indholdet, men også hvad formen angår.
Altimens fansubbernes forkastelse af ’dubbing’ gerne formuleres en uforsonlig tone, omgåes alternativet, underteksten, på en mindre mådeholden måde. Lyden pilles der ikke ved, ikke umiddelbart.
Underteksten bliver det rum, hvor otaku’en ikke blot demonstrerer sine evner som oversætter, men tilkendegiver sin forståelse af filmen.
I underteksten er der også noget andet og det er ikke et nødvendigt onde, men tænkes aktivt, konstruktivt, kreativt. Ved at farve tekster kan fansubberen yderligere accentuere, hvem der taler ved at tildele hver figur hver sin farve.
Og ikke blot talen, også underlægningsmusikken. Som Christophe forklarer, kan man med de nye værktøjer også lade underteksten bevæge sig i takt med rytmerne.
Underteksterne invaderer lydbilledet. Fansubbing er kommet til Frankrig. Også her forbliver film sikkert noget man bør se i biografen. Men om V.O. forbliver en blåstempling af ens biografvaner, må tiden vise.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu