Interview
Vi mødes, efter Pia Tafdrups ønske, på Café Flores ved Blågårdsplads på Nørrebro i København. Pia Tafdrup vil nemlig gerne mødes på Nørrebro, hvor hendes første roman, Hengivelsen, udspiller sig:
»Slår mig ned på en bænk på Blågårds Plads. På en anden bænk lidt længere væk sidder en kvinde med et barn i favnen. Hun vugger det ømt og stille. Barnet ligger hos hende med et saligt smil om munden og den ene arm hængende ned fuldstændig afslappet. Selv hvis alle huse på pladsen kollapsede lige pludselig, ville barnet intet ænse i sin henførte tilstand. En næsten midaldrende, rødhåret kvinde sætter sig ubehageligt nær mig.«
Sådan lyder et lille uddrag af Hengivelsen, som er digteren Pia Tafdrups første forsøg udi romangenren efter igennem to ti-år at have fået udgivet ikke mindre end 11 digtsamlinger og to skuespil. Og selv om ovenstående passage mestendels er udvalgt, fordi den beskriver de omgivelser, hvori romanen udspiller sig, og hvor dette interview finder sted, så trækker passagen tråde til flere vigtige begivenheder i bogen.
For den rødhårede kvinde, der sætter sig ubehageligt nær, får senere en ikke ubetydelig indflydelse på hovedpersonen Paschas kærlighedsliv. Ligsom husene, der kunne kollapse, er et varsel om begivenhederne 11. september, som indgår i romanen.
Og det er ikke tilfældigt. For Pia Tafdrup har tilstræbt at forbinde tanker, drømme og handlinger igennem hele romanen, sådan at noget, der i første omgang virker ubetydeligt, lidt efter lidt viser sig at få stor betydning.
Men mere om forholdet mellem tanker, drømme og handlinger senere.
Fra kort til langt
Hvordan kan det være, at du efter11 digtsamlinger har valgt at skrive en roman?
»Jeg tror, at der er mange forfattere, der drømmer om at skrive deres livs roman, men jeg har egentlig aldrig haft den drøm. Jeg har været opsat på at udforske lyrikken; fra digte der bestod af bare en strofe på fire linjer som i Tusindfødt, til meget lange prosadigte på op til ni sider som i Dronningeporten. For eksempel digtet »Havet jeg«, som det tager et kvarter at læse højt.«
Jeg var på Hovedbiblioteket for at læse lidt i dine tidligere udgivelser, og da jeg læste kronologisk efter udgivelsesår, slog det mig, at dine digte er blevet længere og længere, og nu har du så skrevet en roman. Er det tilfældigt, eller er der tale om en progression i, hvor langt du skriver?
»Jeg har ikke været klar over, at det er det, jeg har gjort. Men det lyder rigtigt.«
Hvad tror du, at det skyldes?
»Jeg tilhører 80er generationen af digtere, som begyndte meget minimalistisk, men senere har udfoldet digtene både stofligt og formmæssigt. I øvrigt fuldstændig ligesom generationen før os for eksempel Inger Christensen og Per Højholt. Det er samme bevægelse de foretager. Jeg tror, at man som ung mere eller mindre bevidst opstiller en ramme, som man kan fylde ud. Men selvom jeg nu kan udfylde en, der er langt større, er det ikke sådan, at jeg herefter alene ønsker at skrive romaner. Jeg mærker stadig et sug efter at skrive digte.«
Hvordan fandt du rammen for romanen?
»Da jeg ikke havde nogen forestilling om, hvordan man skriver en roman, tog jeg afsæt i Camus roman Den fremmede, som jeg holder meget af: Hvor mange sider var den egentlig på, hvor mange anslag på hver side osv. Jeg havde fornemmelsen af, at det var en bog af samme omfang, jeg skulle skrive. På samme måde som en maler intuitivt vælger et lærreds størrelse, måtte jeg sætte en afgrænsning. Min roman blev dog længere, men der skal også være noget fleksibilitet i konstruktionen.«
27 døgn ved tasterne
Hvordan var din arbejdsproces?
»Jeg skrev 27 døgn i stræk, hvor jeg kun sov et par timer om natten. Fra mit arbejde med digtene er jeg vant til at skrive hele udkastet, så jeg kan se digtet i et flash. Derfor gjorde jeg det samme, da jeg begyndte på romanen. Jeg skrev fire sider, så tre-fire sider mere, og sådan blev jeg ved. Men det betød, at da udkastet var færdigt, og klar til, at jeg kunne gå i gang med gennemskrivningerne, da havde jeg fået et søvnproblem. Jeg måtte til lægen og have ordineret sovepiller... det var vanvittigt, men jeg håber, at man også som læser trækkes igennem romanen i én bevægelse.«
Hvilke andre omstændigheder fik dig til at skrive en roman?
»Det er svært at udrede. I efteråret 2001 havde jeg holdt min kalender fri af aftaler og oplæsninger, fordi Cæcilia Holbek Trier skulle lave en portrætfilm om mig, og da den pludselig blev udskudt et år, ja, så stod jeg der med en fuldstændig åben kalender. Jeg begyndte at skrive, og så kom 11. september, der med al sin tragik indskrev sig i romanen. Det blev nødvendigt for mig at udforske, hvordan vi forstår og reagerer på sammenbrud i henholdsvis den lille verden, her
Paschas kærlighedsliv, og sammenbrud i den store verden, omkring 11. september. Derudover havde jeg i min sidste digtsamling Hvalerne i Paris set en problematik, som jeg måtte gå videre med. Nemlig hengivelse.«
Der står et motto i begyndelsen af din roman: SACRIFIER ...På dansk skelnes ofte mellem at hengive sig og at ofre sig, men det er ét og samme ord på fransk, rødt og tveægget. Hvorfor er den forskel vigtig?
»Jeg var til en forelæsning på École des hautes études en sciences sociales i Paris. Og den sendte mig som en raket ud i rummet. Her tog forelæseren Jacques Derrida udgangspunkt i tabet af sin mor, og omsatte det til skarpe filosofiske betragtninger om hengivelse. Det blev mit afsæt for; i første omgang mit digt Sacrifier i Hvalerne i Paris og sidenhen min roman. Jacques Derrida inddrog dengang et religiøst aspekt og brugte fortællingen fra Biblen om Abrahams ofring af Isak. Her prøver Gud Abrahams kærlighed; om han vil ofre den han elsker allermest til Gud. Jeg kan ikke tænke mig en større prøvelse, og det understregede for mig, hvor tæt forbundet, det er at give sig hen og at ofre sig. Ofte tillægger vi ordet hengivelse noget positivt, men den indebærer også noget grusomt. Det franske ord er et tveægget sværd, der rummer begge betydninger. Det var dem, jeg besluttede mig for, at undersøge og uddybe.«
Sigende drømme
Kan du give nogle eksempler på forskellige aspekter af hengivelse?
»Hovedpersonen Pascha er klar til at give sig selv bort til Patrick, som hun elsker. Terroristerne er klar til at ofre deres og andres liv, da de flyver ind i World Trade Center. Den rødhårede kvinde fra bænken, som venter et barn, giver sig hen i rollen som mor. Eksemplerne er mange og meget forskellige. I begyndelsen vågner Pascha desuden fra en drøm og tænker: Jeg vil ikke være offer for noget bundløst. Men det bliver hun alligevel, fordi hun af hengivenhed til Patrick overskrider sine egne grænser. For han gengælder ikke hendes kærlighed, og oplever den derfor som et krav. Og det er en tredje dimension ved hengivelsen, som har optaget mig meget. At hengivelse kan føles som et krav fremfor noget vidunderligt for den, der er genstand for den.«
Du nævnte, at Pascha vågner af en drøm, og drømme fylder meget i romanen. Hvad betyder drømme for dig?
»Drømme er en ligeså virkelig del af mit liv, som det at vi sidder her på Café Flores og taler sammen. Jeg tillægger drømme stor betydning, og har trænet mig op til at kunne huske langt mere af mine drømme, end de fleste kan. Jeg har flere gange oplevet at finde forklaring på ting, jeg ikke har forstået, i mine drømme. Måske er det fordi jeg ikke er særlig god til at bede om råd. Men jeg tror også, at det er fordi, at vi forstår ting ved at kæde dem sammen i forløb. Derfor kan drømme være en hjælp. I romanen intensiverer jeg derfor frekvensen af Paschas drømme efterhånden, som hun bliver mere og mere presset. De svar hun ikke kan finde i vågen tilstand, forsøger hun at finde i drømmene. Drømme kan tit være meget hermetiske, og der skal derfor være en vis referentialitet i drømmene, for at de kan bruges kunstnerisk. I romanen indgår drømmene som lyriske passager, som enten forudgriber eller kommenterer handlingen.«
