Læsetid: 4 min.

Åndernes magt

Makkerparret Martin Schmidt og Dennis Jürgensen er i gang med en ny gyserfilm. Men denne gang ruller der ingen hoveder. ’Forglem mig ej’ er en psykologisk thriller om en familie, der flytter ind i et hjemsøgt hus på Strandvejen
30. april 2004

Bag kameraet
Hverken instruktøren Martin Schmidt eller forfatteren Dennis Jürgensen tror på ånder. Men det har ikke forhindret dem i sammen at skrive en film, den psykologiske gyser Forglem mig ej, der handler om et hjemsøgt hus på Strandvejen.
»Jeg er skeptiker,« siger Martin Schmidt, da Information besøger filmoptagelserne i huset, der ligger et sted midt på Skodsborg Strandvej og har en flot udsigt over Øresund.
»Men jeg tror på, at fantasien kan spille én et puds, og så kan man jo godt lege med det overnaturlige. Men vi spiller det for pålydende, for hvis vi ikke tror på det i filmen, er det svært at få publikum til at hoppe med på den.«
Forglem mig ej har Jakob Cedergren, Anne Birgitte Lind, Dejan Cukic og Andrea Vagn Jensen på rollelisten og følger et ungt par med en lille datter, som flytter ind i et nyt hus og finder ud af, at det er fuld af ånder. Huset er nemlig bygget af materialer fra et andet hus, som engang var skueplads for en mordbrand, og ånderne er så at sige fulgt med.

Spillerne bærer uhyggen
Umiddelbart er der dog ikke megen uhygge over det pæne, lyse, kulturradikale hjem med sildebensparket i stuerne, hvor optagelserne foregår – havde Klaus Rifbjerg boet i Danmark, ville han have boet her. Men det er netop pointen, siger filmens fotograf, veteranen Jan Weincke.
»Jeg havde selv forventet en stor, gotisk villa, og da de viste mig huset her, sagde jeg, ’det bliver sgu da ikke en skid uhyggeligt.’ Men uhyggen ligger i historien. Alting er fint og roligt, og pludselig sker der noget. Det er uhyggeligt på en anden måde. Man forventer det ikke,« siger Weincke.
Martin Schmidt har tidligere stået bag anderledes håndfaste gyserfilm som Sidste time og Mørkeleg – begge med Dennis Jürgensen som manuskriptforfatter – og det var vigtigt for ham at prøve noget nyt.
»Huset knager og brager og inviterer til brug af lydeffekter og musik¿« siger han og afslører, at det er Joachim Holbek (Nattevagten, Riget), der skal levere underlægningsmusikken til Forglem mig ej.
»Vi ville ikke lægge os op ad Sidste time og Mørkeleg. Det har vi ligesom prøvet før. Der ruller ingen hoveder i Forglem mig ej, og det er spillerne, som bærer uhyggen afsted.«
»Den traditionelle spøgelseshistorie er sjov at arbejde med,« siger Dennis Jürgensen, der bedst er kendt for sine populære børne- og ungdomsbøger, mange af dem i gysergenren.
»Man bruger andre virkemidler, det er mere antydet og uden de store special effects.«

Sigter bredt
Martin Schmidt forklarer, at det er muligt, at Dennis Jürgensens 13-årige fans bliver skuffet over filmen, fordi de forventer blod og monstre.
»Men det kan også være, at de netop ikke bliver skuffede, fordi de får noget andet,« siger han om filmen, der dog ifølge distributøren, Angel Films, har en primær målgruppe på 18-34 år.
»Vi sigter bredere end med Sidste time og Mørkeleg, blandt andet fordi det er voksne skuespillere og ikke teenagere, der har hovedrollerne,« siger Schmidt, og producenten, Thomas Stegler, understreger, at filmen efter hans mening er rettet mod alle, der overhovedet må se den.
Det er de mange udsendelser om åndernes magt og det overnaturlige, som hjemsøger tv-kanalerne, der har inspireret Dennis Jürgensen og Martin Schmidt til Forglem mig ej.
Instruktøren forklarer, at i den scene, han og holdet skal til at optage, får familien besøg af en clairvoyant, der »har været hele huset rundt og indsnuset forskellige ting. Han ved, at der er noget galt med huset og vil gerne gøre, hvad han kan for at rense det.«
Schmidt understreger dog, at Forglem mig ej ikke bliver en film som Poltergeist, hvor husets indbo flyttes rundt af en usynlig bankeånd.

Gamle Jesus bedre
Dennis Jürgensen skrev første udkast af manuskriptet, og derefter arbejdede han historien på plads i tæt samspil med Martin Schmidt. Filmen blev en realitet, da de bankede på Thomas Steglers dør og foreslog ham at lave en psykologisk thriller.
»Den slags film er svære at få igennem Filminstituttet,« siger Stegler om Forglem mig ej, der i rene produktionsomkostninger koster sølle 6,5 mio. kroner – ca. halvdelen af en gennemsnitlig dansk spillefilm - og er fuldt finansieret af Scanbox Entartainment, Zentropa og Steglers eget selskab, Wise Guy Productions.
»Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, fordi en gyserfilm som Midsommer klarede sig godt,« siger Stegler.
»Vi prøvede instituttet én gang og fik en positiv dom, og de sagde alligevel nej tak. Men de næste 20 danske film er dramaer, og det er vi gode til. Måske er det derfor.«
Martin Schmidt forklarer, at det hele tiden har været meningen, at lave filmen uden om de sædvanlige støttekanaler for på den måde at bevare friheden til at gøre, hvad man vil, uden at skulle diskutere rollebesætning, plakat og plot med nogen.
»For folk, der ikke sidder og sluger alle gyserfilm, der kommer ud i biograferne og på video, eksisterer der kun tre titler,« siger han – »The Others, Bag facaden og Den sjette sans. Og alt bliver målt med dem, også på instituttet. De siger, ’det er fint, men det er ikke lige så godt som Den sjette sans.’ Det er ligesom, hvis der kom en ny Jesus. ’Beklager, men den gamle Jesus var altså bedre.’«

*’Forglem mig ej’ forventes at have premiere til næste år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu