Amerikanerne lukker irakisk avis

BAGDAG – Endnu en lille lektion i demokrati. »Amerikanerne og det Ledende Råd er kaffirer,« skreg de irakiske shiia-muslimer i går fra minibussen på Al-Hurriyah torvet. Hurriyah betyder frihed. Kaffir er det samme som vantro, ateister, frafaldne.
Søndag morgen blokerede amerikanske tropper de fire veje ind til torvet og irakiske politifolk – 90 af dem, ifølge journalister fra avisen Al-Hawza Nataqa – marcherede ind på avisens kontorer og præsenterede de ansatte for et brev underskrevet af Paul Bremer – den amerikanske prokonsul – hvori avisen blev beordret til at lukke de næste 60 dage. Derefter ransagede amerikanske soldater lokalerne. Et par kiks blev efterladt på redaktørens sofa. Porten blev låst med en ny lås hvorpå der stod »American Made«, med et lille amerikansk flag på låsen. »Dette er ikke USA – det er Irak,« sagde en af avisens journalister i går mens han pegede på porten, der allerede var blevet brudt op af de ansatte.
Nu skal vi ikke blive romantiske. Al-Hawza Nataqa betyder »Det talte (islamiske) College«, og avisen er talerør for Muqtada Sadr, hvis Badr Brigader får selv Paul Bremers hjerte til at fryse til is. Fejltagelsen, én blandt mange, var, at kritisere hr. Bremer og, med hans egne ord – for han underskrev personligt brevet – at »fremprovokere vold imod ’Koalitionsstyrkerne’.« Læs: – Besættelsesstyrkerne. Og brevet var ganske detaljeret, enhver der ikke adlød, enhver der vovede at offentliggøre flere »usande rapporter« i avisen kunne imødese politianmeldelse, retssag, en mulig straf på et års fængsel og en bøde på 1.000 dollar.
Og Bremer var ret specifik omkring avisens påståede forbrydelser. Brevet var adresseret til avisens direktør, sheik Abbas al-Raba’i og i det stod, at hans tilladelse til at udgive var blevet inddraget. Han og hans redaktør, Sheik Abbas Hassan Zargani var skyldige i offentliggørelse af »usande« artikler. »Jeg er overbevist om, at Deres avis… offentliggjorde mange artikler… der destabiliserede sikkerheden, og at I støtter volden mod koalitionsstyrkerne og den midlertidige koalitionsmyndighed, (CPA)«. Som bevis henvistes der til en artikel fra den 26. februar, hvori der stod, at ødelæggelsen af de nye irakiske politibarakker den 10. i samme måned skyldtes et missil affyret fra en amerikansk Apache-helikopter. »I samme udgave,« skrev Bremer, »offentliggjorde De en artikel med overskriften ’Bremer følger Husseins eksempel.’« I denne historie, hævdede den selvsamme Bremer, havde avisen påpeget, at besættelsesstyrkerne havde »fulgt en politik, hvor man gjorde det irakiske folk så sultent at det ville bruge tiden på at finde mad og ikke på at kræve deres politiske og personlige frihed. Denne rapport er forkert, og CPA gør sit bedste for at skaffe mad og lægehjælp til det irakiske folk og for at genoprette landets infrastruktur og genindføre de fundamentale politiske, økonomiske og individuelle rettigheder.«
Disse tiltag var, sagde Bremer tidligere »helt uden for det irakiske folks drømmeverden«.

’Alvorlig trussel’
Derefter fulgte en liste over yderligere forsyndelser. Den 6. august sidste år anklagede avisen USA for at invadere Irak »ikke blot for at fjerne Saddam og stjæle Iraks olie, men for at ødelægge det irakiske folks kulturelle fundament, karakter og civilisation.« Den 21. august hævdede avisen, at amerikanerne i Sadr City i Bagdad – et kæmpe område med shia-slumkvarterer – bekæmpede Islam og dens symboler. Dette var »en alvorlig trussel om vold imod koalitionsstyrkerne og imod det irakiske folk der samarbejder med CPA om en genopbygning af Irak.« Bremer nævnte ikke, at besætningen på en amerikansk helikopter fjernede et islamisk flag fra en elmast i Sadr City.
Mandag kom der svar fra avisens ansatte. »Undertrykkelse af pressen,« råbte de. Al-Hawza Nataqa fortalte blot folket »hvad der foregår i al hemmelighed.« Man havde løjet for folket, lige fra Balfour Doktrinen fra 1917 – der handlede om den britiske støtte til et jødisk hjemland i Palæstina – til den nye »kriminelle forfatning i Irak«. Journalisternes »ærlige stemmer« kunne ikke gøres tavse.
Mandag var der ikke nogen bil med argumentet om, at det sidste, besættelsestyrkerne ville gøre, var at angribe deres egen seneste opfindelse, den ’nye’ irakiske hær. Hver gang en politistation, et hotel, ja selv FN’s hovedkvarter bliver angrebet, spreder rygtet sig, om at det er amerikanernes skyld. Sludder, kan man sige. Men udgør en ugeavis med et oplag på blot 10.000 – ud af en befolkning på 26 millioner – virkelig sådan en trussel mod en almægtig besættelsesstyrke? Var dette vredesudbrud virkelig umagen værd, blot for at sætte en amerikansk lås på en port?
»Er det her det demokrati de amerikanske engle kom for at bringe os?« spørges der i udgivernes svar. »Er det denne udveksling af frie ord, de moderne stater ønsker at videregive til Irak?« Hvis hr. Bremer tror, han kan give irakerne ting »de ikke havde drømt om«, var de »ting, de ikke havde drømt om«, så at de skulle til at frygte »sortbæltede selvmordsbombere«, plyndring og ødelæggelse.

Vrede demonstranter
Det skal tilføjes, selv om avisens ansatte ikke sagde det, at shia’erne var den befolkningsgruppe der om nogen blev mishandlet af Saddam. Faktisk var Bremers brev adresseret til »Martyren Sadr«. Mohamed Sadeq al-Sadr blev myrdet af Saddams folk i 1999, sammen med to af sine sønner. Muqtada var den overlevende tredje søn.
»Den her idiot, Bremer, lukkede vores avis, og se blot på folkets vrede,« sagde en af journalisterne, Mustafa al-Mohamediya. Nå ja, ikke så mange mennesker blandt folket. Måske 50, med Moharrams sorte flag, demonstrerede uden for avisens kontorer på ‘Frihedens plads’. Et af Bagdads slumkvarterer, men populært hos kærestepar, der har ridset deres navnetræk i barken på områdets træer.
»Gud vil dræbe imamernes fjender og give sejren til deres søn Muqtada,« stod der på et banner forleden.
‘Krigen mod terror’ fortsætter…

© The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander