Læsetid: 4 min.

Hvis bare det ikke så så svinsk ud

Skoda, Urquell, krystal
24. april 2004

Prag
Sådan omtrent vil jeg tro, at en tjekkes top-tre liste ser ud, hvis du spørger ham eller hende, hvad Tjekkiet er kendt for i udlandet. Spørger man en af de mange tusinde danske turister, der hvert år tager turen fra Danmark til Prag i bil, er svaret nok nærmere: 1. Landevejsluderne og 2. Formstøbte havenisser.
Få kilometer efter, at man har passeret grænseovergangen Cinovec eller Zinwald, som den hedder i sin tyske version, dukker de op. De falske blondiner i vejkanten. Med tunge blå øjenlåg og lårkort med trusse-kig. Stive som vejtræer står de og venter på at blivet samlet op af en tysk turist eller langturschauffør, der vil have den suttet af for 25 euro.
Længere nede mod dalen i området omkring Dubi er de nedslidte landsbyer blevet forvandlet til veritable sex-centre. De lokale bordelejere har skruet en rød pære i loftet på de afskallede butikslokaler og sat et par slidte lænestole frem. Her kan pigerne så sidde i regn og rusk i bikini og vise, hvor stor en massefylde de har på øverste hylde.
»Pensionerne«, som bordellerne kalder sig, har længe været en torn i øjet på de lokale. En ting er, at områdets børn hver dag skal se på halvnøgne kvinder til og fra skole. En anden at de mange penge, som sexturisterne lægger, havner i lommerne på alfonser og mafiosi fra bla. Bulgarien og Albanien, og ikke i kommunekasserne.
Men nu skal det være slut, mener indenrigsminister Stanislav Gross. I flere år har han advokeret for en legalisering af prostitution, og i løbet af få uger er han klar til at præsentere sit lovforslag for premierminster Spidla og dennes kabinet. Formålet med loven er ikke bare at sørge for, at de mange sorte penge bliver kanaliseret over i de offentlige kasser, men i ligeså høj grad at rydde lidt op i det synlige snavs. En god gang facademaling, med andre ord.
Ideen er, at kvinder, der ønsker at være prostituerede fremover skal henvende sig på det lokale kommunekontor for at få udstedt en slags ’kørekort’. En erhvervslicens der giver dem ret til at yde seksuelle tjenester mod betaling. Med efterfølgende afregning til skattemyndighederne.
Kvinderne skal være over 18 år og betale 2.000 tjekkiske kroner (ca. 500 danske kr.) for licensen. Sammen med licensen vil de prostituerede få udleveret en liste over de steder i byen, hvor de ikke må stå og tilbyde sex. F.eks. skal luderne holde sig fra at stå foran skoler, kirker, sygehuse og sportspladser. Og skulle de fristes til at stille sig an med smægtende hoftebevægelser på forbudt område, vanker der bøder på op til 15.000 tjekkiske kroner.
På samme måde er det Gross og co’s hensigt af rense ud i bordeller med mere eller mindre svinske forhold. Slut med samlejer i baglokaler og pige-cocktail bag beskidte forhæng.
Hvis forslaget vedtages af parlamentet, skal bordellerne fremover tilbyde en komfort svarende til et tre-stjernet hotel for at komme i betragtning til en licens.
Måske Gross og co. forestiller sig en ny slags Best-Eastern-kæde, der foruden hård- og blødkogte æg byder på blowjobs og baghyler til morgenkaffen. Alt sammen i pastelfarvede omgivelser med kviltede sengetæpper. Kun med den lille forskel, at de små engangs-pakker med badehætte og bodylotion er skiftet ud med kondomer og glidecreme. Om de prostituerede også skal på make-up kursus og have foretaget en farve-analyse, så de ved om det er forår, sommer, efterår eller vinter, melder forslaget ikke noget om.
Men det skinner tydeligt igennem, at det mest af alt handler om at få købesex til at tage sig ud som en pæn affære. Brusebad på værelset og en anstændig facade, så det ikke vækker for megen opsigt hos de forbipasserende turistbusser.

Endnu er det imidlertid temmelig uvist, om Stanislav Gross, der er kendt for at være både meget populær og temmelig populistisk, får sin vilje igennem internt i regeringen. Først og fremmest bliver det op ad bakke at skulle overbevise koalitionspartneren, Folkepartiet, om at det nu også er en god idé at legalisere prostitution. Det lille parti har stærke bånd til kirken og har hidtil meldt meget klart ud, at de ikke mener, at det er statens job at være landets største alfons.
Skulle forslaget nå så lagt som til vedtagelse i parlamentet, er der imidlertid en ikke helt uvæsentlig detalje, som må være undgået de mange ihærdige embedsmænds opmærksomhed. Et af de særlige krav, som de prostituerede fremover vil blive underlagt, er nemlig, at de foruden skoler, sygehuse, legepladser og kirker skal holde sig fra såkaldt »1. klasses veje« – med andre ord hovedfærdselsårer. Så som motorveje... og nå ja, landeveje. Som f.eks. E55.
Det er muligt, at det vil blive kønnere med pæne hotellignende facader og knap så mange neonbelyste udstillingsvinduer med kød på række. Det er skam også en udmærket idé, at de prostituerede ikke skal drive forretning foran skoler og fodboldbaner. Men at bede en landevejsluder stille sig henne om hjørnet på en sidevej, er ikke bare naivt. Det er tre-stjernet naivt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her