Århus
En gang kunne vi selv i Århus. Vi sloges ikke med mindreværd eller kedsomhed og skulle ikke hele tiden forklare, at vi ikke gjorde det. Det var dansk rocks arnested, her lå landets bedste universitet, og byens hold, AGF, var en seriøs bejler til mesterskabet næsten hver sæson. Smilets by, men med en kant af progressivitet, undergrund og snavs.
Det er måske at gå for vidt bare sådan at konkludere, at det ikke er sådan mere men det er fristende at gøre det. For når byens fodboldhold konstant ligger og truer med at rykke ned i landets næstbedste liga og overlade alt det sjove til københavnere og vestjyder, kan det være svært at finde motivationen. Det er frustrerende og direkte nedbrydende.
Nu forsøger man så at kompensere for GFs deroute ved at bygge store kunstmuseer, storcentre, operaer og en kontorbygning af glas og stål. Men det piller ikke ved, at det er længe siden, at De Hvide fra Fredensvang, som foldboldholdet kaldes her i byen, var nogen, man regnede med i dansk fodbold.
Man har svært ved at sige Madrid uden at nævne Real Madrid. Det er svært at sige Manchester uden at sige United. Og det kan faktisk også være svært at sige Aalborg uden at sige AaB. En gang kunne man heller ikke sige Århus uden at sige AGF, men det er med sikkerhed fortid.
I Madrid gik den nuværende borgmester stort set på valg ved at love mesterskabet til klubben. Millioner og atter millioner blev kanaliseret over i klubben, og nu taler resten næsten for sig selv. Måske var det et nummer, en listig lokalpolitiker kunne forsøge sig med i Århus, i stedet for at kanalisere alle pengene over i festugen og finkulturen (et godt træk ellers). Det betyder noget for en by, at have et ordentligt fodboldhold. På makro- og mikroplan. Det kan forstærke ånden i en by inde fra, og vise det store overskudssmil udadtil. For os der plejede omgang med Aalborg, det år alt gik galt, og de vandt mesterskabet, står det klart, at en by mentalt kan rejse sig når de hænger guld om halsen gammel som ung, kvinde som mand. Men ak, Århus.
Nogle gange fornemmer man ellers, at AGF prøver at løfte den tunge byrde. Som i søndags, hvor hovedstadens hold nonchalant luntede på stadion (eller Atletiton som den for nylig blev døbt (endnu et kompensationsforsøg på resultatmæssig tørke)).
Et rekordstort publikum på 17.000 var mødt op, og store fontæner blæste ild op bag hvert mål. Det hele lignede en topkamp. En grand finale på en stor sæson, og et øjeblik troede vi, at GF var tilbage, hvor det er sjovt. At de to hold matchede hinanden, som de to største byer i Danmark, og at kampen betød lige så meget for FC København som for AGF. Men så gik kampen i gang, og virkeligheden pressede sig på.
Efter de første store fejlafleveringer af den sydafrikanske angriber Josta Dladla, mærkede man, at det var en råkold søndag i et dansk forår, man befandt sig i. Det regnede. Og det nye stadion er en fadæse. Der er for langt ind til banen, da man har insisteret på at beholde atletikbanen rundt om grønsværen. Og tribunen har ingen bagbeklædning, så der er frit slag for en iskold dansk vind på tværs af banen.
Der blev stille på lægterne efter de første meningsløse lodsbolde af Brian Steen op til FCKs målmand. Og det blev hurtigt klart at GF besidder ligaens mest usympatiske midtbane: Brian Steen Nielsen, der kontant lavede grimme og unødvendige stemplinger. Og den fortabte søn Stig Tøfting, der bruger sin tid som en anden Peter Schmeichel, på at råbe og skrige af unge spillere, der spiller langt bedre end ham selv. Det blev også klart, at trænerskiftet til svenske Søren Åkerby, som man havde forventet sig så meget af ikke har haft nogen umiddelbar effekt. At klubbens direktør Frank Heskjær ikke har format og ligner en mellemting mellem en brugtvognsforhandler og en småkriminel. At AGF er en af de ringest ledte fodboldbutikker i landet. Og at millionæren Kurt Andersen, der pumper millioner i klubben er en håbløs talentspejder.
Da kampen reelt blev afgjort efter 20 minutters spil, hvor FCK scorede på et klodset straffe, blev det klart, hvor overlegne, professionelle og iskolde FC Københavnerne er. Aldrig tvivlende lignede de nogen, der ikke spillede med på legen om, at dette opgør skulle være noget særligt. De kunne ligeså godt have mødt AB eller et hvilket som andet helst Superligahold.
Alt det ser vi. 17.000 mennesker. Vi pis-fryser. Vi pis-keder os. Vi pis-græmmer os. Og vi bander. 70 minutter senere er kampen forbi. FC København vinder 2-0, og GF var ikke engang tæt på at være en trussel.
De eneste, der gør en forskel i klubbens, er AGFs hooligans. De kan faktisk blande sig i toppen af den danske Hoo-liga. De friske unge mennesker er politisk aktive, og drager helt til Fredericia for at bakke deres åndsfæller op i Dansk Folkepartis Ungdom. I søndags blev otte arresteret efter kampen.
AGF ligger i skrivende stund på 8. pladsen i Superligaen. 9 point fra nedrykning. Kom nu lige vi har sgu fortjent bedre.
