Læsetid 6 min.

Bøsser i Iran må kysse i det skjulte

Homoseksuelle i Iran lever som moralsk marginaliserede i et patriarkalsk samfund. Ofte må de leve med risikoen for overfald og voldtægt, fortæller bøsserne Siâvad og Homâyun
21. april 2004

TEHERAN – Bøsse eller pædofil? Forskellen synes åbenlys. Men i et homofobisk samfund som det iranske smelter de to grupper ofte sammen i folks bevidsthed. Begge udøver de en bizar og amoralsk form for sex, der i bedste fald opfattes som en sygdom og i værste fald som en kriminel handling hjemfalden til dødsstraf.
Siâvad og Homâyun er bøsser og bor i Teheran. Vi mødes en tidlig aften i en park, efter at mørket er faldet på. I parken kan vi tale uforstyrret, hvilket ville have været svært hjemme hos deres familier. De er begge 23 år og bor, som næsten alle andre ugifte iranere, hos deres forældre.
Homâyun, der er den mest feminine og snakkende af de to, bærer handsker og en lille elegant taske. Hans hår er glat og stylet, øjenbrynene skarpt trukket op af en mørk mascara, hans ansigt virker mildt, og stemmen er blød og en smule genert.
Han skiller sig markant ud fra sine jævnaldrende, og hans familie ved da også og anerkender, at han er bøsse. Han har en universitetsgrad i historie, men som så mange andre erklærede homoseksuelle er det nu næsten umuligt for ham at finde et job.
»Problemet er militærtjenesten,« fortæller han.
»Det islamiske styre vil ikke have homoseksuelle i hæren, så derfor vedtog parlamentet for nogle år siden en lov, der fritager såkaldt ’transseksuelle’ for at aftjene værnepligt. Men til gengæld har de skrevet i mine papirer, hvorfor jeg ikke har aftjent værnepligten. Og der er in-gen offentlige steder, der vil ansætte mig, når de ser, at jeg er ’transseksuel’.«

Moralsk forfald
Homâyun beretter videre, hvordan han var til undersøgelser på tre forskellige hospitaler for at få diagnosen.
»Der findes to slags læger i Iran,« siger han.
»De religiøse og de professionelle. Jeg har prøvet begge slags. De professionelle siger bare, at du fejler ikke noget. ’Du er bøsse og det må du prøve at leve med i Iran’. De religiøse derimod ser det som noget, der skal fjernes. De anbefaler medicin, psykologer og elektrochok,« siger Homâyun.
Det drejer sig om et definitionsspørgsmål. I Koranen fordømmes homoseksualitet, og derfor definerer Irans islamiske stat homoseksualitet som et moralsk forfald med vestlige rødder. Det kan med andre ord ikke være noget Gud har skabt – men skyldes derimod visse menneskers dekadente moral – ligesom i øvrigt pædofili. Transseksualitet (ønsket om at skifte køn, red.) defineres omvendt som en biologisk forstyrrelse – altså en sygdom, der kan behandles.
Ved at anerkende transseksualitet og ikke homoseksualitet er det lykkedes at finde en pragmatisk, ’videnskabelig’ løsning på et moralsk problem. Officielt er Homâyun altså transseksuel og er nødt til at leve af midlerne fra sine forældre.
Siâvad har det lidt nemmere. Han er den sportstrænede type og ligner ’et godt iransk hug’. Han er uddannet kunstner og har derfor langt nemmere ved at finde et job på trods af sine militærpapirer. Lige nu er han reklame-designer i en bank.
»Jeg er ikke så tydelig bøsse som Homâyun,« siger han.
»Derfor er det nemmere for mig at skjule det, og jeg undgår en masse ubehageligheder til daglig.«
Modsat Homâyun har Siâvad dog ikke fortalt sine forældre om sin seksualitet: »Vi har aldrig talt om det direkte, men de ved det godt, og de accepterer det stiltiende. Jeg er heldig. I andre familier er de klar til at slå ihjel, hvis de finder ud af, at deres barn er homoseksuel.«

Brænd dem
Ifølge en rapport fra 1996 fra den svenske ambassade i Iran kan iranske homoseksuelle flygtninge nu vende tilbage til Iran uden at frygte for repressalier. Rapporten konkluderer, at selv om den iranske lovgivning i teorien forbyder lesbiske og homoseksuelle, så bliver de i praksis ikke forfulgt, og de citerer »meget pålidelige kilder« for, at der de seneste par år ikke har været henrettelser som følge af homoseksualitet.
Rapporten fastslår, at for at risikere politiforfølgelse eller mishandling, så må homoseksuelle par opføre sig med stor indiskretion, næsten provokerende, i offentlige rum. Selv om den officielle fysiske afstraffelse for homoseksualitet uden tvivl er blevet mindre, så er der i både statsapparatet og blandt befolkningen en foruroligende høj grad af homofobi.
Den tidligere retspræsident i Iran, Ayatollah Musavi-Ardebili, gav i 1998 i en forelæsning for iranske studerende på Teheran Universitet, sine tre bud på, hvordan en homoseksuel burde henrettes. Musavi-Ardebili foreslog, at man enten delte den homoseksuelle i to med et sværd og derefter brændte ham; smed ham ud fra toppen af et bjerg og dernæst brændte ham; eller at man lavede et stort bål i et hul i jorden, som man så smed den homoseksuelle ned i – og brændte ham.
Selv om flertallet af iranerne nok vil mene, at ovennævnte sanktioner er en kende voldsomme, så er det et faktum, at antihomoseksuelle holdninger har stor udbredelse i Iran. Dette betyder også, at de homoseksuelles retssikkerhed er nærmest ikke-eksisterende. Homâyun og Siâvad kan fortælle utallige historier om homoseksuelle, der er blevet overfaldet eller voldtaget. Ikke mange af dem går efterfølgende til politiet.
»Ofte er det soldater eller politiet selv, der står bag voldtægterne,« hævder Siâvad.
»De homoseksuelle bliver opfattet som promiskuøse kriminelle uden rettigheder, og derfor kan enhver forgribe sig på dem.«
»Hvis man anmelder det, risikerer man at blive overfaldet og voldtaget igen af politiet,« fortsætter Homâyun, der selv blev voldtaget af en taxi-chauffør som 16-årig.
»Han truede mig med en kniv, trak mig op i en park og gennemførte det der,« fortæller han knastørt.
Ikke overraskende har både han og Siâvad gået til psykolog for at forlige sig med en identitet, der ikke anerkendes af samfundet.

Dunkle parker
Hvor mødes Teherans bøsser så? Tidligere var der en række parker, hvor bøsser, lesbiske og transvestitter holdt til om aftenen. Når man som ung fyr gik en tur alene i Universitetsparken midt i Teheran, var man sikker på at modtage adskillige tilråb. Alle vidste, at det var sådan. Det blev accepteret, og for de homoseksuelle var det et oplagt sted at finde en partner.
»I dag kommer vi aldrig i parkerne,« fortæller Siâvad.
»Der er blevet for farligt. Der har været en masse tilfælde af kidnapninger og efterfølgende voldtægter af de unge mænd. Det er typisk ældre, gifte mænd, der står bag – og pædofile,« tilføjer han.
I dag er parkernes grønne græs og dunkle belysning udskiftet med internettets utallige stier og computerens blege skær. Der findes mindst fire større iranske hjemmesider med alt fra chatrooms, debat og kontaktannoncer til hardcore porno og landets første weblog (dagbog på nettet, red.) for en lesbisk iransk pige. Selv om Homâyun og Siâvad er præget af et stærkt sortsyn, så ser de dog internettet som en revolution for de iranske homoseksuelle. De bruger begge flere timer foran skærmen dagligt.
»Det er her, vi får alt at vide, det er her, vi kan snakke med andre og det er her, vi evt. kan finde en partner uden at risikere overgreb,« siger Homâyun, mens vi forlader parkens skærmende mørke og begiver os ud i Teherans kaotiske gadeliv, hvor unge mænd ofte holder i hånd som venner, men hvor et kys i princippet ville medføre anholdelse, straf og moralsk fordømmelse.

*Leif Kongsgaard er antropolog

*Yderligere information for og om homoseksuelle i Iran kan findes på:
www.iranian.gays.com ww.homala.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu