Læsetid: 9 min.

Broen over den etniske afgrund

Efter 12 år og 75 mio. kr. er den berømte Old Bridge i Mostar – ødelagt under krigen i Bosnien – blevet genopført. Men er det for sent at dække afgrunden mellem byens muslimske og kroatiske samfund?
30. april 2004

Efter der er gået så mange år, er det ikke så meget synet af Mostars Old Bridge, jeg husker, som følelsen af den. I sommeren 1988 var jeg på ferie i Mostar med min mor. Jeg husker, jeg råbte »Prøv at føle på stenene,« mens jeg skøjtede over på strømpesokker og nød fornemmelsen af de glatte nærmest silkeagtige hvide fliser, der afkølede mine svedige fødder.
Drenge sprang dramatisk fra broen og ned i Neretva-flodens grønne vand 10 meter nede – nogle blev belønnet for deres bedrifter af turisterne.
Mostar var fuld af besøgende dengang. Nogle kom blot for at beundre den spinkelt udseende enkeltbuede bro bygget efter ordre fra Suleiman den Store i 1566 og drive rundt mellem forretningerne og restauranterne, der lå rundt om de lave tårne i begge ender. Andre var nonner eller katolske pilgrimme, der gjorde holdt i Mostar, inden rejsen gik videre til den nærliggende helligdom ved Medjugorje lidt mod vest.
Nogle bosniere, som opholdt sig på broen, snakkede til mig, mens jeg gik over. Igennem generationer var stenene blevet slidt glatte, ved at folk havde gledet frem og tilbage som jeg nu gjorde, sagde de og grinede. De tilføjede, at det var et mirakel, broen stadig stod, for stenen var blot blevet limet sammen med hår og æggeskaller. Men her stod den, tværs over Neretva efter mere end tre århundreder.

Et hurtigt klip frem til 1990, og jeg var tilbage på broen som korrespondent for The Independent. Små 200 kilometer mod nordøst kom lyden fra en krig under opstart ud af Serbien, og ekkoet var nået helt hertil. Men krigen, sagde bosnierne, ville aldrig nå deres søvnige republik, og slet ikke til byen ved Neretvas bredder. Hvordan skulle den kunne det, med serbere, muslimer og kroater jævnt fordelt over næsten hver eneste større by?
Den konference, vi var til – et eller andet håbløst forum, helliget ’en reform af Jugoslavien’ – foregik i en afslappet atmosfære. Bosnierne gjorde, hvad de altid gør ved den slags lejligheder – taler sig selv i stå. På hotellet tog jeg et billede af to af deltagerne – den kosovo-albanske intellektuelle Shkelzen Maliqi og hans kone, der solbadede. Jeg har stadig billedet.
Igen hastigt videre, og det blev september 1992. Krigen var alligevel kommet til Bosnien, og jeg var tilbage i et radikalt ændret Mostar, fire månder efter, den bosnisk-kroatiske styrke, også kendt som det kroatiske forsvarsråd eller HVO, havde generobret byen fra serberne. Ved byens udkant gik jeg hen for at se nærmere på en massegrav med ligene af folk, serberne havde skudt under deres få måneder lange besættelse.
Nu var serberne flygtet, og den flotte serbisk-ortodokse katedral var blevet jævnet med jorden – et tegn på, hvad der ville komme, skulle det vise sig. Muslimerne, både dem fra HVO og de, der boede i byen, virkede kuede og uvillige til at snakke.
»Det er godt, serberne er draget bort, men nu vil kroaterne have det hele for sig selv,« hviskede en af dem. Broen så allerede ramponeret og forsømt ud. Den var blevet ramt adskillige gange, da serberne beskød byen ved konfliktens start, og serberne havde også afbrændt de mange små forretninger og restauranter, der lå på begge sider af broen – de samme forretninger, min mor havde snuset rundt i for ikke så mange år siden.

Jeg så aldrig Old Bridge igen. Og jeg får den heller aldrig at se, for det 75 mio. kr. dyre restaureringsarbejde under UNESCO – finansieret blandt andet af Verdensbanken og de tyrkiske og kroatiske regeringer – er en rekonstruktion. Når de internationale dignitarer, som nu styrer Bosnien, går over den for at markere genåbningen, vil de bevæge sig over en smuk kopi, selv om stenene er blevet hentet i nøjagtig det samme stenbrud som 1600-talsforgængeren.
Suleimans Old Bridge – Stari Most – der har givet byen navn, er for altid borte. Den faldt i floden den 9. november 1993, da en kroatisk kommandant beordrede en tank til at åbne ild mod de vakkelvorne og beskadigede rester, der på dette tidspunkt næsten patetisk var dækket med bildæk for at begrænse skaderne fra granatbeskydningen af byen. Stenblokkene er senere blevet hejst op af floden, men broens konservatorer besluttede tøvende, at de fleste var for ødelagte til at kunne genbruges.
Old Bridge var en af hundredvis af osmanniske og islamiske arkitektoniske perler, der blev sprængt i småstykker i den hidsige atmosfære i begyndelsen af 90’erne, da bosniske muslimer, serbere og kroater – de to sidstnævnte bevæbnet af deres sponsorer i Serbien og Kroatien – stredes om resterne af den strategisk vigtige republik i hjertet af det tidligere Jugoslavien.
Efter den muslimske regering i Sarajevo erklærede uafhængighed fra Jugoslavien i 1992, idet de forgæves og uklogt stolede på europæisk og amerikansk villighed til at garantere landets sikkerhed, slog Bosniens to ’kristne’ samfund voldsomt ned på den islamiske kulturarv i deres midte. De var symboler på den historiske tilstedeværelse af et slavisk-muslimsk samfund i Bosnien, og fundamentalitiske serbiske og kroatiske nationalister besluttede, at alt skulle jævnes med jorden. Serberne, som oversvømmede det meste af Bosnien i foråret 1992, stod naturligvis for de fleste af ødelæggelserne.
Mostars skæbne blev anderledes, byen blev offer for en mindre muslimsk-kroatisk krig, der på sindssyg vis spruttede videre i omkring et års tid, fra foråret 1993 til foråret 1994. Sammenlignet med den episke kamp mellem muslimerne og serberne var det måske nok en mindre episode, men den var ikke desto mindre blodig nok, indtil amerikanerne slukkede den i 1994.
Det var denne muslimsk-kroatiske strid, der ødelagde Mostar og styrtede Old Bridge i floden. De bosniske kroater havde udset sig Mostar som den fremtidige hovedstad i en kroatisk ministat kaldet Herceg-Bosnia. Problemet var, at byen var fuld af muslimer, der var imod planen.
Da det ikke lykkedes for HVO at fjerne dem fra den gamle by på østbredden, blev Plan A om at sætte sig på hele Mostar forkastet til fordel for Plan B om at koncentrere sig om vestdelen og låse muslimerne inde mod øst ved at sprænge broen i luften.
Radovan Ivancevic, en kroatisk kunsthistoriker og medlem af den UNESCO-kommission, der står for genopbygningen af broen, skrev fornylig i bladet Bosnia Report, at det var ironisk, at en kroatisk tank havde ødelagt Old Bridge.
»Det var godt nok den store ottomanske arkitekt Hajrudin der tegnede broen,« skrev han, »men den blev faktisk bygget af stenhuggere fra Korcula (i Kroatien), så på en måde var det også et kroatisk kulturelt monument.«
Disse historiske spidsfindigheder var spildt på de bosniske kroater. Da den kroatiske kommandant, der beordrede tankangrebet på broen efter sigende udtalte, at »den ikke var så meget værd som en enkelt kroatisk soldats finger«, syntes mange lokale kroater i Mostar at være enige. De protesterede ikke over ødelæggelsen af ’deres’ bro, og de fleste støttede opdelingen af Mostar i to byer.

Bosniens internationale ledelse, nu under Paddy Ashdown, har for længe siden afviklet den kroatiske ministat.
Men Mostar er stadig lige så delt som Belfast eller Nicosia. Derfor er genopførelsen af Old Bridge – et af disse symbol-ladede kæmpe projekter, det internationale samfund i Bosnien holder så meget af – af mindre betydning for lokalsamfundet end for dem uden for. Sultan Suleimans Mostar var et enkelt organisk samfund. Sultan Paddys Mostar er delt af meget mere end vand. Byen har ændret sig nærmest uigenkaldeligt siden de tidlige 90’ere, efter bølger af etniske udrensninger skubbede kroaterne mod vest, muslimerne mod øst og serberne helt ud. Og det kræver mere end en flot kopi af Old Bridge at genforene dem, uanset hvad de internationale politikere siger.
De to samfund er vokset fra hinanden. På vestbredden har de tidligere muslimske huse længe været beboet af kroater, der flygtede fra muslimske angreb på deres tidligere hjem i det centrale Bosnien. Vest er nu rigere end det var før – og også langt rigere end øst – hjulpet på vej af nærheden til turistbyerne på den kroatiske kyst, mange af dem nu favoritter hos englændere og andre europæere, der kigger efter en sommerbolig.
HVO’s overlegne ildkraft betød, at vest-Mostar aldrig blev bombet alvorligt. Men nu er nye forretninger og barer skudt op i gaderne, sammen med flere succesrige fabrikker – et sjældent syn i den økonomiske ørken, der hedder efterkrigs-Bosnien.
Folk på vestsiden har vist ringe interesse for udsigten til at gå over for at besøge de noget forladte gader på østsiden og møde de mutte blikke fra deres mindre heldige bysboere. De kigger beslutsomt mod vest, mod Kroatien, landet, de får deres fjernsyn og aviser fra, hvor de opbevarer deres penge, hvortil de eksporterer de fleste af deres produkter, og som de betragter som deres hjem.
Kun de voksne husker det forenede Mostar og dagene, hvor drenge hujende og larmende sprang i floden fra Old Bridge. Tiden går hurtigt og en ny generation af børn født i de sene 80’ere har ingen minder om den kontakt med muslimer og serbere, som deres forældre så som noget naturligt. Hvis de overhovedet krydser broen, er det som nysgerrige turister på udforskning – lidt på samme måde som jeg selv i slutningen af 80’erne.

En ven fra Mostar mindede mig om, hvor hurtigt denne adskillelse er dukket op. Hun fortalte mig om to familier – den ene kroatisk, den anden muslimsk – som havde mødt hinanden i Mostar. Men mens forældrene hurtigt faldt tilbage i et kendt samtalemønster, blev børnene desorienterede ved at møde hinanden.
»Sådan er der da ingen, der hedder!« sagde en nysgerrig bosnisk-kroatisk pige, da hun hørte den andens muslimske navn. Forældrene havde ingen problemer med det. For unge under 15 lyder de underligt.
De to samfund i Mostar har også ændret størrelse. Før krigen boede der omkring 40 procent muslimer, 40 procent kroater og 20 procent serbere. Krigen vendte fuldstændig op og ned på procenttallene. Udover at serberne næsten forsvandt, har tilgangen af kroater fra det centrale Bosnien og en del muslimers afrejse fra den stort set jobløse øst-egn ændret den etniske balance. Mostar har nu en klar kroatisk majoritet.
Bevidstheden om dette har totalt ændret mange tidligere politiske kalkulationer.
Indtil for et par år siden kæmpede det muslimske øst – den største gruppe af de to også flere år efter krigen – for et genforenet Mostar med Old Bridge som centrum. Nu, hvor muslimerne er i mindretal, er entusiasmen for enhed dalet, og det muslimske Parti for demokratisk handling synes tøvende over for at støtte Ashdowns genforenede byråd.
Samtidig er en mentalitetsændring også slående. De bosniske kroater, der engang var nærmest paranoide i deres modstand mod enhver kontakt med øst har aflagt deres frygt for en genforening, nu hvor de ved, de kan nedstemme muslimerne i en afstemning, der dækker hele byområdet. De føler sig nu ikke længere fortørnede over Old Bridge, for dens symbolværdi har ændret sig. Den er blevet harmløs – en slags lokkemad for de turister, der engang flokkedes i Mostar, men ikke har været der siden 80’erne.
De lokale bosnisk-kroatiske politikeres mistænksomme blikke er ikke rettet mod sultan Suleimans mælkehvide bro, men imod det komplicerede system med etnisk ’afvejning’, som Ashdowns folk har fundet frem til, i et forsøg på at hindre et enkelt etnisk samfund i at dominere det gendannede lokale råd. Ude af stand til at modstå bro-metaforen har Ashdown beskrevet dette komplekse system som »en politisk bro, der vil genforene byen Mostar«.
Måske.
Restaureringen af Mostar-broen er et glimrende projekt. Byen ser forkert ud uden den – som en mund med fortænderne slået ud. Hvem ved, færdiggørelsen kan måske øge presset på de bosniske serbere, så de tillader restaureringsarbejde på nogle af de perler, der blev tabt på deres jord i krigen 1992-1995, først og fremmest 1600-tals moskeen Ferhadija i Banja Luka, eller den (engang så) smukke Aladza-moske – også kaldet ’den malede moske’ i Foca, rejst af osmannerne i 1550’erne. Serberne sprængte den i luften i 1990’erne og byggede derefter en busstation på stedet. Personligt mener jeg ikke, folk skulle kunne slippe af sted med den slags. De skulle plages med bevidstheden om, at det, de tidligere har ødelagt, vil en dag blive genopbygget. Men samtidig skal man heller ikke føre sig frem med løs snak om at genopbygge tabte samfund via arkitektoniske projekter. Længe leve den nye, gamle bro. Men den bringer ikke det gamle Mostar tilbage.

*Marcus Tenner er Balkan-redaktør for Institute for War and Peace Reporting og forfatter til Croatia – A Nation Forged in War (Yale University Press)

©The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu