Læsetid: 3 min.

Den cyoriotiske frygt

26. april 2004

AT TRE ud af fire græsk-cyprioter sagde nej til den såkaldte Annan-plan for genforening – mens to ud af tre tyrkisk-cyprioter sagde ja – er de kolde fakta efter lørdagens to separate folkeafstemninger på Cypern.
Kendsgerningen er nu, at græsk-cyprioterne i syd bliver unionsborgere fra på lørdag, når Republikken Cypern – som er den internationalt anerkendte regering på øen og kun består af græsk-cyprioter – bliver medlem af EU. Tyrkisk-cyprioterne i nord er fortsat udenfor, selv om de stemte ja til den genforeningsplan, som kunne have ført et samlet Cypern ind i EU, hvis den var blevet vedtaget af begge befolkningsgrupper.
En ved første øjekast ironisk situation: Tyrkisk-cyprioterne vil gerne. Græsk-cyprioterne vil ikke. Dette sker efter, at græsk-cypriotiske politikere i årevis har talt for en genforening, mens den tyrkisk-cypriotiske ledelse i nord – med rette – har været anklaget for at blokere for alle fremskridt, som kunne ændre på status quo: Delingen af øen siden 1974, hvor Tyrkiet invaderede den nordlige del efter et græsk-cypriotisk militærkup orkestreret af den daværende junta i Grækenland.
Med deres rungende nej undlod græsk-cyprioterne således at belønne tyrkisk-cyprioterne for de seneste års opblødning i nord. Her er det lykkedes befolkningen og en ny generation af politikere at køre Rauf Denktash – ‘præsident’ for den ikke FN-anerkendte Turkish Republic of Northern Cyprus (TRNC) – ud på sidelinjen.
Græsk-cyprioterne belønnede heller ikke tyrkisk-cyprioterne for at de – da de endelig efter årtiers strengt regime blev spurgt om deres mening – sagde klart ja til at gå sammen med græsk-cyprioterne i et forenet Cypern.

GRÆSK-CYPRIOTISKE politikere og vælgere, som stemte nej, har haft understreget, at de fortsat gerne ser en genforening. Men at FN-generalsekretær Kofi Annans fredsplan ikke var retfærdig nok. Nej’et var et nej til planen, men ikke til genforening. Annan-planen har da også sine minusser. For eksempel at Tyrkiet kan beholde soldater på øen helt frem til 2018, selv om de 40.000 mand gradvist trækkes ud. Ikke mindst savnede græsk-cyprioter garantier for implementeringen af planens punkter. De var simpelthen bange for, at tyrkisk-cyprioterne – og især Tyrkiet i tilfælde af for eksempel en ny regering i Ankara – ikke ville holde, hvad de lovede.
Denne frygt og mistillid har været et gennemgående fællestræk hos nej-sigerne. Når det endte med, at så mange som tre ud af fire græsk-cyprioter sagde nej, så skyldtes det dog ikke mindst, at regeringen – og især præsident Tassos Papadopoulos – pustede til netop frygten, så den kunne få et nej i hus ved folkeafstemningen.
Mediernes rolle har også været lidet flatterende med en klar overvægt i dækningen af nej-sidens møder og argumentation. Selv EU’s Kommissær for udvidelsen, Günter Verheugen, og FN’s Cypern-udsending, Alvaro de Soto, er blevet nægtet at få adgang til medierne for at kunne forklare planens indhold. I det hele taget har der hersket et klima af frygt, og ja-sigere har oplevet klar intimidering under kampagnen.

MEST IRRITATION i FN og hos EU har det vakt, at Tassos Papadopoulos så hårdt og følelsesladet lagde afstand til Annan-planen, når han selv havde været langt inde i forhandlingerne om den. Den attitude – og det efterfølgende store nej – vil i den kommende tid gøre det svært for Papadopoulos at vinde genklang i omverdenen for sit ønske om hurtigt at genoptage nye forhandlinger om en anden og bedre plan for genforening.
For såvel FN som EU er bitre over at en mangeårig indsats – med den mest omfattende og detaljerede fredsplan nogensinde – er blevet smidt ud med badevandet. De vil næppe gå ind i en større indsats lige foreløbig.
Papadopoulos håber imidlertid at kunne genoptage forhandlinger med tyrkisk-cyprioterne, som da heller ikke har udelukket dette. Flere græsk-cypriotiske politikere taler således om en ny folkeafstemning inden for overskuelig fremtid. Tvivlsomt er det imidlertid, om det store nej så kan vendes til et ja med den stemning, der er kørt op.
Tyrkisk-cyprioterne vil på deres side stadig samarbejde, og de vil rimeligt nok blive belønnet for deres ja, ved at EU hæver embargoen mod det nordlige Cypern på nogle punkter. Nogle har talt om en decideret anerkendelse af TRNC, men det vil ikke være nogen retfærdig eller farbar vej.
I stedet bør det internationale samfund arbejde for, at græsk-cyprioterne får garantier for implementering af en eventuel ny aftale. Samtidig må græsk-cyprioterne vågne op til realiteterne og indse, at de må være modige og se fremad. Ellers bliver de isolerede og risikerer, at lørdagens afstemning virkelig var en glippet historisk chance.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her