Læsetid: 4 min.

Dansen om Rwanda fortsætter

Alle har de bedt om tilgivelse for ikke at have gjort nok for Rwanda. Og alle er de gået uden om den varme kartoffel: Skal retfærdigheden i Rwanda være sejrherrens retfærdighed – eller skal hele sandheden frem?
10. april 2004

Analyse
Det er med 10-året for de frygtelige begivenheder i Rwanda efterhånden blevet fashionabelt at bede om tilgivelse for Rwanda. Så meget man kan uden at indrømme, at ens politiske karriere dengang beklageligvis stod højere på listen end mennesker i et afrikansk land. Så de fleste har, som USA’s tidligere præsident Bill Clinton, søgt at forklare, at det dengang ikke helt var gået op for dem, hvad der egentlig foregik. Underforstået: For så ville de naturligvis have gjort noget.
»Jeg vil altid fortryde den der Rwanda-ting,« sagde Clinton tidligere i år og tilføjede i Washington Post i tirsdags, at »den død og ødelæggelse, der begyndte i april 1994, stadig hjemsøger rwanderne og alle os, der svigtede ved ikke at gribe ind.«
»Jeg troede på det tidspunkt, at jeg gjorde mit bedste,« sagde selv FN-generalsekretær Kofi Annan for to uger siden.
»Men det gik op for mig efter folkemordet, at der var mere, jeg kunne og skulle have gjort for at slå alarm og skabe opbakning.«
Men så skulle de diplomatiske spilfægterier også være overstået, og vi kan gå over til at give ofrene retfærdighed – hvorom der tilsyneladende er fuld enighed.
»Der kan ikke være heling uden fred. Der kan ikke være fred uden retfærdighed, og der kan ikke være retfærdighed uden respekt for menneskerettigheder og retssikkerhed,« har Kofi Annan således sagt. Også den nye regering i Rwanda elsker ordet retfærdighed: »Der kan aldrig være forsoning, så længe retfærdigheden ikke er sket fyldest,« lød det i denne uge fra Rwandas ambassadør i Kenya.

Flyet der faldt
Der er bare det lille aberdabei, at også det nuværende regime i Rwanda var involveret i omfattende massakrer.
Og, tyder meget efterhånden på, også i nedskydningen af det fly med Rwandas daværende præsident Juvénal Habyarimana 6. april 1994, der satte gang i folkemordet. Et terrorangreb som efterforskere ved det særligt oprettede Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda blev sat til at kigge nærmere på, lige indtil de konkluderede, at det var det nuværende regime – dengang kendt som oprørshæren Rwandas Patriotiske Front (RPF) – der havde stået bag nedskydningen. Så skyndte chefanklager Louise Arbour sig at lukke sagen, måske, som det fremgik af Information tirsdag, på opfordring af Kofi Annan.
Og indtil videre er ingen RPF-soldater blevet tiltalt for terroristangreb eller krigsforbrydelser – hverken ved FN’s ovennævnte krigsforbrydertribunal eller ved lokale domstole i Rwanda. Men vil det ske?
»Vi mener, den første, der skal anklages, er Rwandas præsident, Paul Kagame, som det tyder på var ansvarlig for mordet på præsident Habyarimana den 6. april 1994,« sagde formanden for sammenslutningen af forsvarsadvokater ved Rwanda-tribunalet, Peter Robinson, onsdag til BBC World Service.
Peter Robinson har som forsvarer af en af de rigtig store hutu-ekstremistiske fisk naturligvis sin egen agenda.
Men også forskere som Filip Reyntjens fra Antwerpen Universitet mener, at FN og andre donorers uvilje til at kritisere RPF for undertrykkelse og massakrer, har været en »blankocheck til at fortsætte myrderierne« – blandt andet i det daværende Zaire, hvor RPF-soldater i slutningen af 1996 og begyndelsen af 1997 begik omfattende massakrer på hutu-flygtninge, skyldige som uskyldige, der var flygtet til det enorme naboland efter folkemordet.
Andre mener, at det er »vigtigere at prioritere stabilitet og forsoning i Rwanda end at rippe op i fem år gamle massakrer,« som daværende udviklingsminister Poul Nielson sagde til Information i 1999.
»Forsoningen i Rwanda er knyttet til tavshed.«
I så fald går forsoningen glimrende i Rwanda. For rwanderne er tavse.
Som journalist er det ikke til at vride en politisk kommentar ud af folk.
Folk er bange, for samfundet er lige så hierarkisk som før folkemordet, nu er det bare nye folk i toppen af fødekæden

Lukket efterforskning
Og dem i toppen har utvetydigt gjort det klart, at de ikke mener, det er så vigtigt at se på, hvem der skød hvilket fly ned.
Eller at RPF-soldaters forbrydelser er så ’interessante’ – de blegner i forhold til, hvad modstanderne gjorde, hævder man. Ingen tvivl om at RPF-regeringen vil gøre alt for at undgå, at højtstående inden for egne rækker bliver dømt. Spørgsmålet er, hvad omverdenen mener. Få – om nogen – er så klare som Poul Nielson. De fleste danser videre om den varme kartoffel.
Nogle observatører tror, at den nye chefanklager ved Rwanda-tribunalet, Hassan Bubacar Jallow, vil gå efter et par små fisk fra RPF, en løjtnant, en kaptajn, måske en major.
Men ikke engang det er sikkert, selvom Jallows forgænger på posten, Carla Del Ponte, for over fire år siden påbegyndte en efterforskning af RPF’s forbrydelser.
»Jeg kan ikke i denne fase sige, hvorvidt denne vil resultere i nogle sager eller hvor mange sager,« sagde han for nylig til Knight Ridder Newspapers.
Hvis ingen højtstående RPF-folk snart kommer for en dommer, vil menneskerettighedsgrupper givet råbe op. Men de vil næppe få støtte fra FN’s menneskerettighedskommissær.
Fra juli vil den post nemlig være besat af hende, der oprindeligt lukkede efterforskningen af det terrorangreb, der kick-startede det hele. Louise Arbour.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her