Kulturkloden
Sæt nu bare, at ens søn kom hjem med en ny flamme fra Tasmanien. Ville den lige være svær at sluge eller hvad?
I det danske kongehus gik det nu meget godt. Og det gør det godt nok også i det franske magasin Point de Vue, som i det nye nummer har en hel enquête om Les Secrets du Mariage Royale de Frederik & Mary. Hvis De forstår?
Under rubrikken »En sand kærlighedshistorie« og ledsaget af et billede den lille, frække Frederik, som kysser sin udkårne Marys hånd, mens hun vinker som en anden dronning bringer bladet over atten (18!) sider hele historien om det kongelige bryllup.
Det er royalt kræs for kendere. For ikke nok med, at man morer sig kongeligt man gør det ligefrem a la français: Robes, bijoux, menu, invités, protocole... Man næsten dåner af ren romantique.
Her er historien om det grønlandske guld, der skal blive til ringe. Her er historien om de 6.000 flasker Cahors rouge fra Henriks château i Caïx. Her er historien om den 200-kroners mønt, der bliver slået til ære for parret. Her er historien om den forestående bryllupsrejse et vaskeægte croisiere polaire, nemlig en sejltur til Grønland, hvor midnatssolen danser. Her er historien om turen gennem Copenhague en caleche. Her er hele historien om hele programmet, der strækker sig helt fra Befrielsen den 5. maj og til bryllupsdagen den 11. maj, som er premier jour des cérémonies, hvor Frederik præsenterer sin nye kone på balkonen. Senere er der Rock au Theatre Royal og diner de gala au palais des Christiansborg.
Sådan en gallamiddag er nok lettere at sluge, end en kæmpestor skefuld vildt klamt torskelevertran er. Eller var.
TLT i lækker indpakning
For det sidste nye helseskrig i Storbritannien kommer nemlig ifølge den britiske avis The Times ikke fra de små, modvilligt gabende børnemunde omkring spisebordet. Det kommer derimod fra den britiske levnedsmiddelindustri, der nu er ved at være klar med torskelevertran i lækre indpakninger, som ikke giver sure mine.
Torskelevertran er jo rasende sundt:
»Det styrker hudens evne til at hele og hjælper med til at revitalisere og balancere kroppen. TLT (som er den kemiske betegnelse for TorskeLeverTran, red.) styrker kredsløbet, beskytter hjertet, sænker blodtrykket og kolesteroltallet,« som avisen skriver
Udvalget af lækker TLT er faktisk allerede stort. Man kan eksempelvis få det stanglækre produkt Huile de Foie de Morue, som er designet af kommunikationsfirmaet Kamarama, der også står bag Ikeas nye design. Navnet på de smukke, gennemsigtige perler, som leveres i en kosmetikagtig dåse, er helt enkelt fransk for TorskeLeverTran. Og som The Times skriver:
»Forestil dig lige Charles Aznavour hviske dét i dit øre.« Av ja. Eller endnu bedre Søren Pind, kunne vi, der har storslugt Pelle Voigt & Søren Pinds på en måde faktisk ret søde udgaver af den franske crooners sange, jo så lige tilføje.
Og apropos søde sager: Et af de sjovere produkter i den nye TLT-bølge er slikket Jelly Brains, der har sloganet: »Eat Your Brains Bigger!«
Gad vide, om hjerneforskeren Helmuth Nyborg ville sluge den. Og i givet fald: Ville han mon sluge den råt?
Fedtfattigt hestekød
Må man for resten med undtagelse af en loving spoonfull i ny og næ overhovedet sluge noget som helst råt længere? Det kan man vel blive nødt til. Ind imellem er man jo bare så sulten, at man kunne spise hest som talemåden faktisk siger. Bon motet går nemlig på kødets art, ikke på størrelsen af den givne bøf. Men hestekød er jo svært at sluge for de fleste. Ikke bare for hippofile småpiger, men også for gastronomer generelt.
Så meget desto mere interessant er det, når Jonathan Meades (alene navnet!) i det seneste nummer fredagstillægget The Times Magazine har et længere forsvar for hestekød. Han erkender dog, at det bedste fra heste det får man ad Pommeren til ude på landet. Eller i Frankrig:
»Den parisiske slagter, jeg oftest frekventerer i rue St. Antoine er også en ren kunsthåndværker, når det kommer til charcuteri. Han sælger hesteblodpølse og hestemedister (og æselditto), såvel som udskæringer af regulært kød og afpudsninger. Ser man bort fra de betragtelige gastronomiske kvaliteter, så er hestekød fedtfattigt og har et højt proteinindhold, og det foreskrives både af Vatikanet og af den mosaiske lov. Hans veje er virkelig uransagelige,« som Meades siger.
I artiklen har Meades også en længere tirade imod en vegetargruppe, der kalder sig Viva det står for »Dyrenes Stemme«, Voice for Animals. Gruppen er sur over, at det er et rent blodbad at være dyr i vore dage. Fortegnelsen over dyredrab er jo alenlang.
Lius dobbeltrolle
Sådan en kill bill, hvis kan kalde den det, må jo også være svær at sluge for en dyreelsker. Og apropos noget helt andet, så er de to ord jo lige netop titlen i en veritabel slagterfilm af den højaktuelle Quentin Tarantino, der i samme anledning er hovednummeret i The Eye tillægget, der følger med den britiske avis The Times hver fredag. Her kan man læse et vanvittigt sødt interview med den kinesiske filmskuespiller Gordon Liu, der er med som bærende figur i Kill Bill 2. En af de pudsige ting ved interviewet er det, han som udgangspunkt siger om den verdensberømte, amerikanske filminstruktør Tarantino:
»Da jeg først fik at vide, at Quentin Tarantino ville arbejde sammen med mig, vidste jeg ikke, hvem han var. Men produceren fortalte mig, at han var en stor instruktør, så jeg satte mig til at se Pulp Fiction, og den kunne jeg rigtig godt lide. De sendte mig så manuskriptet til Johnny Mos rolle (som Liu spiller i filmen, red.). Han er en af filmens Crazy Killers, og jeg tænkte: Måske vil Quentin bare have mig til at lave actionscener. Han havde set alle mine film fra 1970erne. Men jeg er ikke en ung mand længere.«
Siden mødtes de to i Shanghai, og inden længe stod det klart, at Liu skulle spille hele to roller i filmen han er også Pei Mei. Og at arbejde med Quentin var godt, fortæller den gamle kineser:
»Men der er stor forskel på Quentin og Hong Kong-instruktører. Han talte en masse under optagelserne og opmuntrede mig hele tiden: I hver eneste scene, jeg medvirkede i, mødte han op i det samme kostume som det, jeg skulle have på!«
Prøv lige at sluge den, John Woo. Den er nok lige til at få galt i halsen, hva?
Priskrig på norsk øl!
Præcis ligesom med ølpriserne i Norge. For mens bajerne selv bundes lodret, så kan man sagtens
kløjes i prisniveauet på de våde varer oppe i hjemmebrændernes land. Men hjælpen er nær, når tørsten er størst. Det skriver den norske avis Aftenposten. Der er nemlig udbrudt priskrig på ølmarkedet i Norge. Og dét har konsekvenser for forbrugernes adfærd:
»Priskrigen har udløst et voldsomt salg af billigøl over hele landet. I løbet af de 20 minuter, Aftenposten, tilbragte ved ølkasserne i Rema-butikken i Oslo, var tendensen tydelig: En halv palle med Gran-pils til 6,50 pr. flaske blev revet bort af ivrige kunder, mens kun Espen Jernberg valgte Tuborg, som er 3,50 kroner dyrere.«
Den norske avis spurgte naturligvis den tørstige nordmand, som gerne gav overpris på de grünnes, hvad der fik ham til det? Var han i virkeligheden svensker? Eller havde nordmanden simpelthen en lille ski på? Svaret kan glæde en og anden nationalistisk dansker (med eller uden puddelhund):
»Tuborg er bedst. Jeg kan ikke fordrage Grans,« forklarer han.
Men de fleste nordmænd shopper selvfølgelig på prisen.
»For Tom Skorge og Torill Sato er regnestykket i grunden ganske simpelt. De kunne i går købe to flasker Grans for mindre end prisen på én flaske Ringnes, som i går var mærket med en pris af 14 kroner plus pant. På en hel kasse øl udgør det en besparelse på 180 kroner i forhold til de normale ølpriser.«
De normale ølpriser!? Sådan en pris for én lille, bitte flaske (norsk) øl ville de færreste danskere nok kunne sluge. I det mindste ville de nok pille mærket af, inden de drak den daglige Hof.
Dyreforsøg i EU
Omvendt er det i EU, hvor man netop siden i mandags har sat mærker på snart sagt alting. I hvert fald hvis man skal tro den tyske ugeavis Die Zeit. Avisen selv indeholder, efter alt at dømme, ingen genmodificerede artikler. Men den indeholder faktisk én artikel, der handler om netop det emne.
Juta Hoffritz har skrevet om EUs mærkning af genmodificerede fødevarer i en klumme med den sigende titel »Det store dyreforsøg«. Pointen er naturligvis, at det er forbrugerne, der er dyrene, fordi man ikke aner på hvilket niveau det genmodificerede levnedsmiddel indgår:
»Fra og med den kommende uge (altså denne, red.) er der mærkningspligt i Den europæiske union så skal alle levnedsmidler, der indeholder genmodificerede ingredienser, som overstiger en grænseværdi højere end 0,9 procent, have et mærke på pakningen. Denne etikettepligt gælder selv der, hvor man ikke kan påvise manipulationen i slutproduktet.«
Det, der går Hoffritz på, er, at man dog ikke skal mærke mad, der er lavet af dyr, der har spist genmodificeret mad. Og det er et problem:
»Den nye og strengere mærkningpligt slutter på slagter-teket. Og sådan finder et kæmpe dyreforsøg sted, uden offentlighedens bevågenhed. Desværre sker det ikke under kontrollerede betingelser. Ingen spørger om, hvad der vandrer over i foderet, og hvordan kreaturerne har det med det. Det er dumt.«
Men ak, den må køerne og forbrugerne altså sluge.
