Eksotisk lyd

Filmmusik
Skal man med det samme skære helt ind til knoglen med sit samuraisværd af kritisk Hattori Hanzo-stål, så må man skelne skarpt og selvsikkert og sige, at lydsporet til Kill Bill Vol. 1 faktisk var langt mere opsigtsvækkende end lydsporet til Kill Bill Vol. 2.
I Kill Bill Vol. 1 blev man – i en grad, man ellers nok kun har prøvet på andre Tarantino-lydspor som f.eks. det til Jackie Brown – kylet lige ud i det ene eksotiske chok efter det andet. Det var virkelighedsflængende lydtapeter som f.eks. Tomoyasu Hoetis larmende og effektmættede »Shin jingi-Naki Tatakai« (eller på dansk: ’Den uretfærdige kamp’), det var The 5, 6, 7, 8’s teenagelillepigede »Woo hoo«, og det var Lily-Chou-Chous forførende smukke ballade om »Kaifukusuru Kizu« (titlen betyder ’Det helbredende kys’).
Det var »Shaw Bros. Studio Theme«, som var en hilsen til de berømte karatefilm fra 1970’erne, og det var et nummer fra spaghettimaskinen Ennio Morricone, der om nogen har leveret lydkulisser til biograffilm – titlen var »From Man To Man (Death Rides a Horse)«.
Lydsporet giver en idé om den enorme rolle, musikken spiller hos Tarantino. En rolle, der i flere scener faktisk føles som selve hovedrollen.

Klar og lysende
Som nu i Kill Bill Vol. 2, når salen pludselig skylles over af lyden af slappe whiskers, der som sårede karakterer fra filmen slæber sig hen over skindet på en lilletromme. En plump pilfingerbas læner sig kammeratligt ind over trommens lyd. Og en dirrende, næsten mimrende surf-guitar spiller op til de to. Midt i det hele en teenagevamp, der på én gang lyder pivet, presset og sexet, når hun messer med en indimellem alt for spændt stemme.
Det er Shivaree, der leverer et af filmens absolutte bedste pop-signaturer, »Goodnight Moon«, som bliver stående, klar og lysende, på den indre himmel mange timer efter filmen.
I den nye Kill Bill Vol. 2 er vi i Texas det meste af tiden. Vi er også i Mexico. Og også lydsporet er præget af Tex-Mex-temaet. Ikke mindst fordi hele filmen er trukket i langdrag – i sig selv en stilistisk hilsen den klassiske spaghettiwestern – og hele tiden partout lige skal vrides en tand mere ned i tempo med f.eks. de magelige »Il Tramonto«, »L’Arena« og »Silhouette of Doom«, som leveres af Ennio Morricone.
Det støvede, jordfarvede, trashy og skramlende sydstats-USA, som man møder i filmen er en overraskelse, når man stadig bærer rundt på det æstetiske projektil, som Tarantino med Kill Bill Vol. 1 hamrede ind i baghovedet på én. Vi var jo helt omme på den anden side af jorden i den første film – i Japan, som måske er det af de lande i verden, som stadig på en helt fundamental måde er mindst påvirket af amerikansk livsstil.
Det var i sig selv meget
eksotisk, og det viste sig jo også til overflod i lydsporet, der bad os tænke på manga, anime, geisha, sushi og sake – og helt vildt tjekkede samuraisværd lavet af stål foldet som wienerbrødsdej.

En sand tredækker
På samme måde henter han på det nye lydspor superuventede ting frem af gemmerne. En meget sær sang på Kill Bill Vol. 2 leveres af ingen ringere end punkdronningen Vivienne Westwoods altid så supertrendy eksmand Malcolm McLaren. Han har fundet en totalt syret sangkrumme fra en oldtussegammel film, nemlig St. Louis Blues, hvor Bessie Smith synger titelsangen. Den gamle, knasende soundbite har han så mixet sammen med sangen »She’s Not There« lavet af bandet The Zombies. Hele denne psykedeliske cocktail har Tarantino fundet frem – og på den måde laver han ikke bare dobbeltdybde, men en sand tredækker afallusioner, hints og puffende albuer.
Og det er jo det sjove ved Tarantino – og ved stort set al postmodernistisk kunst: At citaterne fra noget ’andet’ fyger ind fra alle sider. Dette ’andet’ kan være mange ting. Det kan være kultur (f.eks. i form af japansk pladderpop og mexicansk haciendarock). Eller det kan bare være en stemning (Nancy Sinatras supertriste udgave af »Bang Bang« anslår – efter Tarantinos eget udsagn – hele filmens ’beat’).
Det kan være en karakters ledemotiv (sydstatsrockabillyen Charlie Feathers ’er’ med den stønnende frække sang »That Certain Woman« en stor del af den dråbesolbebrillede sherif i Kill Bill Vol. 1). Referencen kan også være til en film (som f.eks. The Grand Duel) eller til en tv-serie (som f.eks. Ironside). Eller den kan være til en epoke, som med Isaac Hayes-nummeret »Run Fay Run« fra 1974.
Til sidst er man lige så dejligt bedøvet som en af hovedpersonerne bliver, da pilen med sandhedsserum rammer låret. Man er lige så desorienteret, som den skurk, der får øjet flået ud af sit smukke kranie af en damehånd formet som en shaolin-kung-fu-klo.

*Kill Bill Vol. 1 og Kill Bill Vol. 2. Diverse kunstnere fra nær og fjern. Warner Music