Læsetid: 3 min.

Erfaring frabedes

Projektarbejdet og samspillet mellem fagene er essensen i gymnasiereformen, som en række lærere mener overser fortidens forsøg med samme pædagogik
10. april 2004

En bred vifte af gymnasielærere kritiserer, at den gymnasiereform, der fra august 2005 skal introducere eleverne for det tværvidenskabelige projektarbejde, ignorerer de hidtidige erfaringer med selv samme metode.
Op gennem 70’erne og 80’erne havde Danmark forsøgsgymnasier, der med eller uden statens blå stempel afprøvede det projektarbejde, der nu 20 år efter igen har vundet hæder og ære i en reform, hvor samspillet mellem fagene og projektarbejdet fremhæves. Forsøgene blev dengang stoppet af daværende undervisningsminister Bertel Haarders (V) reformer, men metoden bliver nu lanceret af et bredt folketingsflertal under hans partifælle, undervisningsminister Ulla Tørnæs.
»Jeg er 56 år og har arbejdet i den her branche i 30 år og fulgt det hele. Det er utroligt mærkeligt at se på, at de samme ideer nu dukker op igen,« siger Erik Prinds, lektor på Viborg Amtsgymnasium og medlem af regeringens referencegruppe, der skal sikre, at reformens målsætning føres ud i livet.
Erik Prinds var i begyndelsen af 80’erne ansat som lærer på Marselisborg Gymnasium, hvor eleverne ikke var enten matematiske eller sproglige men både og – præcis som den nye reform dikterer.
»Det ligner en hel del,« siger Tine Ottesen, der i dag er ledende inspektor på Vester Borgerdyds Gymnasium. Hun var med i den såkaldte A-skole på Herlev Statsskole og har også erfaringer fra et forsøg med en treårig HF-uddannelse baseret på projektarbejde.
»Også den nye reform bygger på princippet om, at eleverne i projektarbejder skal formulere problemstillinger, der derpå kan undersøges med inddragelse af en række fag,« siger Tine Ottesen, der også efterlyser, at de mange forsøg inddrages i nutidens arbejde.
»Forsøgserfaringerne fra Herlev er blevet arkiveret lodret. Nu skal de unge lærere til at lære det forfra,« siger hun.
Flere af de kritiske lærere påpeger, at der måske nok er forskelle i formuleringer og ordvalg i nutidens reform, og det arbejde, der begyndte som statsforsøg i 70’erne men endte med at blive aflivet. Men havde diverse arbejdsgrupper i højere grad lyttet til erfaringerne fra de daværende forsøg, ville den ny reform gå en lettere tid i møde. Ganske enkelt fordi lærere, ledelse og elever ville skulle betale færre dyre lærepenge.
»Dengang var det et pædagogisk ønske, at vi ville give eleverne en mening med det de lavede, og vi håbede, at eleverne derigennem ville lære det faglige bedre. Men med hensyn til det sidste blev vi skuffede. Derfor er det forstemmende, at man i dag hævder, at eleverne vil lære de faglige kompetencer bedre gennem projektarbejde,« siger Flemming Clausen, der var lærer på A-skolen på Herlev Statsskole og i dag er på Nørre Gymnasium.

Forklaringen på det tværvidenskabelige projektarbejdets gennembrud er ikke mindst, at erhvervslivet har tilkendegivet, at ungdomsuddannelserne skal justeres – behovene er anderledes. De unge skal være omstillingsparate, kunne samarbejde og arbejde tværfagligt.
»Jeg tror, det er derfor vores nuværende regering synes det er i orden,« forklarer lektor i dansk og tysk Inge Heise, der var med under forsøgene på Herlev Statsskole. Hun har desuden lavet en del pædagogisk forskning for Undervisningsministeriet.
Især såkaldt innovative virksomheder har bekendtgjort, at projektgrupper er et must. Dermed står det også klart, at en metode, der engang udsprang af ønsket om at vække de studerendes kritiske potentiale og samfundsforandrende kraft, er blevet opslugt af selv samme samfund.
»Ja, det er sjovt,« siger Inge Heise, der samtidig advarer om, at for stor benovelse for erhvervslivets ønsker risikerer at betyde, at eleverne mister vigtig faglig kunnen.
»Lige meget hvor meget du kan omstille dig, så bliver du jo ikke klogere af det,« som hun siger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu