Læsetid: 2 min.

Eventyrlig outsourcing

Uldjyderne i Midtjylland rider øverst på udflytningsbølgen. Tekstilfolkene gør spådomme om arbejdsløshed til skamme, viser analyse
2. april 2004

Tøjbyerne Herning, Brande og Ikast ville i dag være spøgelsesbyer på den jydske prærie, hvis det var gået, som eksperter spåede tilbage i 1980’erne. Dengang begyndte modeindustrien for alvor at flytte arbejdspladser til Asien og Sydeuropa, og der blev flittigt delt fyresedler ud til de midtjydske sypiger. En analyse viser nu, at udflytningen af job langt fra har haft de forudsagte katastrofale følger for beskæftigelsen.
Tre forskere fra Handelshøjskolen i Århus har analyseret beskæftigelsen i tekstil- og beklædningsindustrien. Deres konklusion er, at de afskedigede medarbejdere i modeindustrien i høj grad har været i stand til at finde et andet levebrød. De afskedigede er i høj grad gået videre til andet ufaglært industriarbejde eller servicejob. 65 procent af de ansatte i tekstilindustrien, der mistede deres job i perioden 1993-2000, havde allerede efter et år fundet sig et nyt job. Kun hver sjette var arbejdsløs. De øvrige var f.eks. gået på pension eller var i gang med en anden uddannelse.

Begrundet håb
Ifølge medforfatter til analysen og professor i økonomi, Niels Westergaard-Nielsen, kan de gode beskæftigelsestal opmuntre andre, der bliver fyret på grund af, at deres arbejdsplads flyttes ud permanent.
»Det er svært at finde andre grupper (end ufaglærte., red.), der ville være meget ringere stillet i forhold til at finde et nyt arbejde. Alligevel lykkedes det hurtigt for de fleste, og det giver et begrundet håb om, at det også lader sig gøre for andre,« siger Westergaard-Nielsen til Dansk Arbejdsgiverforenings nyhedsbrev, Agenda.
Beskæftigelsen i tøjindustrien er faldet fra ca. 40.000 i 1983 til 18.000 i 2003.
Når det er lykkedes at undgå alenlange arbejdsløshedskøer, hænger det ifølge analysen sammen med flere faktorer.
Dels var der andre virksomhedsklynger end tøjindustrien i Midtjylland, der kunne bruge ufaglærte; dels var der vækst i antallet af servicejob. Sidst men ikke mindst blev ret mange afskedigede efteruddannet.
Westergaard-Nielsen siger til Agenda:
»Det er en naturlig proces for et land som vores, at produktionen etablerer sig på et stadig højere vidensniveau. Derfor er det vigtigt, at den frigjorte arbejdskraft, der ikke kan finde et nyt job, får nye kompetencer rettet mod de brancher, hvor nye job opstår. Ellers risikerer vi, at væksten dér bliver hæmmet, og at også de mere videnstunge virksomheder flytter ud, fordi de savner arbejdskraft.«

Glimrende tider
Økonomisk går det glimrende for branchen.
Der er mange velbetalte job til designere og markedsføringsfolk, og i 2003 blev der eksporteret tekstiler og tøj for 22,1 mia. kr., hvilket var rekord.
Det er nu landets fjerde største eksportindustri. I slutningen af analysen om den succesrige branche står: »det er en historie, der ser mere ud som eventyr end fakta.«

*Rapporten ’Does Outsourcing Create Unemployment’ kan downloades på www.ccp.asb.dk/publikationer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu