Læsetid: 7 min.

Foråret er over os

Om kontaktannoncer, om vor tids største synder, om Brasiliens bløde balder, om sexforfatteres research og om aborter på film
14. april 2004

Kulturkloden
På hjemmesider med kontaktannoncer er der tit også chatrum. Her kan folk kalde sig hvad som helst, når de snakker sammen. Og dæknavnene, som chattere bruger, er tit mærkelige og tankevækkende, ja, ind imellem er de omtrent en kunstart an sich.
Den tyske avis Die Zeit har imidlertid brudt koden. I en stort opsat artikel bringer avisen billeder af fem chattere, hvor både navn, alder og beskæftigelse afsløres, og hvor avisen lader hver enkelt selv fortælle om sine erfaringer. En af de fem er en 23-årig pige, der på nettet går under navnet »magnanimity«, men som i det virkelige liv hedder Ariane Dresel og studerer elektroteknik. Navnet kan jo lyde lidt specielt. Årsagen var den enkle, at hun ikke gad forsvinde i massen med et af de i Tyskland så populære navne som nu for eksempel Chat Mausi.
»Altså slog jeg op i min engelsk-ordbog og kigget efter, om der ikke var noget, der var egnet til et navn. Der stod magnanimity, som betyder så meget som ’storsindethed’ eller i videre betydning ’storhjertethed’. Hos flere har navnet i starten givet lettere sprogproblemer. Jeg får hyppigt at vide, at det er en rigtig tungebrækker. Nogle kigger i ordbøger og oversætter navnet. Nogle gange minder disse flirte-chats mig om et supermarked: Der er så stort et udvalg af mennesker! At de her kan være uafhængige af, hvem de er, er en stor fordel. Man lærer hinanden at kende over tid, taler i telefon sammen og møder måske på et tidspunkt hinanden i det virkelige liv,« siger den unge chatter.
Åh, ja, det virkelige liv. Og alt det, der ligger og lokker derude i det! I det lækre – og indbydende! – blad The Sunday Times Magazine, som følger med den tunge, britiske, konservative, moralske, kristne avis The Sunday Times, har man slået to fluer med ét lille frækt smæk. Man mæsker sig i alt det farlige – samtidig med, at man tager skarpt afstand fra det hele.
Bladet bringer således en artikel, der er meget kritisk stillet over for det moderne livs glæder, og som minder os om, at Superbia, Invidia, Ira, Avaritia, Tristia, Gula og Luxuria – altså de syv dødssynder – jo stadig findes derude. Men artiklen handler mere om alle de selvmodsigelser, som er kommet i stedet for gode, gamle tommelfingerregler.
»Manglende evne til at hengive sig til selvrealiseringens projekt, er blevet det, den moderne verden anser for synd. At være fed er en synd, fordi det viser mangel på entusiasme for det projekt. Men det er, perverst nok, også en synd, hvis man ikke ind imellem spiser noget fedende, fordi det så viser en manglende nydelse i forhold til at glæde selvet. Hvis du får det godt af det, så gør det dog, så længe det altså ikke gør dig fed – og den eneste egentlige synd er slet ikke at gøre det. At afstå fra at medvirke i et reality-tv-show er, derfor, den endelige nutidssynd, fordi det er en benægtelse af selvets højeste realisering i vor tid: Berømmelsen,« skriver Bryan Appleyard.

Den mest berømte ukendte
O, berømmelsen! O, synden! O, hvem-som-helst! Eller sammenfattet: Måske er den mest berømte nobody (eller måske rettere only-body?) nogensinde The Girl From Ipanema? Pigen, som engang blev vist som begærsobjekt i filmen Garôta de Ipanema, og som Antonio Carlos Jobim sang om på trilha sonora do filme, som de siger på dén sandstrand.
The Sunday Times-tillægget Style, har sendt Paulo Sutch og Alex Bellos ned på Ipanema for at se nærmere på stedet – og menneskene. Den ene af de to er fotograf, og det gør bestemt ikke artiklen »Oh, Brazil!« kedeligere. Men teksterne, som er punktnedslag i fakta om landet og befolkningen, er nu også øjenåbnere. Under afsnittet »Sex« skriver Bellos for eksempel:
»Inden et forhold bliver seriøst, insisterer brasilianerne på en ’stranddate’, så de kan se på den bejlende elsker eller elskerindes krop, inden de beslutter sig. Mænd er mest interesseret i kvinders numser: Jo, større og jo rundere, jo bedre.«
Under afsnittet om plastickirurgi skærer han helt ind til benet:
»Brasilianerne er hengivne, når det kommer til plastickirurgens kniv. Hvert år udføres der 400.000 operationer i Brasilien – det højeste tal per capita i verden. Af disse laves halvdelen af æstetiske grunde. Brasilianerne kunne i gamle dage bedst lide små bryster, men i de senere år er folk blevet vilde med silikone-indlæg. Brasilianske plastickirurger anses for at være de bedste i verden (det brede mix af racer, der er her, giver dem god øvelse med alle former og størrelser), og lykkeligvis for dem, så får de masser af gratis reklame: Folk går rundt i omtrent det rene ingenting, så kirurgernes fingerfærdigheder er altid på udstilling.«

Sexbogsforfatternes kvaler
Det må være svært for brasilianerne at holde sig i skindet, når hele verden på den måde vugger forbi. Men skal de da også det? Skal de ikke bare kaste sig ud i det? Og så – fnis! – prøve det hele af?
Det skal i hvert fald Emma Taylor og Lorelei Sharkey, som er de to forfattere bag sexmanualen The Big Bang (Hodder & Stoughton, 12,99 pund). Og i en lang artikel i tillægget Living i den britiske avis The Observer fortæller de om livet som sexbogsforfattere. Det har ikke, forstår man, altid været let. Ikke mindst, fordi de begge to mistede deres respektive kærester på samme weekend – imens de stadig manglede at skrive vitale kapitler.
»Så stod vi dér. Vi manglede stadig et kapitel om samlejepositioner, men havde pludselig ingen prøveklude. Og vi var for deprimerede til at begynde at lave jobsamtaler med nye. Faktisk var det eneste, vi havde lyst til, at se Shirley Valentine, spise pizza og drikke en flaske dårlig rødvin. Men selv sexforfattere får ikke fri fra arbejde, når det eneste, de lider af, er kærestesorg. Og således var vi, hvis vi skulle kunne beskrive positioner som Det røde kors og Væven for vore læsere, tvunget til at indtage bemeldte positioner med hinanden hjemme på Emmas stuegulv. Bagefter lejede vi Shirley Valentine, bestilte pizza og drak os fulde,« fortæller de to.
De fortæller også mange andre artige sager. Ikke mindst vil de gerne vise, at de er ligesom andre mennesker – næsten:
»Vi er den slags mennesker, der foretrækker karaoke og Budweiser-happy hour frem for cosmopolitans til 15 dollar stykket, som bliver hjemme for at se Stjerne for en aften, som glemmer huslejen, som ind imellem oplever dårlig sex... Eller slet ikke oplever sex.«
Alligevel lyder det, som om de har det skægt. Og måske også skæggere end andre har det:
»Vi har engang signeret bøger i byen Raleigh, North Carolina, nede i Bibelbæltet i USA, og dér var der en fan, som bad os spanke ham med bogen, en anden fortalte os, at hun engang havde fået en orgasme bare ved at høre musik, og der var også nogen, der gav os vores helt egne dildoer lavet af mundblæst glas.«
Nu skal man jo huske på, at sex ikke bare er skæg og ballade. Sex har konsekvenser. Sommetider dejlige konsekvenser. Sommetider lykkelige konsekvenser. Men sommetider er de selvsamme lykkelige konsekvenser – uønskede. Og netop aborter har længe været et stort tabu i den vestlige verden. Eller som den efterhånden ret brandede forfatter Naomi Wolf skriver i den engelske avis The Sunday Times i tillægget News Review:
»Vores syn på abortspørgsmålet stammer fra det endimensionale feministsynspunkt – ’enhver kvindes ret til at vælge’ – som har været frosset i tid lige siden lovgivningen gav kvinder lov til at få abort.«

Tæt på virkeligheden
Årsagen til Wolfs helsideskommentar er, at den britiske tv-station Channel 4 har besluttet at vise, hvordan et aborteret foster ser ud. Og det rejser jo en vis bekymring. Også hos Wolf:
»Skal du se det? Tør du? Julia Black, 34 årig filmproducer og datter af manden, som grundlagde Marie Stopes International, en af dette lands største leverandører af aborter, har indspillet en dokumentarfilm, som i næste uge (altså denne red.) for første gang nogen sinde på britisk tv vil vise en kvinde, der aborterer sit ti uger gamle foster. Black har også lavet optagelser af resterne af et foster, der bliver hevet fra en kvinde med en kanyle.«
De fleste væmmes sikkert ved tanken alene. Men Wolfs pointe er, at man skal forholde sig til virkeligheden.
»Efter min opfattelse er en sand feminist en person, der ser kvinder som i moralsk forstand voksne mennesker. En person, der ikke opmuntrer kvinder til – så snart de bliver stillet ansigt til ansigt med resultatet af deres beslutninger – at synke dånende sammen på sofaen, imens de rækker ud efter lugtesaltet.«
Held og lykke. På nettet. På klinikken. På Stranden. På Bestsellerlisten. Eller på alle fire...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her