Læsetid: 2 min.

Forsoningpå vej

NATO og Rusland vil give hinanden lov til at tranportere tropper gennem hinandens områder
13. april 2004

Invitation
Rusland og NATO-landene er på vej til at indgå en overraskende aftale, som giver dem mulighed for at stationere tropper og udstyr på hinandens område. Det skriver russiske nyhedsbureauer efter forsvarsminister Sergej Ivanovs besøg i Oslo på vej til et NATO-Rusland møde i USA om kampen imod terrorisme.
»Dokumentet tillader NATO-enheder med militært udstyr på vores område og vore enheder på alliancelandenes område,« sagde Ivanov til Itar Tass. Aftalen vil gøre det muligt for tropper fra de to parter at blive transporteret igennem hinandens områder uden langvarige forudgående bilaterale forhandlinger. Allerede i år planlægger NATO og Rusland at gennemføre fælles militærøvelser på Kola-halvøen, hvor man vil øve kamp mod terrorister, der har masseødelæggelsesvåben.
Aftalen, som ventes underskrevet i år, kan være et plaster på såret efter NATO-udvidelse med syv nye lande, herunder de tre tidligere sovjetrepublikker Estland, Letland og Litauen. Og den kan være en del af forklaringen på, at præsident Vladimir Putin forleden efter forhandlinger med præsident Chirac og kansler Gerhard Schröder opgav de russiske protester imod udvidelsen.

Kampen mod terror
Rusland har hidtil kaldt NATO-udvidelsen for en »fejltagelse«, som kunne tvinge landet til at ændre forsvarsstrategi, hvorimod den kommende EU-udvidelse nærmest bliver hilst velkommen i Moskva. Russerne satser imidlertid meget på at komme ind i varmen i den internationale indsats imod terrorisme, fordi landet selv er udsat for terror.
Den ændrede holdning til NATO-udvidelsen fremgik også forleden, da det russiske udenrigsministeriums talsmand Aleksandr Jakovenko på russisk tv opfordrede til et tæt samarbejde med NATO om bekæmpelse af terror, hindring af udbredelse af masseødelæggelsesvåben og bekæmpelse af international narkohandel. Jakovenko insisterede dog samtidig på, at de nye lande i NATO skulle tilslutte sig den europæiske konvention om begrænsning af konventionelle styrker i Østeuropa.
Erobring af Rusland
I forbindelse med NATO-udvidelsen har ledere fra både Tyskland, Frankrig og USA haft travlt med at berolige russerne. Den amerikanske udenrigsminister Colin Powell ringede forleden til sin russiske kollega Sergej Lavrov og forklarede ham, at der ingen aggressive intentioner var i udvidelsen og at det var på tide, at russerne forstod dette. Det gjorde Lavrov, ifølge Powell, men ikke alle russiske politikere er enige. Den ultranationalistiske Vladimir Sjirinovskij sagde forleden, at NATO-udvidelsen og den planlagte aftale om mulighed for udstationeringer på hinandens område, var begyndelsen til den amerikanske erobring af Rusland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her