Læsetid: 2 min.

En fortid som synder

Han har skræmt både venner og fjender fra sig, men de slovakiske vælgere bliver ved med at stemme på Vladimir Meciar. I dag falder vælger-nes endelige dom
17. april 2004

Portræt
Ironien er påfaldende. I 1997 var Vladimir Meciar som Slovakiets ministerpræsident ene og alene skyld i, at landet ikke blev optaget i NATO. Han var ganske enkelt for kontroversiel og skandaleombrust til, at alliancen ville have ham indenfor.
For tre uger siden, mandag den 29. marts, lykkedes det så endelig. Med godt syv års forsinkelse blev Slovakiet budt velkommen foran Det Hvide Hus i Washington som fuldgyldige medlemmer af NATO. Og sølle fem dage senere vandt Vladimir Meciar klart første runde af det slovakiske præsidentvalg.
I dagens finale står han over for sin tidligere partifælle Ivan Gasparovic, og Meciar er klar favorit. Meget tyder på, at EU og NATO bliver tvunget til at danse med den mand, de tidligere afviste i døren.
Umiddelbart virker det uforståetligt, hvordan den 61-årige eks-bokser kan blive ved med at hive stemmer hjem. I 1995 blev han beskyldt for at få daværende præsident Michal Kovacs søn kidnappet og kørt til Østrig i forbindelse med anklager om svindel. To år senere forhindrede han en folkeafstemning, der skulle sikre direkte præsidentvalg. En beslutning, der var stærkt medvirkende til Slovakiets internationale isolation.

Stemmer hos taberne
Alligevel har hans centrum-højre-parti, HZDS, vundet ministerpræsidentvalgene i 1992, 1994, 1998 og 2002. Når det de sidste to gange ikke er lykkedes ham at sætte sig i spidsen for en regering, skyldes det, at Meciar ikke har kunne samle en tilstrækkelig koalition. Hans autoritære stil har i en vis grad isoleret ham i Slovakiets politiske miljø.
Heldigvis for ham, kræver det ingen koaltion at blive præsident. Det kræver bare stemmer. Og dem får den karismatiske Vladimir Meciar.
Hans vælgerskare er både trofast og stabil, og selvom de kun udgør omkring 20 procent af befolkningen, så tæller de meget, når valgdeltagelsen er nede under 50 procent, som det var tilfældet 3. april.
Især fattige, underuddannede og ældre mennesker fra mindre byer sætter deres kryds ved Vladimir Meciar. Lederen af en politisk tænketank (Institute for Public Affairs) i Bratislava, Grigorij Meseznikov, forklarer, at Meciar henter stemmer hos folk, der føler sig som tabere efter overgangen fra kommunisme til markedsøkonomi. Folk med lav social status, der er imod reformer.
Derudover tilskrives Meciars gode valg en fragmenteret opposition, der har været plaget af interne skænderier og skandaler.
Selv er Vladimir Meciar vokset op i landsbyen Zvolen som den ældste af fire drenge. Faren var skrædder og moren hjemmegående. I 1962 blev Meciar medlem af kommunistpartiet, men otte år senere blev han smidt ud og sat på den lange liste over partiets fjender. Han var for reformvenlig.
Hvad han går ind for nu, er ikke så afgørende som tidligere, eftersom en eventuel valgsejr i dag vil placere ham i et præsidentembede af overvejende ceremoniel betydning. Til gengæld bliver hans diplomatiske evner sat på en prøve. Selv er han overbevist om, at han sagtens kan begå sig både hos EU og NATO.
»Da Berlusconi blev italiensk ministerpræsident, ville mange politikere ikke give ham hånden,« har Vladimir Meciar sagt til avisen Financial Times.
»Nu har de ingen problemer med det. Efter Wolfgang Schüssels dannede regering, blev Østrig isoleret. Er der nogen isolation nu? Det var alt sammen kun midlertidigt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her