Bomben sprang i august 1978, hvor det pædagogisk set reaktionære fagblad Gymnasieskolen indeholdt et indstik udtænkt af 33 lærere fra gymnasier landet over. Skriftet ruskede godt og grundigt op i de gængse pædagogiske forestillinger og var et modspil til alt, hvad der kunne røre sig af pædagogisk overbevisning på det tidspunkt. Socialdemokratiet, LO, Dansk Arbejdsgiverforening og de borgerlige partier fik en bredside af pædagogisk nytænkning:
»Det er bydende nødvendigt, at vi bibringer eleverne en dybtgående indsigt i de samfundsmæssige, teknologiske og kulturelle sammenhænge. De skal sættes i stand til at gennemskue og forstå udviklingen og ikke mindst kunne gribe aktivt ændrende ind i denne udvikling,« lød det på side 17 i det udfordrende skrift, der også indeholdt en aggressiv salut mod det etablerede faglige bagland, der ellers lagde blad til indstikket.
Dengang hyggede Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) sig med, at mange unge søgte gymnasiet det gav jo flere job. Udadtil talte GL pænt om fornyelse og pædagogiske forsøg, men de konkrete eksempler på, at fagforeningen tog konsekvens af ordene, er yderst fåtallige. Om overhovedet eksisterende.
»Det er jo medvinden, der giver behov for flere matroser på dækket,« som fagforeningsbosserne messede.
De 33 lærere var med i GLOP der stod for GL opposition og ville fremme både samarbejdet og solidariteten. GLOP kunne snildt samle 200-300 lærere til formøde før GLs officielle møder. Budskabet var, at der skulle gennemføres pædagogiske reformer.
»Du kan godt sige, at vi var venstreorienterede, men der var ikke en skid ideologi i det. Vi lavede uddannelsespolitik og bekæmpede overarbejde. Vi skulle ikke have overtimer og penge, vi skulle have flere folk i arbejde,« forklarer Erik Prinds, en af forfatterne bag det uddannelsespolitiske debatoplæg. Han og de øvrige skribenter returnerer i skriftet kækt GL-ledelsens metafor om de mange matroser.
»Vi er bekymrede over, at mændene på dækket tænker mere på medvinden, end den kurs, der skal styres.«
Eleverne skulle ikke undervises i enkeltstående fagdiscipliner, men havde »helheds- og sammenhængsforståelse« og de skulle »kunne formulere problemer« og »arbejde og tage beslutninger kollektivt.«
I dag har disse målsætninger vundet anerkendelse som slogans langt ud over kredsen af 33 progressive og venstreorienterede gymnasielærere. Men dengang kom inspirationen entydigt fra det samfundskritiske RUC, der få år forinden var skudt op af mulden på en mark ved Roskilde som et udfordrende alternativ til de etablerede universiteter i Århus og København.
En anden af forfatterne bag skriftet er Henrik Adrian, der til dagligt lagde sine kræfter på Herlev Statsskole, som dengang netop havde fået status af statsligt forsøgsgymnasium under Ritt Bjerregaards ministervinger.
»Vi havde projekter på et halvt år. Eleverne var i grupper af forskellige størrelse. De konstruerede selv deres undervisning. Det virkede meget mere fornuftigt. Vi havde ikke it dengang. Gruppearbejdet foregik med skrivemaskine. De skrev om og om igen,« husker Henrik Adrian.
Også lærere fra uddannelsessteder, der ikke ville arbejde med forsøg, deltog i den pædagogiske reformbevægelse. Anders Østergaard var dengang lektor på et studenterkursus på Århus Akademi. Her blæste ingen reformtanker, men Anders Østergaard var med i GLOP og det uddannelsespolitiske manifest:
»Nu skulle vi have en moderne skole, hvor pædagogiske problemstillinger skulle spille en rolle. Projektorienteret tværvidenskabelig undervisning med det formål at socialisere og bevidstgøre gymnasieungdommen, så de kunne forholde sig kritisk og konstruktiv til samfundet,« siger Anders Østergaard og griner af sin egen tale. I dag er han rektor på Langkjær Gymnasium i Tilst.
»Det, den etablerede stat laver 25 år senere i en ny kontekst, er de idealer, vi havde. Men samfundet har jo forandret sig,« siger Anders Østergaard, der er godt tilfreds med, at den ny reform revurderer hele faglighedsbegrebet.
»Den store fejl i reformen er, at der er for mange fag. Den store styrke i reformerne er, at pædagogik, sammenhængstænkning og nye evalueringsformer er sat i fokus.«
Henrik Adrian var den uofficielle lederfigur blandt de lærere, der opbyggede den såkaldte B-struktur på Herlev Statsskole det nok mest radikale af datidens pædagogiske forsøg i gymnasiet. Fire lærere var fælles om 50 elever på B-strukturen gennem alle tre gymnasieår. I alt 13 lærere kom gennem årene til at undervise i forsøgsordningerne. De stod ofte samlet med ryggen mod muren.
»Vi var som statsligt forsøgsgymnasium forpligtet til at udvikle og lave forsøgspædagogik, men der var lærere på skolen, som var imod. Vi havde en latinlærer, der prøvede at bekæmpe alle vores initiativer og forløb gennem fagforeningen, der klart var imod alt, hvad vi lavede,« fortæller Henrik Adrian, der stadigvæk er ansat på gymnasiet, der i dag hedder Herlev Gymnasium.
Lærerne fra datidens Herlev Statsskole erkender gerne, at de var venstreorienterede, men de mener, at modstanden snarere skyldes usikkerhed hos kollegerne, der var bange for at gå i lag med projektpædagogikken.
»Herlev Statsskole blev betragtet som en rød skole, og derfor var den heller ikke populær blandt de andre skoler. Vi blev betragtet som frelste, der var mange venstreorienterede og marxister. Vi stod pædagogisk for noget, som mange almindelige gymnasielærere ikke kunne lide det enkelte fag mistede sin status i samarbejdet,« siger Inge Heise, der var med til at forberede den såkaldte A-struktur på Herlev Statsskole.
Også rundt omkring i landet mødte tankerne om den frisættende pædagogik med de tværvidenskabelige og projektbaserede ambitioner stor modstand.
»Mange lærergrupper var ret aggressive, når vi optrådte på efteruddannelseskurser og møder,« husker Henrik Adrian, der dog også mindes megen positiv opmærksomhed. Hærens Officersskole udviste for eksempel stor interesse for forsøget på at vække elevernes sovende potentialer.
Du kan ikke tegne en maskine uden at du ved, hvordan den fungerer. Sådan lyder en sætning formuleret dengang af en elev på Herlev Statsskole.
Ordene står i en lille note, hvor eleven begejstret og taknemmeligt indvier sin lærer i, hvordan erkendelsens lys pludselig er gået op for hende under arbejdet. Elevens emne er arbejdsprocessernes udvikling i jernindustrien:
»Dels arbejder vi med tingene på en mere spændende måde, dels er vi nødt til at vide helt præcist, hvordan tingene hænger sammen for at kunne illustrere det...« og derpå konklusionen: »Du kan ikke tegne en maskine uden at du ved hvordan den fungerer.«
Det var ikke mindst ønsket om at møde den slags elev-begejstring, der trak lærere til Herlev Statsskole på trods af den megen kritik. Ideen var, at Herlev Statsskole skulle rekruttere gymnasielærere fra andre skoler. Lærerne skulle så rejse hjem igen beriget med erfaringer, de kunne øse ud over kollegerne.
På Birkerød Statsskole syntes Tine Ottesen, lektor i samfundsfag og idræt i dag ledende inspektor på Vestre Borgerdyd Gymnasium at det lød spændende med forsøget i projektpædagogik. Hun blev en del af lærergruppen på Herlev.
»Det er en hel anden lærerrolle, end hvis du præsenterer et stof, som eleverne noterer, og som du så stiller spørgsmål til. Som lærer i et projektarbejde er du coach eller konsulent. Du har ikke alle svarerne, men stiller de spørgsmål som gør, at eleverne selv søger den nødvendige viden,« forklarer Tine Ottesen.
Et af projektforløbene handlede om effektivisering af landbrugsproduktion. I matematik besøgte eleverne en landmand og fik hans data for svineproduktionen.
Udfaldet demonstrerer på én og samme tid, at nok var den tværvidenskabelige metode kritisk men den var ikke altid systemkritisk.
»Hovedpointen for samfundsfag var, at EF-reglerne for tilskud forvrider tilrettelæggelsen af landbrugsproduktion. Der kunne derfor ikke betale sig at optimere noget som helst,« forklarer lektor i matematik Flemming Clausen, der i dag er på Nørre Gymnasium.
»Og det var jo lidt trist for os i matematik, som havde lavet en model baseret på optimering ved hjælp af lineær programmering, der viste hvordan produktionen kunne vokse på den givne plads,« husker Flemming Clausen.
Flere ting går igen, når fortroppen skal sammenfatte formlen for det gode projektarbejde.
Fagene skal være ligestillet. Og lærerne skal gennem dyb faglig undervisning sikre niveauet også før eleverne tager over og formulerer projektets problemformulering.
Nogle af stemmerne fra dengang er fyldt med en slags »hvad sagde vi« uden dog at være hoverende. Det er, som om projektarbejdets indianere har gået og ventet på, at de andre skulle blive klogere. I dag er Inge Heise netop blevet pensioneret. For hende kommer reformen for sent men hun glæder sig alligevel.
»Det er dejligt at projektarbejdet og samspillet mellem fagene nu bliver anerkendt. Dengang var det ildsjælene, der lavede projektarbejdet. Nu skal det være en generel arbejdsform. Det giver jo nogle kvalifikationer, hvad vi allerede sagde dengang,« siger hun.
Da Bertel Haarder kom til som undervisningsminister i 1982 mærkede Herlev Statsskole straks, at modstanden voksede. Bertel Haarder samlede en gruppe traditionelt fagligt fokuserede rektorer omkring sig i ministeriet.
En af dem er Uffe Gravers Pedersen, der først forlod Undervisningsministeriet igen i 1998. Da var han direktør for gymnasieafdelingen og den direktør, der havde siddet længst i samme stilling. For reformpædagogerne er Uffe Gravers Pedersen lidt af en ærkefjende. Han var direkte fremhævet som ideologisk modstander i det pædagogiske kampskrift, der i august 1978 udkom som indstik i Gymnasieskolen.
»Jeg kan huske, jeg engang sagde til ham, at jeg ville indsende en ansøgning om gruppeeksamen. Han svarede, at jeg skulle vente med at sende til november 1998, for der var han gået af. Så ville jeg have en chance,« fortæller Erik Prinds.
Fra Haarders og Gravers Pedersens entre i Undervisningsministeriet bliver det kun sværere at lave projektarbejde og gruppeeksamen.
Hele den såkaldte RUCifisering skal ud af gymnasiet. RUC selv kæmper og overlever, men forsøgsgymnasierne bukker under for presset. Fagene har op gennem 80erne ganske vist stadigvæk mulighed for at samarbejde, men mange af lærerne er trætte efter forsøgstiden.
»Vi havde haft 12 år med forsøg. Det tager megen energi. Der er mange møder, man slås med hinanden, der var en slidthed,« fortæller Flemming Clausen. Han kan dog mærke, at lærerne er begyndt at finde sammen i forskellige forsøg igen.
»Folk kridter banen op og siger Vi må i gang igen. De er måske også bange for at sakke agterud. De ved jo godt, at nu skal der snart til at ske noget igen,« siger Flemming Clausen. Han mener, der er en stor fare for, at der bliver spændt for store forventninger ud, bare fordi fagene skal i samspil.
»Jeg er imod festtalerne. Projektarbejde kan give en god afveksling, men det er stikke folk blår i øjnene, hvis du siger, de bliver bedre til matematik af projektarbejde. Det gør de ikke. Det er en meget svær øvelse at sidde alene med stoffet uden lærer. Du bliver ikke fagligt dygtigere af at lave projekter. Men du bliver bedre til at lave projekter.«
Også andre er skeptiske. Den store høvding fra Herlev Statsskole Henrik Adrian ser ingen forløsning i nutidens gymnasiereform.
»Den nye gymnasiereform er ikke en tilbagevenden til det projektarbejde vi kæmpede for,« siger han, og understreger, at reformen ikke giver lærerne den fornødne fokus på hver enkelt elev, der skal sikre et godt tværvidenskabeligt projektarbejde. Og dermed favner han alt i alt stadigvæk det lidt indebrændte raseri mod lukningen af Herlev Statsskole som forsøgsskole, der også kom til udtryk i lærernes afsluttende skriftlige evaluering af skolen:
»Vi er på mange måder vrede. Et godt og solidt arbejdsmiljø med udfordringer og mange muligheder er blevet slået i stykker, og lærergruppen er ved at blive spredt for alle vinde,« lyder det med denne sidste optimistiske salut:
»Men for resten hvem ved med sikkerhed, hvad der vil ske fremover? Måske ...!«.
