Læsetid: 3 min.

Frankrig: Verdens bedste sundhedssystem i opløsning

Stramme budgetter og dårlige patientvaner får skylden
24. april 2004

PARIS – Det franske sundhedssystem, som betragtes som det bedste i verden, er ifølge en underskriftsindsamling fra 286 af landets mest prominente overlæger, ved at falde fra hinanden.
Ventelister, som tidligere praktisk taget var et ukendt fænomen i Frankrig, er nu blevet dagligdag. Der er en lammende mangel på læger og sygeplejersker.
»På skadestueafdelingerne må syge mennesker vente i timer, nogle gange i dagevis liggende på bårer, fordi der ikke er nogen hospitalssenge til dem,« står der i lægernes underskriftsindsamling, som blev sendt til Le Monde.
Nogenlunde samtidig har den nye sundhedsminister Philippe Douste-Blazy bekendtgjort, at der vil være et underskud på 12 mia. euro på dette års budget for det offentlige sundhedssystem, hvilket er en mia. mere end hidtil beregnet.
De to begivenheder er tæt forbundet. Lægernes underskriftsindsamling var et skud for boven for den upopulære centrum-højre-regering, som i næste måned forventes at bekendtgøre planer for den mest radikale reform af sundhedssystemet i mere end 50 år.
Fronterne er trukket op for det, der meget vel kan udvikle sig til at blive det mest omstridte indenrigspolitiske emne i Frankrig i år: Fremtidsudsigterne for et sundhedssystem, som årligt koster 130 mia. euro og som jævnligt bliver udråbt som verdens bedste af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
En undersøgelseskomité rapporterede i januar om, at alene »sygeforsikrings«-delen i landets sociale sikkerhedssystem står til at mangle 66 mia. euro i 2020, med mindre der bliver gjort noget for at forøge dens indtægter eller reducere dens udgifter eller begge dele på en gang. Halvdelen af de offentlige sundhedsudgifter går til det statslige hospitalssystem, som man oprindeligt ville fritage fra reformerne.
I den senere tid har der været rapporter om, at Douste-Blazy, som har en fortid som praktiserende læge, har intentioner om at inddrage de offentlige hospitaler i reformplanerne – planer som vil blive offentliggjort i begyndelsen af næste måned. Det skulle være grunden til den indignerede underskriftsindsamling fra de 286 overlæger fra hospitalsafdelinger i hele landet, som blev offentliggjort i Le Monde.

Frit valg ødelægger
Lægerne anklager regeringen for at ville opgive princippet om, at den bedste sundhedspleje skal være tilgængelig for alle i Frankrig »uanset økonomiske midler«. De forudser at de nye reformer vil introducere princippet om »choix« (frit valg), der vil favorisere den private sektor og »ødelægge« det »bedste offentlige hospitalssystem i verden«.
Underskriftsindsamlingen beklager sig også over, at skiftende franske regeringer har sparet penge ved at sætte yderst strenge grænser for antallet af uddannelsespladser for læger og sygeplejersker. Resultatet, forstærket af indførelsen af 35 timers arbejdsuge, er en invaliderende mangel på uddannet medicinsk personale.
Underskriftsindsamlingen foreslår ingen alternativ løsning på krisen i det franske sundhedssystem – bortset fra implicit, højere bevillinger. I januar antydede en rapport fra et 53 mand stort undersøgelsesudvalg, at der var store områder af spild og dobbeltarbejde i det franske system.
Franske læger og franske patienter forventer efterhånden et system, der kun stiller få spørgsmål og kun er omgivet af få regler. Læger tøver med at skrive recepter på billigere, »ikke-mærkevare«-medicin, som kun tegner sig for tre procent af Frankrigs totale medicinregning, imod 60 procent i Storbritannien.
Patienter kan opsøge en specialist direkte. De kan opsøge forskellige læger, endda gå til flere læger med de samme klager, og hver gang få refunderet udgiften. Undersøgelsesudvalget indvendte, at denne medicinske »nomadisme« må stoppes.

© The Indenpendent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her