Læsetid: 3 min.

Genet, der gjorde forskellen lokaliseret

Da en genmutation for 2,4 mio. år siden fik forhistoriske abemenneskers kæbeparti til at svinde ind, skabtes muligheden for, at deres hjernevolumen kunne vokse
3. april 2004

En minimal ændring i gensammensætningen hos en abeart, som levede for 2,5 mio. år siden, var muligvis den enkelte udslagsgivende faktor, der forvandlede en primat med lille hjerne og kraftige kæber til den direkte forfader for os moderne mennesker.
Tværdisciplinære forsk-ningsresultater peger nu på, at det var en ganske bestemt mutation i et ganske bestemt gen, som i øvrigt stadig findes i genomet hos alle primater, der primater, som muliggjorde den evolutionære udvikling af menneskets store hjernevolumen – den egenskab, der frem for nogen skiller os fra resten af dyrerigets skabninger.
Hos alle aber og menneskeaber er genet stadig aktivt. Dets rolle er at producere det relativt store kæbemuskelparti, som kendetegner abers kraniebygning. Mutationen har derimod sat det ud i kraft i mennesker, hvilket har muliggjort at vores hjerne kunne blive så markant større end vores abeslægtninges.

Tabte kæben
Forskerne er overbevist om, at det var tabet af de tunge kæbemuskler, som var hægtet fast vores abestamfaders kranium, der var den afgørende begivenhed. Da det først var blevet muligt for menneskehedens forfædre at udvikle en større hjerne, var betingelserne også til tilvejebragt for at udvikle menneskelig bevidsthed, tænkning og sprog.
En undersøgelse af, hvilket gen der er ansvarlig for at generere musklerne i ansigtet og kæbepartiet viser, at genet fortsat er aktivt i alle ikke-menneskelige primater. Det gælder således også makakker (en mellemting mellem en marekat og en bavian), gorillaer og chimpanser, der er de tætteste nulevende slægtninge til mennesket.
Forskerne fandt også ud af, at genet, der kaldes MYH16, stadig findes i den menneskelige arvemasse. Men til deres overraskelse konstaterede de, at det ikke længere virker på grund af en mutation, der fandt sted for over 2,4 mio. år siden – et dateringsskøn, der baserer sig på det såkaldte molekylære ’ur’ for mutationsrater i menneskeligt DNA.
Nancy Minugh-Purvis, der er leder af Anatomisk Institut på University of Pennsylvania i Philadelphia, siger, at datoen falder sammen med den kendte tidsalder for, hvornår menneskefamilien – Homo-slægten – først begyndte at udskille sig fra sine abelignende forfædre.
»Om dette i sig selv førte til evolutionen af menneskearten er et meget vanskeligt spørgsmål at besvare kategorisk,« indrømmer dr. Minugh-Purvis. »Men vi ved, at mutationen indtrådte for omkring 2,4 mio. år siden, og de tidligste eksemplarer af Homo-slægten vi har bevaret i fossilform dukker op kun 100.000-200.000 år senere.«
»Jeg ved ikke, om vi med sikkerhed kan konkludere, at det var denne mutation, der førte til udviklingen af sprog og menneskelig bevidsthed. Men det er værd at hæfte sig ved, at de bitte små muskler på den bløde gane – tensor veli palatini – som bruges i tale tilhører den muskelgruppe, som blev radikalt ændret ved denne mutation.«
Dr. Minugh-Purvis tilføjer: »Og det er første gang, at en markant genetisk forskel på mennesker og chimpanser med succes har kunnet sættes i forbindelse med anatomiske forskelle på vores to arter og på anatomiske forskelle mellem aber og kendte hominide-fossiler.«
At forandringen skulle være knyttet til anatomiske ændringer i kraniet, som ført til finere, mindre robuste kæbemuskler, har længe været en populær hypotese blandt fysiske antropolger.
Aber har tygge- og bidemuskler, der er næsten 10 gange så store og kraftige som menneskers. Men netop dette forhold nødvendiggør, at disse muskler har brug for at være meget stærkt fæstnet til kraniet, hvilket uværgeligt vil give mindre plads til hjernens volumen.
Hvis det er korrekt, at den nu kortlagte mutation pludselig reducerede størrelsen af disse muskler, ville dette muliggøre, at hominidernes hjernevolumen kunne vokse over tid. Det problem, som følger heraf, og som forskerne endnu mangler at besvare tilfredsstillende, er hvilken kost abemenneskerne med de gradvis mindre kæber, så så ville have været i stand til at spise.
Den australske evolutionsbiolog Peter Currie, siger dog til videnskabsmagasinet Nature, at mutationen kan være sammenfaldende med en gradvis ændring i kostpræferencer til fordel for mørt kød, som det ikke kræver slet så store kværnestærke kæber at tygge.
»Ved første øjekast kan en så simpel forklaring virke langt ude … Men sammenhængen er ikke så overraskende. Det er i evolutionær anatomi velkendt, at forandringer i forskellige muskler kan fremkalde dramatiske ændringer i de knogler, som de er fastgjort til,« pointerer han.
Dr. Minugh-Purvis siger, at undersøgelsen er banebrydende i forhold til vores forståelse af den menneskelige evolution.
»Mennesker og chimpanser afviger genetisk set utrolig lidt fra hinanden – et forbløffende få antal gener er involveret,« siger hun.
»Men som MYH16-mutationen illustrerer, kan selv en lille mutation få enorme konsekvenser i henseende til at ændre en organismes biologi og artsadfærd,« siger Dr. Minugh-Purvis.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu