Læsetid 4 min.

Et hack i virkeligheden

Hacking gør netværkssamfundet angst: Cinemateket sætter fokus på de virtuelle terrorister
14. april 2004

Filmserie
Et eksempel: Den 19.-20. marts dukkede et tilsyneladende helt almindeligt gratispostkort fra Dansk Industri op på GoCard- og Newbie-stativerne på de københavnske og århusianske cafeer. Det har et billede af en lagkage og et kort over Irak på forsiden, og på bagsiden benytter DI et-årsdagen for angrebene på Bagdad til at takke regeringen for godt samarbejde. »Genopbygningen af Irak kan på flere områder minde om tidligere tiders jagt efter guld,« hævder teksten, som forsikrer at »Dansk Industri tager imod denne store udfordring og vil gøre vores del til at sikre Danmark en del af kagen«.
Nogle kalder det »semiologisk krigsførsel«, andre »culture jamming«, andre igen »virkeligheds-hacking«. Selv om begrebet »hacking« af de fleste forbindes med blege nørder og computere, er det i virkeligheden et samlenavn for en hel bevægelse af aktivister, der leger med alle slags signaler i netværkssamfundet. Hacker-guruen Richard Stallman fra Free Software Foundation, der udviklede gratis-softwaren GNU, siger: »Hacking er et udtryk for legesyg begavelse, en udforskning af grænserne for det mulige. Man kan være hacker i forskellige former for medier – computere er bare et af dem.«

Systemer
Det er denne udforskning, Cinemateket har gjort til tema for de kommende ugers filmserie om hacking. Til åbningsarrangementet kritiserede arrangøren Sebastian Campion fra den digitale kunstgruppe Artnode mediernes typiske billede af hackeren som helt eller skurk og slog et slag for den konceptuelle hacking: »Det interessante er aktivisternes forståelse for alle typer systemer – et eksempel er såkaldt ’social engineering’, som handler om at manipulere folk til at udlevere personlige og følsomme oplysninger,« sagde Campion og afspillede en optagelse med en anden hacker-guru, Emmanuel Goldstein, der med en hel konferencesal som tilhørere ringer op til en tilfældig Starbucks-kaffebar og på ingen tid aflokker en medarbejder en mængde fortrolige kreditkort-oplysninger.
Fremmødet i Cinematekets Asta-sal tydede på, at interessen for den kulturelle hacking spænder vidt. På næstbageste række sad repræsentanter fra Globale Rødder, der som aktivist-netværk for nylig har engageret sig i kampen for fildeling på nettet, men er mest kendt for politiske aktioner i den virkelige verden. I den anden side af salen sad kunstneren Jakob Boeskov, der i næste uge åbner en udstilling i New York med sin »ID Sniper«: et projekt, hvor Boeskov tog til våbenmesse i Kina med en række fuptegninger til en »ID Sniper Rifle« til at indskyde overvågningschips i demonstranter og mødte overvældende interesse fra investorer og producenter.
Filmen »The Horribly Stupid Stunt« handler om en lignende infiltration, nemlig aktivistgruppen »The Yes Men«, der ved en fejltagelse bliver inviteret med til en konference som repræsentanter for verdenshandelsorganisationen WTO og uden held prøver at bringe deltagerne ud af fatning ved at præsentere afsindige, angiveligt WTO-støttede initiativer som en web-auktion, hvor folk kan sælge deres stemmer til højestbydende. I »Culture Jam« besøger instruktøren Jill Sharpe en række aktivister i det offentlige rum – fra pigen, der sætter sine egne klistermærker op på subway-reklamerne, til »Billboard Liberation Front«, der har gjort det til sin opgave at lave en lille smule om på budskaberne i vores daglige billboard-bombardement – et projekt, der kræver ikke så lidt lyssky planlægning trods sin humoristiske harmløshed.

Truslen
Emmanuel Goldsteins dokumentar »Freedom Downtime« viser, hvor truende hackernes budskabsforstyrrelser opleves af etablissementet. Filmen handler om hackeren Kevin Mitnick, der sad i fængsel i næsten fem år uden rettergang for at have hacket sig ind i Sun Microsystems’ computere og hentet deres kildekode. Cyberkriminalitet bliver jævnligt sidestillet med terror på FBI’s trusselshitlister, og folk som Microsofts sikkerhedschef Phil Reitinger argumenterer for, at digitale forbrydelser skal straffes som ramte de virkelige, fysiske mål: »At lancere en virus er ikke anderledes end at brænde en bygning ned,« har Reitinger udtalt.
Angsten for hacking er et spejl af netværksvirkelighedens største dilemma. På den ene side har virksomheder som Microsoft og deres netværk ikke noget socialt ansvar – på den anden side overtager de langsomt det sociale rum. Mens netværkerne vokser sig mere og mere totale, bliver det sværere og sværere at gennemskue og kritisere dem – hvilket fodrer desperationen hos dem, der føler sig holdt udenfor.
Hacking er de kreatives modvåben. Og så er hacking en interessant kunstform, fordi den ligesom graffitien kæmper for synlighed, men insisterer på anonymitet – helt omvendt af kapitalismens vigtigste emblem, varemærket.
Det lykkedes mig for eksempel at finde frem til en email-dækadresse til den gruppe, der placerede de falske Dansk Industri-postkort i GoCard-stativerne, men de ville ikke portrætteres i avisen. Hackerne er ikke interesserede i at eje deres værker. Det er det, der gør netværkssamfundet allermest angst.

*De omtalte film, tillige med syv andre, vises i Cinemateket i de kommende to uger. Se programmet på www.dfi.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu