Læsetid: 3 min.

Hemmelige rapporter skærper Fogh-kritik

Regeringens offentliggørelse af de hemmelige rapporter fra Forsvarets Efterretningstjeneste får oppositionen til at skrue op for kritikken
20. april 2004

Oppositionskritik
Statsminister Anders Fogh Rasmussen er løbet direkte ind i et nyt stormvejr ved at offentliggøre de hemmelige rapporter fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Rapporterne er nemlig så usikre og dobbelttydige, at de langt fra støtter det billede, som Anders Fogh Rasmussen op til krigen i Irak tegnede af den irakiske diktator Saddam Hussein.
Det mener oppositionen, der nu taler om en fuldgyldig skandale, hvor regeringen – som i England og USA – har vildledt befolkningen op til krigen i Irak.
»Vi har en regering, der vildleder og manipulerer med de oplysninger, den får fra efterretningstjenesten,« siger Socialdemokraternes formand, Mogens Lykketoft.
Han nævner tre eksempler, hvor han mener, at statsministeren ikke taler sandt:
Folketingets åbning i 2002, hvor Anders Fogh Rasmussen siger, at Iraks giftgas risikerer snart at drive ind over Europas byer. FE har ikke sikre oplysninger om operative masseødelæggelsesvåben.
Lige ved krigens udbrud i marts, 2003, siger Fogh, at der er risiko for, at Irak udvikler atomvåben. FE vurderer, at den risiko ikke er til stede på kort sigt.
Endelig statsministerens udtalelse om masseødelæggelsesvåben: »Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det«. FE-rapporterne tegner et meget mere usikkert billede.
Den tiltagende kritik af regeringen bakkes op af de øvrige oppositionspartier.
Et møde i Udenrigspolitisk Nævn, hvor regeringen fremlagde de hidtil fortrolige dokumenter, fik ikke kritikken til at fortage sig. Tværtimod.
Enhedslistens medlem af nævnet, Keld Albrechtsen, siger:
»Konklusionen er, at regeringen har misinformeret Folketinget på væsentlige områder. Der er ingen sikre oplysninger om masseødelæggelsesvåben, og om de overhovedet kan bruges«.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen mener, at de fremlagte dokumenter fuldt og helt giver ham ret i, at regeringen og efterretningstjenesten vurderede truslen ens:
»De svar, vi har givet, er fuldstændig i overensstemmelse med de efterretninger, vi fik fra FE. Der er ikke på nogen måde strammet op på oplysningerne,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Han erkender dog, at FE’s vurderinger rummer en usikkerhed, og at regeringen derfor ikke handlede ud fra sikker viden:
»Ingen kunne udtale sig ud fra en fuldstændig sikker viden. Det var et spørgsmål om en vurdering. Derfor var der tale om en sandsynlighed – han måtte stadig have masseødelæggelsesvåben,« siger statsministeren som forsvar for sin udtalelse (»vi ved det«) om masseødelæggelsesvåben.

Skader Fogh
Selv om oppositionen intensiverer sin kritik af regeringen, så rokker det ikke ved regeringens flertal i Folketinget.
Dansk Folkeparti står fortsat bag statsministeren: »Nu er der altså lagt nogle rapporter frem, som viser, at der er en klar overensstemmelse, mellem det FE har sagt og det, regeringen har videregivet. Jeg har et meget stort ønske om, at venstrefløjen nu dæmper retorikken,« siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard.
Dermed ser der kun ud til at være politisk flertal for en større åbenhed i FE. Dansk Folkeparti ser gerne en revision af de ca. 360 millioner kroner, som FE hvert år modtager: »Alle skatteborgerpenge skal anvendes bedst muligt, til det, de nu er målrettet til. Derfor er det muligt, at det kræver en revision af Forsvarets Efterretningstjeneste. Men det må vi eventuelt tage op på et andet møde,« siger Pia Kjærsgaard.
Anders Fogh Rasmussen understreger, at samfundet generelt bevæger sig i retning af større åbenhed, og at han derfor der frem til et udspil fra forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) og FE-chef Jørn Olsen i fællesskab.
Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft tror dog, at hele sagen på sigt skader statsministeren: »Det her vil blive ved med at forfølge statsministeren som et troværdighedsproblem. De begrundelser, man havde, for at deltage i den her krig, hang ikke sammen,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her