Læsetid: 4 min.

Højtiden er ikke hellig

Rocken og poppen fostrer flere industridukker end personligheder disse dage. Men musikscenen formår fortsat kontroverserne og skandalerne – i påsken spændte kunstnernes mediestunts fra det uopdragne til det opdragende
16. april 2004

Musik
For ikke så forfærdelig mange år siden var højtiderne stadig kulturdøde perioder. Ikke kulturforladte, naturligvis, men stort set blottede for popkoncerter, teaterforestillinger og den slags stads. Et godt eksempel er 2. juledag, som den da begrænsede gruppe hjemlige hiphoppere besatte med det legendariske og nu nedlagte Pulejam tilbage i slutningen af 1980’erne.
Dagen var velvalgt, fordi intet andet gik ned i hovedstaden. I skumringen lignede København et øjebliksbillede knipset tilbage fra krigens mørklægninger og udgangsforbud. Byen slumrede på en flæskende diæt af snaps, snebajere, kød, sild og fedtegrever. Gik man ikke i kirke, gik man til julefrokost, til tælling eller i hi.
Pulejam’et blev da også en publikumstræffer, og med vokseværket flyttede festen fra Barbue i Rådhusstræde til Ungdomshuset ved Nørrebros Runddel, legendariske Klub 47, Den Grå Hal på Christiania og sluttelig Amager Bio, inden Pulemanden og hans hjælpere til sidst blev metaltrætte, og folk forsvandt videre til et af de mange andre tilbud, der siden var kommet til.
På samme måde er påsken med et væld af koncerter blevet en begivenhedsrig uge for de musikforbrugende københavnere. Ingen dage er længere for hellige til en bestialsk gang booty-shaking. Det demonstrerede den britiske pigetrio Sugababes eksempelvis på selveste Langfredag. Men allerede to dage før indtog påskens musikalsk mest interessante indslag – hvis vi bliver i den rytmiske genre, i hvert fald – scenen i vesterbroske Lille Vega, og her gik der for alvor syndefald i tingene.
Ikke fordi den underskønne R&B-sangerinde Blu Cantrell med to fine album i bagagen undlod at gentage sine nøgne bedrifter som covergirl for magasinet Playboy. Men fordi hun alligevel præsterede at være et vaskeægte skuffejern med pels. Ja, undskyld sproget, men at optræde i 20 minutter for 500 mennesker, som alle har lagt 225 kroner i entréen – dét er altså uopdragent. Det er ublu, Blu.
At frk. Cantrell ikke tog sit publikum alvorligt, blev sådan set klart fra det øjeblik, hun entrede den lave scene. Det smækre pigebarn havde ikke lige forberedt en nummerrækkefølge, så i stedet konfererede hun lidt med sin uinspirerede dj og de to overflødige danserinder. Dernæst indledte det spinkede set-up med signatursangen »Hit ’Em Up Style«, hvilket ikke er den smarteste opskrift på at opbygge suspense. Da et hungrigt hoved fra salen efterfølgende råbte en opfordring til divaen om at divertere med en af hendes ballader, lød svaret:
»Noget langsomt? Altzå Skattebasse, hør nu her, det er jo ikke Valentine’s Day, vel!«
Nå ok, jamen så undskyld mange gange. Syng du blot to numre mere og skrid igen med henvisning til, at du har lovet din manager at slutte tidligt...
Eller hvad? Nej, Vega og bookingbureauerne, der henter navne som Blu Cantrell til landet, skulle i stedet begynde at stille krav til spilletid og sceneshow, skulle de. Man kan næppe forvente, at alle koncertgængere er lige så lette at tilfredsstille som de tre urutinerede forstadsfolk i garderobeområdet, der efterfølgende dæmpede hinandens skuffelse med floskler à la »Lidt er da bedre end ingenting.« Gu er det røv, når I har betalt kassen for det, gutter!

Ganske apropos så kiggede Eminem forbi Tyskland i den forgangne uge. Det gjorde han sammen med sin pose fra Detroit, D12 – p.t. omdøbt til »My Band« – der var landet for at promovere deres kommende album på klodens næststørste marked for urban musik. Og Eminem opførte sig ikke just som en kristen mand martret af sorg. Midt i D12’s direkte optræden på tysk primetime-tv rykkede han sine boksershorts fra Calvin Klein ned om knæhaserne og moonede herr und frau Rinderhacksteak ude i dagligstuerne.
Da studieværten Stefan Raad ikke lod sig slå ud af Eminems lille påskeleg, men bad ham om at vise mere, fik det rapmogulen til med elan at proklamere et »We love your country«. I USA har censuren som bekendt andre kår.
Og det er der mange kunstnere, der er trætte af efterhånden. Som nærværende dagblad kunne berette i januar, så bliver rockens folk stadig ledere og kedere af præsident George W. Bush og dennes dobbeltmoralske imperium. Fænomenet Bush-Wacking har længe været et sikkert hit, som vi skrev dengang.
Tidligere har Bruce Springsteen, Dixie Chicks, R.E.M, Pearl Jam (blandt mange, mange andre) ytret deres ubehag ved den siddende præsident, og i forrige uge blev det så de politisk engagerede genre-ombrydere Beastie Boys’ tur til at give Bush Jr. et hak i snydeskaftet. Det gør de i flere numre fra deres fortkommende album, som for nylig fik løftet lidt på sit slør ved et pressemøde i New York City:
We’ve got a president we didn’t elect / The Kyoto Treaty he decided to neglect / and still the U.S. just want to flex, hvisler de tre whiteboys eksempelvis.
Og således blev heller ikke på musikscenen, at påsken endte fredeligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her