Læsetid: 4 min.

Hvor hulen blev vores BLM af?

Danmark er et vildt checket land på mange måder. Men én ting har vi manglet i årevis. Det store, forkromede tidsskrift om litteratur. Hvor bliver det egentlig af? Og hvor er de store forlag henne i den sag?
2. april 2004

Litteratur
Man kan tage et hvilket som helst nummer. Et helt tilfældigt et. Så hvorfor ikke bare det seneste, nr. 2, april 2004:
Det koster sølle 69 svenske kroner. Men det er på næsten dobbelt så mange A4-store magasinsider lavet i kraftigt papir. Altså i sig selv næsten en lille bog. Og hvilke sider!
Det første, der møder øjet, er naturligvis det grafiske udtryk. Helt overordnet, er det en meget smagfuld blanding af moderne, »litterært« og kapow! Det er rigtige bog-bogstaver, smukke skrifttyper udvalgt nøje af kendere og æstetisk sat. Det er overskrifter i frække, skrigende farver og i helt uventede former. Men det er også levende. Det er Chicago School-layout midt i det hele. Det er omvendt tryk, så man pludselig skal læse hvidt på neongrønt.
På forsiden står det så. Helt enkelt. Simpelt. For alle kender det jo.
BLM.
De tre bogstaver står for Bonniers Litterära Magasin. Sveriges førende litteraturmagasin, som stadig lever, trods utallige kriser.
Indeni kan man godte sig over, at også billedsiden er uforlignelig. I hele aprilnummeret er grundtonen grøn. Det vil også sige, at næsten alle billeder er trykt i en grønlig nuance. Gamle portrætter, bogomslag, situationer, temabilleder. Anderledes blandet er det med de mange kunstillustrationer, de syrede collager, de skæve fotos af industriområder eller af piger set gennem sandblæste ruder. De mange stregtegninger og farvelagte illustrationer giver ro, koncentration, skarphed.
På selve indholdssiden er magasinet så velredigeret, at det halve trods alt ikke ville have været nok. For det hele er holdt netop i en god balance.
Magasinet kaster sig ud i et essay, der behandler forholdet mellem løgn, sandhed eller både-og? De næste artikler handler om »Den mulige litteratur via den umulige samtid« – det er et solidt overblik over en helt ny trend i fransk litteratur.
BLM har – siden gamle dage – udvidet, så magasinet også omhandler film. Derfor kan man i det nye nummer læse en laaang samtale med Bernado Bertolucci om film, erotik og oprøret i 1968.
Tilbage til bogen. Fire af de førende yngre forfattere i Sverige – Cilla Naumann, Sigrid Combüchen, Mara Lee og Gabriella Håkanson taler sammen om den mulige litteratur, og de samler på den måde tråden op fra de artikler, der står tidligere i magasinet. Så en overraskelse: En hidtil upubliceret tekst af den fænomenale kritiker Olof Lagercrantz. Teksten handler om hans clockradio og om tiden og tallene som tegn.

Med sans for, at litteraturen på mange måder er forældet, har BLM udvidet bogens tænkning til også at omfatte det ’rene’ billede. I en stor billedreportage følger man en kvindelig bodybuilder, som fotograferes i en trash-realisme, der gryner og hopper. Og for resten: Når der står, at Bertolucci-interviewet starter på side 26, så skal man først igennem Håkon Elofssons seks smukke stemningsbilleder fra Rom, inden interviewet kommer.
Til sidst er der så anmeldelserne. Ikke to-tre forkølede, men saftsuseme 45 styks. Her er alt, hvad læsehjertet kan begære. Her er Ibrahim al-Koni. Her er António Lobos Antunes. Her er Varlam Sjalamov. Her er Karin Stensdotter. Her er Maria Vedin. Her er Magnus William-Olsson. Her er Ola Larsmo. Her er Anna Enquist, Inger Edelfeldt, Baldesar Castiglione, Wilhelm Dichter... Her er derudaf med forfattere, man aldrig har hørt om før, men som man jo forfærdelig gerne ville lære at kende. Og det gør man så.
På bagsiden er der en skøn – og i sandhed fiktionsinspireret – collage, der handler om, hvem der egentlig ville blive den nye svenske monark, hvis dét nu var noget, man stemte om... Ville det mon blive statsminister Göran Persson? Ville det blive grandprix-fænomenet Anders Lundin? Eller ville det faktisk blive Lill-Babs og Lasse Berghagen?
På samme måde spørger man sig selv om, hvordan et ordentligt dansk litteraturmagasin egentlig ville se ud? Ville det være fedt? Ville det være sjovt? Ville det være populært? Eller svært? Eller skævt? Eller hvad? Vi ved det ikke.
For det findes ikke. Der er ingen, der laver det. Der er ingen, der føler, at de er forpligtet til det. Der er ingen, der samler stafetten op, efter de ellers hæderkronede traditioner, vi har herhjemme for at lave den slags.
I efterhånden meget gamle dage lavede Gyldendal faktisk – med Rifbjerg i stævnen – magasinet Fredag, som netop kunne det hele, og som man vistnok elskede dengang. Men ak. Det er jo for længst blevet lørdag igen. For ikke at sige mandag.
Hele bogbranchen skræpper med samme næb. Der skæres ned, der fyres, der lægges sammen, der serveres tarvelige kontrakter, vi-har-ikke-råd! Og det duer heller ikke, danskerne er jo ikke litteraturinteresserede, ja, de læser jo nærmest heller ikke mere...
Ja, ja. I min bog er det alt sammen bare dårlige undskyldninger for ikke selv at ville tage ansvaret for at få løst krisen. Eller sagt på en anden måde:
Bare Lav Møget!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her