Læsetid: 3 min.

Hunnere i tiden

Krononautens påske lader hunnere fra fremtiden lave rav i historiens gang og viser tidens skrøbelighed
7. april 2004

Krononautens påske lader hunnere fra fremtiden lave rav i historiens gang
og viser tidens skrøbelighed

Ny tegneserie
»Hvad nu, hvis..?« er et af de mere sprælske tankeeksperimenter, der med mellemrum bliver brugt i underholdningsbranchen. Hvad nu, hvis Hitler havde vundet krigen, Danmark var blevet indlemmet i Warszawa-pagten eller Jesper Langballe var blevet generaldirektør for Danmarks Radio? Hvordan havde historien så udviklet sig og hvordan ville situationen så være i dag? Perspektiver, der virker overvældende på mange, og som til trods for underholdsværdien kan sætte historiens gang i perspektiv og vise, at små tilfældigheder kan få uoverskuelige konsekvenser.
Det sidste er temaet i Niels Søndergaard og Jens Theglers Krononautens påske, en science fiction-tegneserie, der veloplagt leger med tidsbegrebet og fysikkens teorier om, at kaotiske systemer er ganske sensitive på starttidspunktet og har en svært beregnelig udvikling.
Krononautens påske bygger på en række tænkte tilfældigheder, store som små: vi tages med til år 4012 efter fødslen af hunnerkongen Attila, der i denne parallelverden i sin tid besejrede romerne og underlagde sig Europa. Hunnerne er teknologisk overlegne og har udviklet tidsrejser, her kaldet krononautikken, og holder stadig en række uciviliserede dyder i hævd ved blandt andet at holde slaver. En sådan er stukket af under en rejse tilbage i tiden til det, der svarer til Danmark anno 1939. Kommisæren Eddin, arkæologen Timulin og krononauten Nova Tanayan fanger og dræber ham og kommer ved samme lejlighed til at aflive et par lokale. Tilbage i deres nutid indser de, at drabet på de tilsyneladende tilfældige danskere har haft indvirkning på historiens gang, således at tingene har ændret sig markant. Dermed har de forbrudt sig på de strenge regler for tidsrejser, der blandt andet siger, at man ikke må gribe ind i fortiden, og derfor må de tilbage i tiden igen og rette op på tingene. Og da den lille detalje således er løst, modtager de næste opgave: en rejse i det tidlige forår (vor tids påske) til det østlige Middelhavsområde år 375 før Attilas fødsel (vor tids år 30) for at studere de lokale kulturer, der blandt andet omfatter en korsfæstelse...

Leg med tidsbegreb
Den erfarne oversætter af efterhånden en lang række science fiction-bøger, Niels Søndergaard, er tydeligt i sit es med denne historie. Tidsrejser og paralleluniverser synes at være et af hans yndlingsemner, således er han også forfatter til en anden dansk serie, Dimensionsdetektiven, der tager udgangspunkt i den idé, at verden er delt op i flere dimensioner, som har hver sit individuelle udviklingsforløb. Ud over at lege med tidsbegrebet i Krononauten lancerer Søndergaard en fremtidig hunnerverden, der spiller på det eftermægle af barbari, som dette asiatiske nomadefolk har fået. Det sker i fint samspil med tegneren Jens Thegler, der i sin ekspressive, sort-hvide grafik blander amerikansk undergrunds-æstetik fra 70’erne med europæiske postnukleare fantasier fra 80’erne, og dermed placerer sig unikt blandt danske serieskabere ved hverken at tilhører den amerikanske superheltetradition eller den stramt opbygget udtryksform, som kendetegner de europæiske albumserier. Thegler, der har gået på Kunstakademiet i København og i en årrække har ernæret sig som maler, mangler dog lige det sidste i at have styr på detaljerne og det tekniske overblik, før hans udtryk endegyldigt overbeviser.
Men tilbage står indtrykket af Krononautens påske som en herlig, uforpligtende bøjning af fysikkens love og regler, serveret med en villighed til at gå nye grafiske veje, der ikke ses hver dag af danske serieskabere. Krononautens påske er sket på initiativ af Danmarks førende tegneserieforlag, Carlsen, der endelig efter mange års tøven udsender en ny, hjemmeproduceret tegneserie.

*Niels Søndergaard og Jens Thegler: Krononautens påske. 48 s., sort/hvid, indbundet, 149,50 kr. Carlsen Comics

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her