Læsetid: 5 min.

Huntington anklages for racisme

Harvard-professoren Samuel P. Huntington, der i en ny bog om Amerikas nationale identitetskrise advarer imod den mexicanske kulturinvasion i USA, kaldes ’maskeret racist’
26. april 2004

Debat
Hvem er vi? Dette essentialistiske spørgsmål, omplantet til den kollektive ’vi’-nation, har været genstand for en ophedet debat i de seneste år. Nu er spørgsmålet også for alvor kommet til USA.
Det er Harvard-professoren Samuel P. Huntington, der med en ny bog, Who Are We? – med undertitlen Amerikas nationale identitetskrise – som har sat sindene i kog. Der var et stort uddrag af bogen i Foreign Policy (marts/april 2004), og den er snart på vej ud til boghandlerne..
Huntington mener, at den amerikanske kultur bygger på en engelsktalende, angelsaksisk og protestantisk kerne, og den er angiveligt truet af den mexicanske masseindvandring og den spansktalende – ’hispanic’ – kultur. Han forsøger at vise, at den spansktalende indvandring, fra især Mexico, har fået et omfang og en dybde, der er politisk og demografisk mere truende end de andre immigrationsbølger, som USA har taget imod i tidernes løb. De spansktalende indvandrere er ifølge Huntington ikke bare dårligt uddannede og fattige tilflyttere; de har også sværere ved at blive fuldt integreret i det engelsktalende USA end andre indvandrere. De er også – bl.a. på grund af nærheden til hjemnationen, Mexico – meget optaget af at bevare og pleje deres eget sprog, egen kultur og egne traditioner. Deres krav om spanskundervisning og om tosprogethed bryder Huntington sig slet ikke om, fordi han hylder – som præsident Theodore Roosevelt i sin tid – forestillingen om en nation, der bygger på et flag, en forfatning og et forenende sprog.
Huntington tegner et billede af, hvordan mexicanerne laver en kulturel og politisk ’reconquista’ (generobring) af det sydlige Amerika – fra Kalifornien til Miami. Han har anelser om en form for politisk løsrivelse af de spansktalende territorier engang i fremtiden, selv om der vist ikke er nogen mexicanere, der har gjort krav på det. Hos Huntington spøger angsten for en historisk revanche fra den mexicansk-amerikanske krig i 1846-1848. Budskabet er dybt alarmerende: Masseindvandringen af mexicanere, som ikke assimileres i USA, kan føre til »afslutningen af det Amerika, vi har kendt i mere end tre århundreder«, skriver han.

Kan ikke afskrives
Huntington er en mand, der lyttes til i indflydelsesrige kredse, og derfor kan hans nye bog ikke bare afskrives som endnu en bog. I 1993 fremkaldte han en global debat med sit essay i Foreign Affairs om mellem ’civilisationernes sammenstød’ – The Clash of Civilisations. Essayet, der siden blev udfoldet i en bog med samme titel, ramte ind i det ideologiske tomrum, som opløsningen af den kolde krig mod kommunismen skabte. Visse meningsdannere brugte essayet til at mobilisere det imaginære ’Vesten’ imod islam. Den forsimplede skelnen mellem ’os’ og ’de andre’ overså, at der også internt i den islamiske verden er en kulturkamp mellem liberale kræfter og neo-konservative fundamentalister, men ny-konservative ideologer i Bushs USA tænker i den.
Den mexicanske forfatter Carlos Fuentes, der selv er vokset op i USA, har i en kronik i det spanske dagblad, El País, taget til genmæle imod Huntingtons nye bog. Han kalder ham en ’maskeret racist’. Huntington, »den utrættelige alarmstemme, der taler om de farer, som ’den anden’ repræsenterer for USA’s hvide, protestantiske og angelsaksiske grundlag« bruger ifølge Fuentes »frygtens taktik imod den anden, som er så begunstiget af de fascistiske tankegange«.
Fuentes mener, at Huntington ’sataniserer’ Cervantes’ stolte sprog, der tales af 500 millioner mennesker i verden, og i stedet lukker sig inde i en monolinguisme, der i en stadig mere globaliseret verden er dømt til at tabe.
Fuentes afviser på det stærkeste, at mexicanerne ’invaderer’, er økonomiske snyltere eller er separatistiske ’konspiratorer’, der bare ønsker at tilbageerobre et spansk-talende territorium i USA. Han mener tværtimod, at de mexicanske indvandrere dels har været økonomisk indsprøjtning til USA’s økonomi og dels har de kulturelt hurtigt tilegnet sig det engelske sprog. De beriger USA’s multietniske og multikulturelle karakter. Det synspunkt er Fuentes ikke alene om. I midten af marts var hovedhistorien i det økonomiske magasin, Business Week, at de 39 millioner ’hispanics’, der er tosprogede, bikulturelle og i første række unge er ’katalysator for vækst’ og vil blive ’en drivende kraft’ i den amerikanske økonomi, politik og kultur.
I det mexicanske tidsskrift, Letras Libres, har redaktøren Enrique Krauze også blandet sig i debatten. Krauze, der en varm forsvarer af den mestitsprægede og flersprogede blandingskultur, kritiserer Huntington for at lave en ’fejlagtig diagnose’ og for bogstaveligt talt at »retfærdiggøre meget farlige politiske handlinger« fra identitetsfanatikere, der søger at forvandle den gamle racekonflikt mellem hvide og sorte, til »en ny kulturel konflikt mellen hispanos og engelsk-amerikanere«.
Historikeren Lorenzo Meyer har ifølge avisen El País sat det endnu mere på spidsen. Huntington forsøger gøre Mexico til »en slags kulturelt al-Qaeda«, mener han.

Farlig patriotisme
Det er ikke kun blandt mexicanske intellektuelle, at Huntington har fået på hattepulden. Alan Wolfe, der er direktør for Boisi centret på Boston College og bl.a. har skrevet bogen The Transformation of American Religion, har i det seneste nummer af tidskriftet
Foreign Affairs, skrevet en sønderlemmende kritik.
Bogen Who Are We? er udtryk for populistisk patriotisme og »plaget af en moralistisk lidenskab – der til tider grænser til hysteri«, skriver Wolfe.
I stedet for at forholde sig realistisk til den amerikanske historie, er Huntington forfalden til »en romantisk nostalgi for den anglo-protestantiske kultur«. Huntington advarer imod, at USA »kan komme til at lide samme skæbne som Sparta, Rom og andre menneskelige fællesskaber,« hvis ikke det tvinger indvandrerne til at acceptere den engelsk-protestantiske hovedkultur. Men Alan Wolfe påpeger, at det er en myte, at USA er formet på grundlag af én engelsktalende protestantisk kultur. Der er mange protestantiske traditioner i USA – der indbyrdes har været uenige om, hvad kultur er for en størrelse. Og folk fra andre religiøse traditioner, som bl.a. katolicismen og jødedommen, har også været med til at præge udviklingen af USA’s mange forskellige identiteter.
Alan Wolfe tager afstand fra Huntingtons krav om kulturel
assimilation til én angelsaksisk tradition. På den anden side bryder Wolfe sig heller ikke om »den tankeløse og åndløse kulturrelativisme, der ikke stiller krav til dem, der ønsker at gøre USA til deres hjem«. Wolfe efterlyser et nyt politiske lederskab, der kan forsvare det amerikanske ’credo’ og realistisk forholder sig til de mange dilemmaer, som indvandringen fremkalder. Det sidste ord er næppe sagt i debatten, der sandelig rummer mange dilemmaer – og farlige faldgrupper.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu