Læsetid: 6 min.

Hustrumishandlere, miljøsvin og andre terrorister

Der er så meget i denne verden, som vi kan være bange for, men hvorfor har vi en tendens til at ignorere de nære, konkrete trusler, mens vi svælger i frygten og angsten for de mere uhåndgribelige?
2. april 2004

Frit slag
Sandsynligheden for, at en kvinde ender sine dage som offer i en al-Qaeda terroraktion, er faktisk ikke særlig stor. Derimod er der langt større sandsynlighed for, at hun bliver slået ihjel i sit eget hjem. Mange kvinder har nemlig deres helt egen private Osama bin Laden derhjemme, der ligesom ham, som gemmer sig et sted i fjerntliggende bjergegne, kan finde på at slå til når som helst.
Forskellen er bare, at vi alle er enige om, at ham i bjergene udgør en alvorlig trussel mod hele den vestlige civilisation, mens de private Osama bin Laden’er er kvindernes eget problem, da de jo ligesom kunne have undladt at gifte sig eller flytte sammen med fjolset i første omgang.
Så mens eksperter nu foreslår oprettelse af folkemilitser, som kan udspionere mistænkelige naboer og yde førstehjælp i tilfælde af, at det lokale supermarked ryger i luften, hvis nu den usynlige trussel pludselig skulle slå til, skal man lede længe efter initiativer om naboovervågning og førstehjælp for kvinder med voldelige ægtemænd, selvom den trussel kan være nok så synlig. Men det må kvinderne ligesom selv ligge og rode med; hvordan de vil forsøge at nedkæmpe eller undslippe den langt mere synlige trussel, der som regel bor i deres eget hjem.
Alligevel pipper Europarådet nu op om, at det måske kunne være en god idé at gøre enten 2005 eller 2006 til »europæisk år mod volden i familien«, da vold i hjemmet udgør den største fare for kvinder mellem 16 og 44 år i de 45 medlemslande i Europarådet. »Flere dør eller bliver invalideret af hustruvold end af kræft, trafikuheld og krig«, som Politiken skrev i mandags. Alene i Ukraine og Rusland dør en kvinde hvert 40. minut som følge af vold i hjemmet.
Tal som disse burde jo i denne så civiliserede del af verden udløse massive folkekrav om »global krig mod vold i hjemmet.« Der burde være særtillæg i aviserne og lange temaaftener i tv med indkaldte eksperter fra nær og fjern om denne alvorlige trussel mod kvinder ikke alene i Europa, men over den ganske verden. Det er der bare ikke, for i øjeblikket har den vestlige civilisation langt vigtigere og værdigere sager at tage sig af, end kvinder, som får et ordentligt par på skrinet af deres ægtemand – og som desværre også kan risikere at dø af denne særlige form for fysisk opmærksomhed.

Dog erindrer jeg ganske svagt, at krigen i Afghanistan blev solgt som en ’god krig’, da et af dens vigtigste og værdigste formål var at befri de afghanske kvinder for burka’en, som er kommet til at stå som symbolet på taleban-bevægelsens grusomme kvindeundertrykkelse. Personligt synes jeg da helt bestemt, at det er et prisværdigt initiativ at invadere et helt land i ligestillingens navn, eftersom det ikke er noget, vi kvinder tidligere i historien har været så forvænt med.
Alligevel er jeg ikke specielt imponeret over de mirakler, som Operation Enduring Freedom indtil videre har udrettet. Charlotte Ponticelli, der er koordinator for kvindespørgsmål i det amerikanske udenrigsministerium, udtalte ganske vist fornylig, at fremskridtene for de afghanske kvinders ligeberettigelse er ’ustoppelig’, og at forholdene for de afghanske kvinder ’kategorisk’ er blevet forbedret.
Det er da bestemt også et fremskridt, at mange piger nu kan gå i skole. Til gengæld kan det næppe kaldes en ’kategorisk forbedring’, at højesteretsdommeren, Fazl Hadi Shinwari, har forbudt sangerinder at optræde i tv-udsendelser og i øjeblikket forbereder med en lov, som skal forbyde kvinder at køre bil. Afghanistan har desuden gennem de seneste måneder oplevet en stigning i antallet af kvinder, som tager deres eget liv for at undgå tvangsægteskab.
Nødhjælpsarbejdere kan berette, at det fortsat er hustruvold, seksuelle overgreb, trafficking og tvangsægteskaber, som er virkeligheden for alt for mange afghanske kvinder. En skæbne de altså deler med mange kvinder i Europarådets 45 medlemslande. Forskellen er måske bare, at de europæiske kvinder selv har valgt denne skæbne, hvorimod de afghanske kvinder er blevet den påtvunget?
Jeg skal være den første til at indrømme, at det måske grænser til lige lovlig voldsom proportionsforvrængning at sammenligne voldsramte europæiske kvinder med de afghanske ditto. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at vi kan blive så ophidsede over afghanske kvinders forhold, når vi i Europa har en statistik, som vi måske ikke ligefrem behøver at være specielt stolte over.
Måske det bare er fordi, det er lettere – og langt mere uforpligtende – at hidse sig voldsomt op over tildækkede kvinder i den uciviliserede del af verden, mens vi vender det blinde øje til nabokonens regelmæssige fald i badekarret. For i det sidste tilfælde ville en naturlig konsekvens af ophidselsen være, at vi begyndte at føle os forpligtet til konkret indgriben for at hindre flere fald.
Jeg skal heller ikke (i hvert fald ikke lige i denne omgang) sige noget grimt om Vestens tro på, at deres blotte tilstedeværelse ville skabe bedre forhold for de afghanske kvinder. De amerikanske befriere må bare være en kende skuffede over, at deres indtog i Afghanistan endnu ikke har medført, at kvinder i hobetal har smidt burka’en og hoppet i cowboybukser og derefter direkte i armene på deres redningsmænd.
Amerikanske kosmetikfirmaer har ligefrem doneret en hel skole for skønhedspleje, som ligger i Kabul, så de afghanske kvinder kan få øjnene op for de mange glæder ved at være en fri, emanciperet kvinde. Måske de afghanske kvinder imidlertid har mere presserende problemer at forholde sig til i øjeblikket end at lære og lægge en let aftenmakeup?

En gang handlede det om at overvinde angsten for den bøh-mand eller farlige tiger, som lå og gemte sig under sengen, når vi skulle sove. Senere blev det russerne og nu Osama bin Laden, al-Qaeda og alverdens islamiske terrorister, der har overtaget rollen som den usynlige, men ganske farlige bøh-mand, som kan springe på os, når far og mor har slukket lyset, efter de har læst godnathistorie.
Allerede tilbage i 1980’erne konstaterede den franske sociolog, Jean Baudrillard, at det var lykkedes Khomeini og dermed de islamiske fundamentalister at få hele Vesten til at tage sig selv som gidsel. Våbnet mod Vesten er immaterielt og ganske småt, men det er ikke langt fra at være det absolutte våben: Det er ondskabens princip.
Baudrillard skrev om Vestens fascination af Khomeini, som den gang var personificeringen af Ondskaben, at »hele vort system styrter altså afsted i ayatollahens tjeneste. Blot han vifter med lillefingeren opsluges vor henførte fascination af Ondskabsprincippet. Hans strategi er således forbløffende moderne, i modsætning til alt det, man forsøger at sige. Langt mere moderne end vor, i og med, den består i hårfint at indsprøjte nogle arkaiske elementer i et moderne væv: en fatwa, en dødsdom, en forbandelse, et eller andet.«
Ligesom Khomeini er det lykkedes al-Qaeda at henlede vores opmærksomhed på bøh-manden under sengen – og i sådan en grad, at vi ikke kan få øje på ret meget andet. Vi poster milliarder og atter milliarder i mere eller mindre fiktive terrorbekæmpelsesprojekter for at undslippe Den Store Bøhmand, som en dag kommer og slår os alle sammen ihjel. Imens er det andre små og mere konkrete bøhmænd, som udgør den største reelle trussel i alt for mange kvinders liv.

Det er al ære værd, at Europarådet nu sysler med kampagner, som skal komme vold i hjemmet til livs, men hvor meget opmærksomhed vil den kampagne mon sidste ende få? For måske dukker Osama bin Laden i egen person lige pludselig op på Fyn eller på Færøerne, og så skal vi jo for alvor i gang med vores terrorberedskab.
Ikke fordi jeg har det fjerneste imod terrorberedskaber og terrorbekæmpelse (når det holder sig inden for rimelighedens og retsikkerhedens grænser), men kunne vi for pokker ikke bare et kort øjeblik tage en dyb indånding og indse, at der også er andre trusler mod kvinder i almidelighed og menneskeheden i særdelshed end al-Qaeda.
F.eks. er der noget med, at landbrugets kvælstofudledning er den værste forureningskilde til det omsiggribende iltsvind, der omdanner enorme områder af verdenshavene til ørkener, som igen fører til globale miljøkatastrofer. Måske det er en alt for uglamourøs trussel mod menneskeheden at beskæftige sig med til, at vi for alvor kan tage den alvorlig? Så hellere Bøh-manden under sengen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu