Læsetid: 6 min.

Hverdagsvulkansk filmpoesi

80-90 procent af alle film er illustrationer. Det mener den svenske filminstruktør Björn Runge, der med sit stærke drama ’Hvis jeg vender mig om’ har arbejdet bevidst med at finde ind til en dybere forståelse og intimitet
16. april 2004

Interview
Det må gerne føles som at sidde på en vulkan og læse kærlighedsdigte.
Sådan beskriver den svenske filminstruktør Björn Runge den følelse, han forsøger at nå ind til i sit filmiske arbejde. Den stilfærdige Runge er i København for at fortælle om sit drama Hvis jeg vender mig om, der vandt Sølvbjørn ved dette års Berlin-festival. Med sin nye film har den 43-årige instruktør forsøgt at arbejde sig frem til en mere dybdegående, filmisk intensitet. Han er træt af illustrative film. Som han formulerer det, må film gerne være mentale rejser. Han maler gerne situationer med stærke farver på papiret for siden at indspille dem meget naturalistisk. Jo mere ladning, der er i situationerne, des længere kan man gå ned i udtrykket. Pludselig skabes der en intimitet, som gør det muligt at fortælle på et dybere plan..
»Hvis jeg siger, ’vil du gifte dig med mig?’, og du så ikke svarer, og klip, så ser man kirken, så ved alle, at vi skal gifte os. Mange skriver korte scener i den dur, men jeg vil vide, hvad der sker, når du siger dit ja eller nej. Det skaber en dybere forståelse og følelse og ikke bare en illustration. 80-90 procent af alle film er illustrationer,« siger Runge.
»Jeg vil bort fra det illustrative, og det er bl.a. derfor, at jeg skriver lange scener. Tilskuerne skal gå ind i filmen med deres erfaringer, og de skal erfare det samme som skuespillerne. Jeg vil ikke afsløre, hvor karaktererne er på vej hen. Man skal ikke kunne dømme dem for tidligt. Man skal være i oplevelserne sammen med dem, og det synes jeg f.eks., at man er i John Cassavetes’ film. Der ved man ikke, om folk er gode eller dårlige mennesker de første 10 minutter inde i filmen. Det finder man først ud af senere, og så er det for sent, for så har man allerede sympati for dem. Man må sætte sig i deres sted, og det skaber et møde mellem teksten, skuespilleren og publikum, som inspirerer mig meget. Det vil jeg gerne fordybe mig i, og jeg synes, vi er kommet et godt stykke på vejen med den her film.«

Indadvendt smuglytning
Som tilskuer kan man bestemt ikke regne Hvis jeg vender mig om og dens mange komplekse karakterer ud. Filmen følger et dramatisk døgn med familier og ægteskaber i opbrud i nutidens Sverige. Der er stærke følelser på spil for alle, og som tilskuer er man midt i slagenes gang mellem grin og gråd.
For Björn Runge vokser et manuskript ud af situationer, der gør ham nysgerrig, og karaktererne er altid det centrale. Han beskriver processen med at skabe ensemble-filmen som at skrive indefra og ud.
»For mig starter en film ofte med en situation, f.eks. en person i en sofa, som siger noget til en anden, jeg ikke ved hvem er. Det bliver en slags suggestion. Jeg begynder at skrive en scene, og pludselig mærker jeg, at de snakker om noget vigtigt. Man smuglytter indad. Jeg skriver virkelig meget, og undervejs opdager jeg, hvem personerne er, og hvor de er på vej hen. At skrive handler for mig om at stille en masse spørgsmål og blive nysgerrig ud fra dem.«
»Da jeg skulle skrive den her film var jeg inde på at skrive den i prosaform. Jeg endte med at skrive den som et manuskript, men jeg havde indstillet hovedet på en slags prosa, så der kom næsten intet af det ydre ned på papiret. Der var ingen anvisninger, som ’de rejser sig’, eller ’de går’. Der var næsten kun dialog. Jeg ville tegne det indre og skitsere det ydre.«
»Bagefter fylder man så det ydre på. Hver skuespiller kommer med sin krop og sine erfaringer. Jeg vil gerne invitere skuespillerne til et møde. Her kommer jeg med min del. Hvad kan du tilføre? For mig handler det at lave film ikke om at sige til skuespillerne, at i det øjeblik, kigger du langsomt op. Det må fødes af sig selv, og en god skuespiller tager ansvar for det og tager sit eget liv med ind i rollen.«

Genkendelige konflikter
Björn Runge har samlet et imponerende cast af både kendte og i Danmark mere ukendte skuespillere til sin film. Præstationerne er hudløse over hele linjen, ikke mindst fra en af børneskuespillerne, der overraskende nok ikke havde svært ved at forholde sig til en af filmens ellers meget barske scener, hvor Jakob Eklund som utro familiefar pakker sin taske for at forlade sin kone (Pernilla August) og deres to sønner.
»Da vi skulle indspille den scene, sagde jeg til drengen, der følger efter sin far, at vi først skulle repetere og holde igen på følelserne. Jeg forklarede, at han skulle jage sin far. Da vi så skulle indspille scenen, sagde jeg, at det bliver voldsomt og rigtigt ubehageligt, så vi gør det maksimalt to-tre gange. Og så kiggede han bare på mig og sagde, ‘jamen Björn, sådan her var det, da min mor og far blev skilt, da jeg var tre år’. Han kunne huske det, fra da han var tre år, og det var tankevækkende, at selv han gik ind i filmen med erfaringerne fra sit eget liv.«
»Det virker som om, der er en høj grad af genkendelse i filmen for mange forskellige mennesker.«
Hvis jeg vender mig om har bl.a. vundet årets svenske filmpriser for bedste manuskript og bedste instruktion og vandt – foruden Sølvbjørn-prisen Der blaue Engel for bedste europæiske film i Berlin i februar. Björn Runge er lykkelig for priserne. Som han fortæller med et glimt i øjet, har han tidligere haft et par bundrekorder. Hans eksperimenterende spillefilm Raymond var årets mindst sete film i Sverige 1999. Året forinden scorede han lavest med dokumentarfilmen Vulkanmanden om forfatteren Sture Dahlström.

Intet at tabe
»Raymond blev lavet for 1,2 millioner kroner, og den var vigtig for mig for at overleve kreativt, da jeg ellers ikke havde nogen finansiører. Jeg har lært at overleve under små omstændigheder. Jeg har ligget og åndet gennem et sugerør i flere år, og mange af erfaringerne fra det, kan jeg bruge nu. F.eks. en uhørt effektivitet. Hvis jeg vender mig om er lavet for blot 10 millioner svenske kroner, så jeg har da lært at koge suppe på søm.«
»At lave film handler meget om tillid. Filmkonsulenten, som støttede denne film, bakkede op om den gennem hele processen. Selv da jeg sendte ham et brev om, at den var død, skrev han tilbage, hvad jeg så ville lave og gav mig på baggrund af nogle få nye linjer mere manuskriptstøtte. Af det voksede det her manuskript frem, og den tillid er utroligt vigtig for, at gode film kan opstå.«
»De fleste regnede nok ikke med, at jeg ville lave en film som den her, og det er en interessant situation, for så har man ikke noget at tabe. Ingen er specielt interesseret af ens film, og derfor har man fuldstændig arbejdsro. Da vi lavede filmen, følte vi ret hurtigt, at der var en kraft i projektet, men vi holdt det for os selv, og sådan kan jeg godt lide at arbejde. Der var f.eks. ikke presse-arrangementer undervejs. Det blev mere som en intim sammenkomst, sådan lidt hemmeligt. Vi mødes i aften klokken ni, og ingen andre ved det.«
Lydarbejdet blev lavet i København, og Björn Runge vil gerne samarbejde mere med Danmark på sin næste film, der starter indspilning til januar. Han er meget inspireret af de sidste 10 års danske film og ikke mindst af den åbenhed, han synes præger det danske filmmiljø. Han har også netop ladet sig inspirere af bogen Festen med artikler af Mogens Rukov, bl.a. af Rukovs påstand om, at hver gang man får en idé, skal man afprøve dens modsætning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her