Læsetid: 4 min.

’Hvordan ved man, om man tror?’

Marmorkirkens seneste kobbel københavnske konfirmander var usædvanligt spørgelystne og slog to rekorder
10. april 2004

København
Hosianna, kære læser! Da Palmesøndag forleden oprandt for Gud ved hvilken gang, var det ikke til at opdrive en verdslig parkeringsplads i det fashionable, næsten parisiske kvarter, som omgiver Frederikskirken (der i folkemunde lyder navnet Marmorkirken). Mens byens klokker bimlede asynkront og storladent over tagene, søgte et sandt mylder af godtfolk op ad den brede trappe foran kirken, og i løbet af en halv time var bænkerækkerne under Nordeuropas største kuppel mættet til bristepunktet. Der var virkelig tryk på kedlerne, og man måtte stuve sig sammen og tage balkonen i brug for at få plads til alle. Kirketjeneren talte 800 gæster. Det var et postyr af en anden verden.
(For skeptikerne kan det oplyses, at Palmesøndag er den dag, hvor Jesus for et par tusinde år siden red ind til Jerusalem på ryggen af et æsel, som to disciple havde ’skaffet’ i en nærliggende landsby. Langs ruten mødtes han af en betydelig folkemængde, som skulle samme vej for at fejre påske – hvilket man havde praktiseret i henved 1.000 år. Da manden på æslet blev identificeret som den Jesus, hyldede folket ham ved at lægge deres kapper og nydeligt afskårne palmegrene ud foran ham. Nogle dage senere skulle velviljen over for Jesus blive knapt så udtalt, men det er en anden historie, som man kan se i Mel Gibsons nye film.)
På en regulær pølsesøndag tiltrækker en helt almindelig, straight gudstjeneste i Marmorkirken gerne en forholdsvis fasttømret menighed på 2-300 sjæle. Men Palmesøndag havde de fleste af disse gamle gængere søgt andre græsgange i tilstødende kirker og katedraler – måske for at undgå at blive rendt over ende. Det er nemlig blevet sæson for konfirmationer, små jakkesæt og blå mandage, og det var præcis sådan en begivenhed, som skulle løbe af stabelen. Klokken lidt over halv elleve skridtede sognepræst Mikkel Wold op ad kirkegulvet med ikke mindre end 22 små og lange, tynde og trinde, duknakkede og ranke, spændte og nervøse konfirmander i hælene. Af dem skulle ni lige døbes ved samme lejlighed, så der ventede lidt af en maraton-event.
Det gik nu alligevel. Da Mikkel Wold nåede frem til sin konfirmationstale, fortalte han, at han »aldrig har haft et hold, der har stillet så mange spørgsmål«. De kære små havde også sat en anden rekord: Lige så spørgelystne de havde været, »lige så forvirrede har I været i pauserne«, drillede han.
Mikkel Wold gik ikke i detaljer fra prædikestolen, det var programmet for tætpakket til, men konfirmanderne havde så sandelig skilt sig ud, og de havde givet ham kam til hans hår.
De spurgte om alt mellem himmel og jord. ’Hvis Gud har skabt verden, hvorfor har han så også skabt det onde?’ ’Kan man være vred, hvis man også tror på Gud?’ ’Er det lige så sandt at være muslim?’ ’Kommer muslimer i himlen?’ Eller den elegante, filosofisk funderede: ’Hvordan ved man, om man tror?’
Konfirmanderne havde endvidere udvist en overordentlig interesse for aktiv dødsjælp – ’Er al form for liv et værdigt liv?’ Og naturligvis fandt de det overnaturlige og overtro i almindelighed værd at pirke lidt til. De havde jo set Åndernes Magt på tv. De 22, der alle gik i ottende klasse, kom fra otte forskellige skoler i København, hvoraf de fleste var fra Krebs Skole og Bernadotteskolen.

I gamle dage var der et element af familiemæssig tvang over det, når børn skulle konfirmeres, men på dette hold var der ikke én, som ikke selv havde valgt at blive konfirmeret. En enkelt sprang fra efter et par gange, og en anden valgte ikke at blive konfirmeret, men fulgte alligevel undervisningen af egen fri vilje, fordi det var spændende. Hvad gik der af dem? En mystificeret forælder havde over for præsten udtrykt, at hun faktisk ikke forstod, hvor i barnets opdragelse det var gået galt. Mange af dem havde nærmest en ateistisk baggrund. Men Mikkel Wold kunne fornemme, at de religiøse diskussioner fortsatte derhjemme.
De ugentlige lektioner foregik hver torsdag mellem tre og halv fem, og da de unges kendskab til Bibelen forekom sparsomt, grænsende til det ikke-eksisterende, var der frit valg på alle hylder; præsten kunne bare fortælle løs. De snakkede en del om Paulus ord om tro, håb og kærlighed, og at kærligheden er det største af de tre.
»Hvis man fjerner kærligheden,« sagde han til dem, »så er der bare et regelsæt og en livsanskuelse tilbage. Så har man fjernet den vigtigste fællesnævner.«
Når konfirmanderne var blevet kaldt tilbage fra pausen (og det skulle man gøre 27 gange), og undervisningen gik i gang, så var de fanget og nysgerrige. Når de var på, var de virkelig på. Også når Wold forsøgte at opøve dem i bønnens nærvær. Først gang med en pause på ti sekunder inden Fadervor, dernæst på 20 sekunder, og endelig helt op til 60 sekunder. Der var et enkelt fnis eller to undervejs, men missionen lykkedes.
På prædikestolen anbefalede Mikkel Wold dem at fortsætte med at stille spørgsmål og være åbne, »for det er forudsætningen for at finde ud af, hvad troen handler om«. Og så ønskede han dem i øvrigt god medvind, »hvor end I blæser hen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu